Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Fred og Ufred. Af G. Krogh-Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
G. Krogh-Jensen
Fred paa Frihedens Kirkegaard. Nej, siger
han, disse Forskelligheder er i Længden saa
langt fra at svække Kræfterne ved gensidig
at slide dem imod hinanden, at de tværtimod
frembringer og sikrer Freden ved at holde
Kræfterne i Ligevægt under deres levende
Kappestrid. Dette er Kants Fredslære i en
Nøddeskal, og saaledes søgte han allerede i 1795 at
ramme en Pæl igennem Paastanden om
Freden som Naturtilstand. Desværre druknede
hans Ord i den romantiske Naturfilosofis
Stormflod.
Den Rousseauske Opfattelse har hidtil
været den dominerende i Fredsarbejdet. Som
en billig Drøm om en Edens Have her paa
Jorden har den gennemsyret de store Masser,
som naturligvis ikke har anet, hvor den
stammer fra. Den Kant’ske derimod er aldrig
blevet forstaaet af videre Kredse, og det til
Trods for, at den Gang paa Gang er blevet
bekræftet baade af Forskningen og
Begivenhederne, medens noget tilsvarende ingenlunde
kan siges om den Rousseauske. Men Kants
Opfattelse af Freden vil faa sin Renaissance.
I den Retning peger allerede nu Udviklingens
smaa Pile.
Man skal imidlertid tage sig iagt for at
gøre Rousseau Uret. Ganske vist bærer han
en Del af Ansvaret for Teorien om Freden
som Naturtilstand, som har været Verden en
dyr Teori, men kun en Del, for det er hans
romantiske Eftersnakkere, der har den
egentlige Skyld, og hvis man blot havde sluttet
rigtigt udfra Rousseaus Paastand om, at alt
er godt, som det udgaar fra Skaberens Haand,
var man ogsaa naaet til et rigtigt Resultat.
Men det, Fredsvennerne skylder Rousseau
evig Tak for, er hans lyse og varme Tro paa
det gode i Mennesket. Med den brød han Isen
og skabte en ny Tid for en forkommen
Menneskehed. Denne Tro kan vi slet ikke undvære,
den maa være selve Fundamentet for alt
Fredsarbejde. Den skarpe Forstand og den
logiske Tænkning har nok sin meget store
Mission i denne Verden, men som bekendt er
det ikke altid Forstanden, der faar det sidste
Ord. Det er derfor ikke den ene eller den
anden af disse Opfattelser, vi bør drage Lære af
i Fredsarbejdet. Vi har Brug for dem begge
to. Hvad den ene mangler, har den anden,
og omvendt. Af to Traade skal man forsøge
at danne een.
Man er tilbøjelig til at stille Krig og Fred
op mod hinanden som polære Modsætninger,
samtidig med at man tankeløst bruger
Udtrykkene Ufred og Krig i Flæng, næsten som
ensbetydende Begreber. Langt rigtigere er det
at sætte Fred og Ufred op mod hinanden som
de virkelige Modsætninger, men hvad det i
Fredsarbejdet først og fremmest gælder om,
er at man lærer at opfatte og vurdere den
Forskel, der er mellem Ufred og Krig. Ganske
vist spirer Krigen i Reglen frem af Ufreden
og kan betragtes som en Udartning af
Ufreden, men Forskellen mellem Ufred og Krig
er dog andet og mere end en Gradsforskel.
Naar Krigen bryder ud, smækkes Porte og
Døre i, og Magtmidlerne faar Ordet; det
gælder baade for Krigen mellem Lande og
Krigen mellem den enkelte og hans Næste, og
hvad der i denne Forbindelse er skelsættende,
er dette, at Fredsarbejdet er slaaet ud, naar
Krigen først er begyndt.
Det er derfor Ufreden i alle dens mange
Former og Grader og under alle dens mange
Navne, der er Fredsvennernes rette
Arbejdsfelt. Her og ingen andre Steder har vi en
Mulighed for at faa Del i Arbejdet paa at
holde Kræfterne i den Balance, som vi
kalder Fred mellem Mennesker, hvorved
tænkes paa Freden mellem levende Mennesker,
og ikke paa Freden paa »Frihedens
Kirkegaard».
Vi maa begynde med at erkende, at
Ufreden, selv om vi ikke kan lide den, er og
bliver selve Livets Grundprincip, som ingen
ustraffet forsøger paa at udrydde. Ufreden
er Dominant i Livet, som det kommer fra
Skaberens Haand, og er et farligt, men
livs-fremmende og livsbevarende Element, i hvis
Klædebon de fleste Reformatorer er
fremtraadt paa Historiens Skueplads. Derfor maa
Ufreden have sin Plads og Margin, ikke mindst
i det højeste Kulturliv, som Modvægt mod
Stagnation og Degeneration.
Børnene, der staar Naturen nærmest, viser
en mere oprindelig Indstilling paa dette
Punkt end de voksne. For de fleste Børn er
det næsten en Livsfornødenhed at slaas. I
deres Lege, men ogsaa i Alvor, dyrker de lige
som Dyrebørn Ufreden ligefra den lettere til
den grovere Art som en Slags Sport, der
udvikler dem baade paa Legeme og Sjæl og
bliver dem en overordentlig nyttig Forskole til
Livet. Det ser man ikke mindst i Samlivet
mellem en Flok Søskende, hvor der jo
uddeles en Bunke Klø, ikke blot legemlige, men
i høj Grad ogsaa aandelige. Enebarnet maa
undertiden hele Livet lide under, at det ikke
248
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
