Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Nogle danske Bøger. Af Ulrich Knigge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ulrich Knigge
Der hersker en raffineret uvirkelig Atmosfære
i hendes Fortællinger, der ikke kan undgaa
at gøre et noget fjernt og blodløst Indtryk.
Man bliver svimmel, naar man opholder sig
for længe i denne fantastiske Verden, hvor
alt er Drøm og Leg og Stilen slynger sig i
eksotiske, forvirrende Arabesker.
Man drager et Lettelsens Suk, naar man
ovenpaa denne tynde, æstetiske
Himmelduft atter indaander den frodige og
muldtunge Luft, der slaar En i Møde fra Johanne
Buchardts udmærkede Roman »Guds og
Menneskers Ager». Johanne Buchardt, der ikke
er helt ung længere, debuterede i 1941 med
Romanen »Født til Graad». Med den nye
Bog indfrier hun fuldtud de Løfter, som hun
gav med Debutromanen. En Gengivelse af
Handlingen fortæller intet om Bogens indre
Rigdom. Emnet er saa fortærsket og banalt
som muligt, det unge kunstnerisk begavede
Menneske, som paa Trods af Omgivelsernes
fjendtlige Ligegyldighed og uforstaaende
Modstand kæmper sig frem til Frigørelse og Sejr.
Der er meget faa danske Forfattere, som ikke
paa et eller andet Tidspunkt har givet efter
for Fristelsen at sætte sig selv et saadant
Monument. Det vrimler i den danske
Litteratur med lyriske Bønderkarle og
Provinstølpere, men de fleste af dem synker hurtigt
til Bunds i Glemselens graadige Hav. »Guds
og Menneskers Ager» har dog Chance for at
undgaa et saa forsmædeligt Skibbrud. Bogen
virker frisk og stærk som den stride jydske
Blæst. Under Johanne Buchardts viljefaste
og dog nænsomme Hænder bliver det
ældgamle og forslidte Tema nyt og overraskende
igen, og det faar et Præg af Almengyldighed,
som er Kriteriet for al god Kunst. God
Litteratur skabes ikke ved eksalteret Behandling
af et sensationelt Stof. Emnet er forsaavidt
ligegyldigt. Det, det gælder om, er at skabe
en Verden, der hviler i sig selv, og befolke
den med Mennesker, der lever i
Overensstemmelse med denne individuelle Verdens Love.
Det er temmelig underordnet, om denne
Verden ligger paa Maanen eller ved
Limfjorden. »Guds og Menneskers Ager» er
tilsyneladende en tung og stillestaaende Bog; men
under den rolige Overflade raser en Storm
af Lidenskaber, der holdes under Kontrol af
en stærk kunstnerisk Energi.
Mary Waagechristensen, der har faaet sit
egentlige kunstneriske Gennembrud med
Romanen »Fandens Mælkebøtter», lader haant
om enhver Form for Kontrol. Hun dirrer af
et ligefrem djævelsk Temperament og
benytter enhver Lejlighed til at delagtiggøre
Omverdenen i sine Instinkters ubændige Tumult.
Hun er en Orkan, et ildsprudende Bjerg i den
danske Litteraturs idylliske Blomsterhave, og
alene af den Grund indtager hun en
Særstilling. Men dertil kommer, at hun har Talent,
et vildt og primitivt Talent ganske vist, men
det ytrer sig spontant og ægte, og det er man
sandelig ikke forvænt med i disse Tider. Mary
Waageschristensen var Efteraarets
Overraskelse. Hun har før skrevet en Række Skuespil,
som var en fæl Blanding af Grand Guignol og
Folkekomedie, og der var vist ingen, der
ventede, at hun nogensinde vilde skrive en Bog,
der var værd at læse. Men hun har gjort al
Skepsis til Skamme med en stærk og alvorlig
Bog om en sygelig Kærlighed mellem Mor og
Søn. En Mauriac’sk Tragedie i et dansk
Fiskerleje. Hun har ikke lagt Fingrene imellem, hun
nævner Tingene ved deres rette Navn, og til
Tider er det næsten uudholdeligt at følge
dette incestiøse Mareridt i alle dets
gruopvækkende Enkeltheder. Men Bogens sære
Mennesker lever, og man kan kun beundre
den Konsekvens og Sanddruhed, hvormed
det farlige Emne er gennemført til den bitre
Ende. Mary Waagechristensen har Stof til en
Digter i sig. Hun kan naa langt, hvis hendes
flammende Temperament ikke brænder hende
op paa Halvvejen.
Heller ikke Lis Elkjær behøver at beklage
sig over Mangel paa Temperament. Hendes
ungdommelig kække Roman om Augustus og
hans Hustru Livia »Værst for Augustus?»
røber et voldsomt og ensomt Sind. Hendes
Fremstilling tynges ikke af større historiske
Kundskaber. Det vrimler med Anachronismer
og Misforstaaelser. Det romerske Milieu er
kun Staffage. Bogens Kerne er en yderst
raffineret ægteskabelig Trekant, og dette evigt
unge Emne gennemspilles med fuld Musik og
en fanfarefræk Aabenmundethed, der baade
chokerer og charmerer. Som Roman betragtet
er »Værst for Augustus?» totalt mislykket,
men den er en talentfuld Fiasko. Den er løs
i Kompositionen, og Forfatterindens ivrige
Kommentarer virker ofte ufrivilligt komiske,
men Lis Elkjær har Dristighed og Talent, og
hun har noget paa Hjerte. Det vil sikkert
betale sig at følge hendes Udvikling med
Opmærksomhed.
Karen Aabye er blændende dygtig, men man
kan aldrig blive klar over, om hun vil noget
med sin Kunst. Man læser hendes nye Roman
294
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
