Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - I Tragediens Tegn. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Tragediens Tegn
til en ren Yngling, hjemvendte
Tugthusfanger og Mord paa fredelige Uhrmagere, saa
bør det dog ingenlunde forlades hende, at
hendes Drama savner baade indre og ydre
Sandsynlighed i Opbygningen. Personerne begaar
de mest umotiverede og uventede Handlinger.
Men Skrækdramaerne kræver netop en
stringent Logik. Nogen Tjekhof er Fruen
heller ikke paa den dramatiske Poesis Felt.
Kropigen og hendes Kavaler diverterer
hinanden med nogle slemme Mundfulde, en
struds-fjersprangende Dialog om Helheste og
Enhjørningen og Stjerner, der falder ned fra
Himlen for at glimte som Diamanter paa en
Kropiges Haand. Saa hellere spille Tjekhof
selv, en Opgave, dansk Teater har forsømt.
Sidsteakten er en formelig Vandkunst af
Ord, Ord og atter Ord. Glimmerpoesi og
glaserede Gloser. Uha!
Spilles i den Forstand kunde Stykket ikke.
Det var umuligt for Skuespillerne at sige
saadanne Tirader till hinanden. De maatte
deklamere dem ud i Luften. Det skabte ikke
just dramatisk Spænding i Situationerne.
Heldigvis agerede de dog ikke hysterisk,
derimod lavmælt og stilfærdigt. Angelo Bruun
•—- han, der myrder Uhrmagere — spillede
dygtigt, fik det bedste ud af Rollen; men den
er uspillelig. Ogsaa Lis Smed og Kaj Wilton
gjorde deres bedste. Fru Waagechristensen
bør være dem taknemmelig for, at de bjergede
hvad bjerges kunde af hendes Eksperiment.
Men uden Tvivl ejer hun Stoffet i sig til et
godt Drama i denne krævende Stilart.
Den udenlandske Afdeling paa
Folketeatret bød paa den sædvanlige trivielle
Række af Lystspil. Der er kun Grund til
specielt at nævne Merton Hodge’s Vinden
og Regnen, fordi det er saa godt et Stykke.
Til Gengæld blev det elendigt spillet.
Det ny Teater, som ogsaa regeres af
Folketeatrets Thorvald Larsen, holdt sig til den
Slags Lystspil-Operette-Shower, som
efterhaanden er blevet Husets Specialitet, flottest,
men ogsaa fadest Farinelli med Sangeren
Axel Schiøtz i Hovedrollen, bedre Paul
Sarauws Sangspil fra Hverdagslivet: Lille
Napoleon. Stykket og Hovedrollens Indehaver
Max Hansen er begge kendt i Stockholm.
Den sidstnævnte er jo et Fænomen. Hans
Hemmelighed er den, at han ikke er
Skuespiller, men Skue-Spiller med Bindestreg.
Han spiller ikke i »Lille Napoleon», han er
paa Spil. Han tilhører det Skuespillerfag, som
kaldes Gaminens: Spilopmageren, Tjeneren,
Holbergs Henrik, og han behersker det
blændende sikkert, udspekuleret, virtuost. Han
»spiller» i alle Regnbuens Farver fra Patos
over Sentimentalitet til overdaadig Komik,
men der springer ogsaa et af Teaterkunstens
Urvæld i ham, Gøgleren, Charlatanen, kort
sagt Spilleren. Som Medspiller havde han
faaet den yndige Karen Lykkehus, der
sommetider næsten stjal Billedet fra ham.
Det ny Teaters Sæson sluttede med det
tyske Naar Hanen galer —• af August
Hin-richs. Magen til landlig Mødding af
Sjofelheder, Grovkomik og Lavkultur er ikke længe
lugtet.
Betty Nansen Teatret har i denne Sæson
opført en mærkelig Spurvedans mellem de
øvrige Teatres mer eller mindre fjerprægtige
Traner. Der er sket en ganske besynderlig
Kortslutning i dette Teaters Ledelse,
saaledes at det nu kun spreder Mørke omkring sig.
Fru Betty Nansen selv viste i tre Forestillinger
at hun stadig er en stor Skuespillerinde:
som Fru Inger til Østraat, især i Sidsteakten,
som Fru Tabret i Somerset Maughams
Den kellige Flamme, den elskende og sørgende
Moder, som dræber sin egen Søn, og i den store
komiske Rolle i J. B. Priestleys sjove
Kynikerkomedie Bregnely, en kvindelig
Dummepeter spillet med blændende Fantasi.
Saaledes bød Betty Nansen Teatret i hvert
Fald paa den kunstneriske Sensation, at
den store Dame samtidigt viste sig i det yderst
Vest og det yderste Øst af sin Formaaen. Og
hun er stor i begge Verdenshjørner.
Ellers huskes kun fra det lange, kolde Aar i
Betty Nansen Teatret Edvin Tiemroths
forfrosne Hans von Degerfelt i den
fuldstændigt misslykkede Opførelse af Sigfrid
Siwertz En Forbrydelse og den iltre Scene i
anden Akt af Oehlenschlägers Axel og
Valborg mellem Axel Thordsøn, som Karl Gustav
Ahlefeldt udførte solidt, omend en Smule
monotont, og Kong Hakon Herdebred i
Eyvind Johan-Svendsens Gestalt, en
Vikingeskikkelse med Pinen og Fortvivlelsen malet
i Ansigtstrækkene, fyldende hvert Ord, som
udgik af hans Mund, med Sind og Sandhed.
Iøvrigt: hvor er Axel og Valborg et skønt
Stykke, og hvor blev det umuligt spillet! —
Aarsagen til Betty Nansen Teatrets Nedgang
og Fald fortaber sig i det dunkle.
Frederiksberg Teater, det stræbsomme,
hentede sig en solid Succes paa det
amerikanske Lystspil Lærkesang af Samson
Ra-phaelson, ikke i Kraft af Stykkets Kvalite-
503
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
