Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Fred og Ufred. Af G. Krogh-Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
G. Krogh-Jensen
der blev indviet i 1913. Man var netop ved
at gøre Forberedelser til en ny
Kæmpefredskongres, da Krigen brod ud i 1914 og indtil
videre satte en Stopper for denne Form for
Fredsarbejde. Man maatte nu aabent
indrømme, at de store, kollektive Anstrengelser
kun havde baaret ringe Frugt.
Efter sidste Verdenskrig skete der
mærkeligt nok ingen Fornyelse af Fredsarbejdet.
Straks efter Vaabenstilstanden i 1918 rejste
saaledes den danske Fredsförening paany
Kravet om Afrustning og Afskaffelse af den
almindelige Værnepligt. Man fortsatte i det
gamle Spor, og kort efter 1918 blomstrede
ogsaa Verdenskongresserne op igen.
Vi husker endnu Verdensfredskongressen i
Brüssel i September 1936, der talte ikke
mindre end 5 000 Deltagere fra 27 forskellige
Lande, deriblandt ikke Tyskland og Italien.
Beretninger fra denne Kongres, der
forøvrigt syntes stærkt omspundet af politiske
Traade, fortæller os en hel Del om
Svaghederne ved disse Verdensfredskongresser,
ligesom den giver os et Indtryk af den
Overfladiskhed og Naivitet, der prægede saa
meget af Fredsarbejdet i denne Periode. Af de
Forslag, man beskæftigede sig med paa
Kongressen, gik et ud paa, at der hvert Aar efter
nærmere angivet Forbillede skulde foretages
en Afstemning hele Verden over, »hvor man
skulde udtale sig imod Krig». Et andet gik
ud paa, at der hvert Aar paa samme Dag
hele Verden over skulde afholdes en
Freds-dag med internationale Talere. Endelig
foreslaar Hovedkommissionen at oprette intet
mindre end et Verdensfredsraad med et
Forretningsudvalg og et internationalt
Hovedkontor. Alt dette er typisk for denne Periode.
Saaledes lavede Fredsvennerne til stort
Barsel, og født blev — paa Tærskelen til den
anden Verdenskrig — en temmelig intetsigende
Fredsresolution, der udtrykte Tanken om
at samle alle dem, der længes efter Fred og
frygter Krigens üdelæggelser, i en stor,
verdensomspændende Organisation med det
Formaal at umuliggøre Krig. Det lyder meget
godt, men desværre indeholder Resolutionen
ikke megen Antydning af ad hvilke Veje,
man vil søge at naa dette Maal.
Det er sandsvnligt, at Historien engang
vil fælde en haard Dom over disse folkelige
Kæmpekongresser, der samlede Tusinder af
velmenende Fredsvenner, som berusede sig i
Samværets Stemning og vedtog Resolutioner,
der skulde sige alt og passe alle og derfor
som oftest intet sagde og ingen gavnede. Man
troede øjensynligt, at den kollektive
Arbejdsform forstørrede og forstærkede
Bestræbelsernes Resultat proportionalt med
Deltagernes Antal, medens Sandheden vel snarere
var den, at der tværtimod fandt en tilsvarende
Formindskelse eller Forringelse Sted. Disse
Kongresser, der jo forøvrigt ogsaa stod aabne
for ikke velmenende Personer, har derfor
været skæbnesvangre for Fredsarbejdet. De
betød reelt meget lidt, men maatte i al deres
Drabelighed indgive en ukritisk Offentlighed
den Forestilling, at Fredssagen stod stærkt
og laa i de rigtige Hænder. Desuden trak de
værdifulde Kræfter bort fra et bedre og
rigtigere Fredsarbejde og spildte den kostbare
Tid.
Der dannede sig efterhaanden Grupper af
yderliggaaende Fredsvenner, Pacifister, for
hvem Freden blev en Slags Religion. Deres
Ord havde en Overgang megen Vægt, og de
fik en forbavsende Indflydelse paa
Begivenhedernes Udvikling i Perioden mellem de to
Verdenskrige. Vil man lære disse Menneskers
Synsmaade at kende, bør man læse et lille
Skrift af den berømte engelske Forfatter
Aldous Huxley, som foreligger i dansk
Oversættelse fra 1937 under Titlen »Hvad har De
tænkt at gøre ved det?» med Undertitlen »Et
Indlæg om den konstruktive Fred». Huxley
viser sig her nærmest som haardkogt
Pacifist. Han mener, at man vel kan bruge Vold
overfor en Person, der vredt gør Modstand,
eller til Nød overfor en, der er angst. Men
naar man staar overfor en, der reagerer uden
Vrede og uden Frygt overfor Voldsanvendelse,
bliver det meget vanskeligt vedblivende at
bruge Vold. Resultatet skulde efter Huxlevs
Mening blive, at Voldsmanden tilsidst finder
det vanskeligt vedblivende at spille sin Rolle,
saaledes at der skulde opstaa en Situation,
hvor det bliver forholdsvis let for de to
Parter at forhandle om en hæderlig og rimelig
Overenskomst. Huxley indrømmer dog, at
hvis Krigen først bryder ud, staar
Pacifisterne hjælpeløse. Derfor, siger han, maa
Krigen hindres i at bryde ud. Javel. Hvorledes
opnaas da det? Det kan kun opnaas ved, at
mindst en betydningsfuld uafhængig Stats
Regering har Mod til at optræde pacifistisk
overfor sine Naboer. »Det praktiske Arbejde, der
venter Pacifister i vort Land (altsaa
England), er», siger Huxley, »at faa Regeringen
til at handle pacifistisk overfor andre Rege-
244
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
