Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Danmark og Antiken. Af Per Krarup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Per Krarup
paa snart sagt alle Omraader af den ufatteligt
rige antike Arv.
Det er da Hensigten med denne Oversigt
over Danmarks Andel i Arbejdet paa at nærme
Antiken og Nutiden til hinanden, at give en
lille Orientering i, hvad vi ejer i dansk
Litteratur paa dette Felt. Skulde dette saa animere
en eller anden kyndig i de andre nordiske
Lande til at give en tilsvarende Oversigt for
norsk og svensk Litteraturs Vedkommende,
vilde det i hvert Fald blive modtaget med
Taknemmelighed i Danmark og sikkert ogsaa
vise sig formaalstjenligt i de andre nordiske
Lande.1
Der har lige fra Romantikens og
Nyhuma-nismens Dage været en tydelig Tilbøjelighed
i Danmark til at foretrække Grækerne for
Romerne. (Denne Tilbøjelighed er først i de
senere Aar blevet afløst af et sandere
historisk Syn paa Romernes Kulturindsats og dens
Betydning, fremført af Mænd som William
Norvin, Carsten Høeg og Franz Blatt.) Den
mest ægte og typiske Græker i dansk
Litteratur, Poul Møller, er den første der — ganske
vist kun i Brudstykker — har oversat Homers
udødelige Digte til læselige danske
Hexa-metre. Ikke uden Grund viede Søren
Kierkegaard et af sine originaleste Skrifter,
»Begrebet Angest», til denne tidligt afdøde
Digter og Filosof med Ord, der klinger af dyb
Betagelse: »Afdøde Professor Poul Martin
Møller, Græcitetens lykkelige Elsker, Homers
Beundrer, Socrates’ Medvider, Aristoteles’
Fortolker...» En senere dansk Humanist,
Vilh. Andersen, har i et af sine allerbedste
Værker redegjort for Poul Møllers Digtning
og dér ogsaa skrevet om hans Oversættelser
af Homer, som han berømmer for deres
metriske Fortrin og deres sproglige Skønhed.
Charmen ved Poul Møllers Homer finder
han deri, at det er lykkedes ham i de
Sange af Odysseen, som han oversatte, og
som for en stor Del fremstiller huslige Scener,
at lade de danske Udtryk falde ganske jævnt
og naturligt og derigennem berede danske
Læsere den samme Genkendelsens Glæde,
hvori deres Poesi har bestaaet for de gamle
Grækeres Følelse. Han undgaar de
højtideligere Ord og Vendinger, som kunde forlægge
Genstandene fra den kraftigt nærværende
i) Jeg er siden blevet opmærksom paa, at der eksisterer
en udmærket Orientering af denne Art i Tönnes
Kle-berg : Svensk antiklitteratur, Skrifter utg. av Svenska
Klassikerförbundet. Nr. i, 1939. Noget tilsvarende findes
imidlertid ikke for Norges og Danmarks Vedkommende.
Virkelighed til en fjern litterær Verden. Han
gjorde Homer paa een Gang frisk og folkelig.
Poul Møllers Homer-fragmenter lever dog
ikke mere. Det gør derimod hans yngre
samtidige, Sorø-lektoren Chr. Wilsters
Oversættelser, der eier de samme Fortrin med
Hensyn til jævnt, naturligt Sprog og tillige
hviler paa indgaaende Studier i dansk Metrik.
Det er blevet den klassiske danske Homer,
ligesom den tyske er Voss’. Wilster tilegnede
sine to fuldstændige Homer-oversættelser til
den danske Digterkonge Adam Oehlenschläger,
og med Rette. De er skrevet i hans Aand og i
hans Sprog. Det klinger gammeldags nu,
men ogsaa for græske Øren i Athen i det 5.
Aarhundrede har Homers Digte haft en
arkaisk Klang. Wilsters Gendigtning har en
Tid været ude for en haard Kritik paa Grund
af visse filologiske Unøjagtigheder og paa
Grund af dens mange Germanismer. Som
Helhed er det dog et stolt Mindesmærke, den
svage og tidligt afdøde Sorø-lektor, Ingemanns
Ven, har efterladt sig. Professor Hartvig
Frisch har i »Tilskueren» for 1924 ristet ham
en smuk Minderune, som jeg vil henvise
interesserede til.
Springer vi nu fra det friske og levende
homeriske Kildevæld ned til den romerske
Nationaldigtning, Vergils Æneide, lader det sig
ikke nægte, at dansk Gemyt har svært ved
at goutere Heltetonen i Lovprisningen af
pius Aeneas og de romerske Dyder.’ En
Dansker kan, hvor gerne han end vil, næppe
lade være at lade Tanken glide hen til Peder
Paars, Holbergs dræbende Satire over det
heroiske Epos. Vergils Digtning er vanskelig
at omplante paa nordisk Grund. Lige saa
Friske og lyslevende de homeriske Mennesker
staar for os, gennemførte i al deres
Menneskelighed, saa det føles og sanses ogsaa i en
Oversættelse, lige saa døde og stive forekommer
de latinske Helte os. Vergils Kunst, som
visselig ikke er ringere end Homers, er
ligesom intimere knyttet til Sproget, til Samtidens
Kultur, er mindre umiddelbar og derfor
vanskeligere at gøre »njutbar» for et moderne
Publikum. En fuldstændig Fordanskning,
fortjenstfuld for sin Tid, ikke alene af
Ænei-den, men ogsaa af Idyllerne og af Georgica,
skabte Simon Meisling i Begyndelsen af
1800-Tallet. Denne Månd, der er mest kendt for
sin haardhændede og brutale Behandling
af den berømteste af alle danske Digtere,
H. C. Andersen, hvem han dimitterede til
Universitetet i 1828, har næppe faaet den
402
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
