Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - I Tragediens Tegn. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
/ Tragediens Tegn
Af Harald Mogensen
_____ET KONGELIGE TEATERS Sæson
1941—42 stod i Tragediens Tegn: Maxwell
Andersons Vintersolhverv, Friedrich Hebbels
Maria Magdalene og Henrik Ibsens
Gengangere gik over den kongelige Scene i Løbet af
den foregaaende Vinter. Maaske er det en
Tilfældighed som saa meget andet paa det Teater
i Øjeblikket, hvor Raadvildheden og
Ubeslutsomheden sidder i Chefstolen, men Tilfældet
kan se ud som en Tanke. Det er ikke saa
ligetil at lodde Teatertilskuernes Lyster i en
Ulvetid som den, Kloden for Tiden gennemlever.
Det er nemt nok sagt, at de efter den graa
Hverdags Ængstelser og Besværligheder gaar
i Teatret for at glemme, for at møde noget
andet, noget festligt og farverigt og
fornøjeligt, som ser helt anderledes ud, og som kan
lulle dem ind i velbehagelige Morgendrømme,
i hvert Fald saa længe, til de bråt vaagner op,
naar de efter Teatertid famler sig hjem
gennem mørkelagte Gader.
Men findes der overhovedet nogen Glemsel?
Ragnar Josephson har rejst Spørsmaalet i sin
Essaysamling »Tidens drama» •—• saa
frugtbargørende i sine Synspunkter som en
Nil-oversvømmelse—og besvaret det med et Nej.
Der findes ingen Glemsel. Derfor efterlader
det kunstløse Gøgl en fad Smag i Munden paa
mange, naar de en Teateraften igennem hg,r
prøvet paa at lade det overdøve den bitre
Virkeligheds skarpe Diskussioner. Det Teater,
som virkelig har noget paa Hjertet, faar sin
store Chance hos disse Tilskuere, som
hjemløse forlader det tomt buldrende
Underhold-ningsteater. Med deres blaa
Mørkelægnings-lygter gaar de rundt og leder efter Svar paa
de Spørgsmaal og de Problemer, som der
ikke findes nogen Glemsel fra,
Menneskehedens ældgamle og evigtunge, om Magt og
Ret, om den enkelte og Staten, om Frihed og
Vold, om Idealismen og Kynismen, om
Menneskesjælens Higen mod det fjerne og dens Lyst
til at søle sig i det altfor nære. Det alvorlige
Teater, der var kommet i Folkemunde som
baade kedeligt og langtrukkent, sprænger
Puppen: dér finder de Søgende de Problemer,
som vedrører dem, Dramaer, som taler et
Menneskelighedens Esperanto, der forstaas af alle
til alle Tider. Og det mærkelige sker:
Tragedier trækker fulde Huse.
Det er maaske ikke unødvendigt at
genopfriske Handlingen i Maxwell Andersons
Vintersolhverv, selvom det ogsaa har været
opført i Sverige. (Den danske Oversættelse
ved Poul Sørensen er udgivet af Gyldendal.)
Handlingen forløber saaledes: Mio, en ung
tramp, kommer paa Aarets længste Dag
vandrende til New York for at finde den
virkelige Gerningsmand til det Mord, som hans
Fader for mange Aar siden uretfærdigt blev
dømt og henrettet for. Paa et lille Torv
mellem de usle Lejekaserner nede ved Floden i
Skyggen af den mægtige Brooklynbro spiller
den gamle Lirekassemand trods Regnrusket,
op til Dans. Der møder Mio Miriamne. Det er
den ubarmhjertige Skæbnes ubarmhjertigste
Lune, at de to forelsker sig i hinanden. For
hun er Søster til et Medlem af den
Gangsterbande, som i Virkeligheden har det fatale
Mord paa Samvittigheden. Men denne Broder,
Garth Esdras, tør ikke røbe noget af Frygt
for sin gamle Chef, Gangsterføreren Trock
Estrella, for det er bedre at leve end at tale
Sandhed. Trock, som har faaet Tuberkulose i
Fængslet og snart skal dø, lurer ogsaa paa de
skumle Stier mellem Bropillerne. Han er
angst for, at den virkelige Sammenhæng med
Mordet skal opklares, saa at de usle seks
Maaneder, han har tilbage, før Døden er over
ham, skal forkortes til endnu mindre, og
forsvarer derfor hensynsløst sin Ret til at
leve. Han repræsenterer Voldens brutale
Princip. Pisket frem af sine
Samvittighedsskrupler over den uretfærdige Dom dukker
ogsaa Mios Faders Dommer, Gaunt, op paa
den kolde Plads ved Flodkajen, hvor
Lirekassen klinger lystigt i det graa Vintermørke
— et kort Øjeblik, inden det blodige Opgør
om Ret og Uiet tager sin Begynnelse.
I den fugtige Kælder, hvor Familien Esdras
bor, under de sydende Varmerør rulles den
gamle Retssag op igen, mens et vinterligt
Tordenvejr buldrer løs udenfor. Den sindssyge
Dommer Gaunt sidder atter i Dommersædet,
og Mio har taget Pladsen ved Anklagerens
Bord. Gennem en Række dramatiske Be-
493
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
