Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - I Tragediens Tegn. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Tragediens Tegn
til med aabne Øren, med ganske særlig aabne
Øren, fordi hele vort Syn er betinget af det
aktuelle. De fyldte Huse saa »Gengangere»
som en Tragedie om det blinde Samfunds
Ubarmhjertighed mod Menneskene og om
det unge Menneske Osvald, denne Livets
ukendte Soldat, der bliver likvideret som en
Gidsel for andres Forbrydelse.
I den ivrige Søgen efter at nikke
genkendende til sine egne Følelser saa Publikum
nok henover Svaghederne i Det Kongeliges
Genindstudering af »Gengangere».
Iscenesættelsen ved Thorkild Roose var traditionel,
solidt, bastant traditionel. Især vel i
Opfattelsen af Osvald Alvings Skikkelse. Det er
ikke let at løse netop denne Figur fra det
tidsbundne i Ibsens Stykke. Men der er dog
ogsaa noget evigt i den: dette blomstrende,
skabende, kæmpende Stykke Ungdom, som
mod sin Vilje skal dø, et værgeløst Bytte for
vældige, grusomme Tigerkræfter i Livets
Jungle. Ved Opførelserne af Gengangere har
altid det klynkende og det hysteriske hos
Osvald domineret. Men han er dog en Søn
af baade Kammerherrens friske Livsglæde
•— som der selv efter Ibsens Mening var noget
sundt i — og af Fru Alvings brændende
Kærlighedsglød. Undergangen bliver saa
meget mere bitter og ubarmhjertig, hvis ogsaa
disse Træk tegnes med i Billedet af Osvald
Alving: det unge gærende Kunstnerblod, den
friske Hunger efter Kærlighed og Livsglæde,
som Sygdommen endnu ikke helt har faaet
Bugt med —- det, som Osvald Alving kunde
være blevet til, om Molokkerne havde villet
det. Ebbe Röde gik ad de overleverede Veje,
der mere faar Osvald til at tage sig ud som
et patologisk Enkelttilfælde end som Typen
paa en fejende Ungdoms uretfærdige
Undergang. Iscenesætteren og Skuespilleren havde
her ikke forstaaet at forløse Tilskuernes
dunkle Følelser. Nu kiggede deres Øjne med
Undren paa dette af og til lidt uægte skurrende
Sygdomsbillede, mens deres Sjæle
uforstaa-ende saa til den anden Side.
Fru Bodil Ipsens Helene Alving, en ung
Fru Alving, øm og moderlig, men uden Sorgens
sortnende Vingesus, Poul Reumerts Pastor
Manders uden Farcetræk, men ogsaa uden de
virile Levn, som forklarer Fru Alvings
Ungdomskærlighed, Gurli Richters Regine med
sin Blanding af Damevæsen og kødelig,
brutal Charme, Johannes Meyers Snedker
Engstrand, rævesnedig og lumsk i Øjnene,
den eneste helt fuldendte i Ensemblet — det
Bodil Ipsen og Ebbe Röde i
»Gengangere».
Det kgl. Teater.
var Forestillingens habile Mandskab. Men
Aftenens Sejr var først og fremmest Henrik
Ibsens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
