- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtioandra årgången. 1943 /
174

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Skandinavisk Studentertog 1843. Af Julius Clausen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Julius Clausen

gang: Tanken skal føres ud i livet af
sønner af »borgere og bønder» — deres
adelsbrev er åndens kald, deres fuldmagt
hjertets trang, der siger os »ved hvilke
midler vi kunne og skulle arbejde foren
stedse inderligere forbindelse mellem de
nordiske folk og således forberede et på
gensidig sympati og gensidig anerkendelse
bygget folkeligt forbund mellem dem. Det
er derhen vi Danske stræbe. .. fordi vi
tro, at de nordiske folk kun ved at blive
til et kunne erhverve sig lod og del i
verdenshistorien og opfylde deres bestemmelse;
det er fordi man må befrygte, at hvis de
ikke snart slutte sig sammen, så vil det
være for sildigt, så ville de ikke kunne
hævde deres fælles nationalitet mod
fremmedes indtrængen, så ville de engang vorde
et bytte for fremmede erobrere». Det lod
sig høre. Men så begyndte Ploug at drive
skandinavisk politik for egen regning. Med
en forbløffende åbenhjertighed forkynder
han, at hans landsmænd har en ganske
særlig grund til at gå ind for
skandinavismen: nationalitetskampen i Slesvig er
truende, og skulde Danmark her behøve
Sveriges bistand, må det være rede, thi
det gælder den fælles nationalitet. Det var
første gang dette krav stilledes om Sveriges
moralske forpligtelse til at værne om den
danske nationalitets bevarelse mod syd. Og
for at hans svenske tilhørere nu ikke skulde
synes, at dette smagte for meget af
egennytte, fremmanede han faren fra øst —
tabet af Finland lå jo kun fire og treti
år tilbage i tiden. Særdeles pågående lød
hans ord:

Det kæreste barn er revet fra Sveriges hjerte
og skal under et fremmed åg lære at glemme
sin moders sæd og tale. Svenske mænd ! jeg
spørger Eder, har I mere at miste ? . . . Har I ej
gennem en lang række af bitre erfaringer vundet
den erkendelse, at kun ved at slutte sig til
hinanden, kunne Nordens folk sikre sig en fri
udvikling indad og selvstændighed udad ?

Plougs tale var unægtelig den vægtigste
under hele studentertoget — også den

dristigste. Den vakte megen opsigt ikke
blot på stedet, men samtlige
udenrigsministre og gesandter i Danmark, Sverige
og Rusland spidsede øren og begyndte at
sætte sig i bevægelse. Det nummer af
Plougs egen avis »Fædrelandet», hvori talen
stod refereret, blev konfiskeret, og ved
hans hjemkomst lå et sagsanlæg og ventede
på ham.

»Iris »stævnede videre nordud. Men skøndt
der nu forelå et tilsagn fra Upsalenserne
om udstrakt gæstevenskab og god
modtagelse, var der lidt usikker begejstring
ombord hos de skandinaviske vikinger.
Turde de vente at finde lige så megen
forståelse i Upsala som i Kalmar, hvor
succesen havde været ubestridelig? Ploug
var navnlig nervøs overfor den — syntes
det ham — delikate situation, der kunde
opstå på Gustav Wasa-dagen (6. Juni). Det
viste sig siden, at de kære værter i Upsala
også havde været lidt betænkelige ved
dette sammentræf og af høflighed mod de
danske gæster opgivet at fejre den
traditionelle mindefest. Men Barfoed skar
igennem: han tog det løfte af Upsalenserne, at
de aldrig måtte glemme at fejre »Sveriges
stolteste og lykkeligste frihedshelt». Se det
var en ægte Skandinav, og hans tale var
sikkert den af dem alle, som de svenske
studenter fandt mest behag i.

Men hvordan var da stemningen i den
lille universitetsstad oppe ved Fyriså?
Skøndt den dansk-skandinaviske
propaganda taler om en åndelig samdrægtighed,
som om sejren alt var vundet, så snart man
satte foden i land, må der dog være plads
for en beskeden tvivl herom. Upsala var en
lille verden for sig — afstanden mellem
den og universiteterne i Lund og
København var stor. Studenter og professorer
levede deres eget lokale stilleliv, afbrudt
af Valborgfesten eller »Glunten»s og
»Ma-gisteren»s natlige serenader og små
gemytlige udsvævelser. Nu kom Skandinavernes
togt som en bombe. Det var noget uhørt,

174

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:09:20 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1943/0202.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free