Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Tionde häftet
- I Tragediens Tegn. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
P o ul Reumert i »M ariaMagdalene».
Det kgl. Teater.
Ungdommen knuser sig til Døde mod
Fædrenes Moral, og de Gamle staar uforsonlige og
ensomme tilbage.
For Poul Reumert blev Mester Anton en af
hans Livs store Roller, modelleret med en
uudslukkelig Fantasi. Anna Borg virkede
frigjort og ædel og naturlig i sin smertelige
Patos. Alle falsk klynkende Toner, som hun
ellers ikke har været fri for, var heldigt lugede
bort. Siden hendes Indsats i Strindbergs »Et
Drømmespil» har hun ikke været bedre.
Men Aftenens største Sejr vandt Bodil
Ipsen, som havde sat Hebbels Tragedie i
Scene. Hun havde pustet paa hver eneste
Replik, hver eneste Scene og givet dem et
spillende og intenst Liv i behagelig
Modsætning til de danske Standardiscenesættelser,
som almindeligvis flyder trægt og uinspireret
af Sted. Intet glippede, alt var gennemskinnet
af Kunstens rensende Lue og formet i det
højestes Billede. Det uendeligt store og det
uendeligt smaa i Teatrets Kunst indgik her
en lykkelig Formæling. Efter Fejltagelsen
med Holbergs Don Ranudo havde Bodil Ipsen
fundet sig selv igen. Shakespeares store
Tragedier venter paa hende.
*
»Den ellers af saa megen Teatereffekt
fordærvede Gengangere» — saaledes rubricerer
den lærde Litteraturdyrker Paul V.
Rubow-etsteds Henrik Ibsens Familiedrama. Ibsens
Eftermæle paa Jorden bærer ikke bare
Laurbærkranse paa Issen. Det faar af og til
nogle kraftige Dunk sammesteds. En
Overgang var det ligefrem mondænt at hænge
denne Dramaets Mester ud som forældet,
uspillelig, tidsbunden. Han er tidsbunden og
Gengangere med—som Følge af dets
Arveligheds-diskussion. Men han kan stadigvæk spilles.
Teatereffekterne har deres Skyld heri. Parret
fra Blomsterværelset gaar igen, der udbryder
Brand i det til Gud indviede Asyl, og Luerne
kaster deres røde, teatralske, effektfulde
Skær ind gennem Verandaens Ruder, men
Effekterne griber Publikum i Struben og
faar det til at stirre og lytte aandeløst til
Ibsens »fordærvede» Gengangere. Jeg har
sjældent set saa grebet et Teaterpublikum
som de Aftener, hvor jeg overværede Det
Kongeliges Opførelse af Ibsens Familiedrama.
Jagt paa Effekter, Sensationsmageri — det
er tit og ofte de litterære Feinschmeckeres
Dom over Dramatikerens Öfre til det
sugestive, det øjenforblændende, det chokerende, det
sensationelle. Det er vel Forklaringen paa
mange haarde Ord om Kaj Munk, f. Eks.
Ivar Harries. Med paradoxal Tilspidsning
kan det godt siges, at der er noget smagløst
og noget smart i den ægte Dramatikers Kunst.
En stuelærd amerikansk Dramaturg
(Allar-dyce Nicoll) og en svag dansk Dramatiker
(Karl Schlüter) har med omtrent enslydende
Ord kaldt Sensationslysten for den farlige
Klippe i den dramatiske Kunsts Hav —
Schlüter øjensynligt mindre af Overbevisning, efter
hans Dramaer at dømme, end af Protest mod
Kaj Munk! Ibsen forstod den Kunst at lægge
Sjæle paa Ambolten og hamre løs paa dem, en
vældig Forhammer for den, der vil kvase de
grundmurede Fordomme og slaa nihilistiske
Revner i det overleverede. Hans Dramatik er
i Dag ogsaa levende i Kraft af den
Chokbehandling, han underkaster sit Publikum.
Det var for mig den væsentligste Iagttagelse
i Det kongelige Teaters Tilskuerrum ved
Genmødet med Henrik Ibsen, fra hvis
Penne-skaft Tordenkilerne slog ned i Samfundet og
i Menneskene.
Gengangere gled iøvrigt ind i Rækken af
Det Kongeliges blændende Række af
Tragedieopførelser, der har vist sig at bringe
Øjeblikkets Publikum et Budskab, som det lytter
496
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 14:08:42 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1942/0548.html
