Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Edvard Weie. Af Leo Swane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leo S w a n e
at i lians kunst satte dette sygelige sig ikke
det ringeste direkte spor, den er i sit væsen
karsk, klassisk, formfuldendt. Det er saa
meget mere væsentligt at fremhæve dette,
som der jo i nyere tid har været en
mærkelig tilbøjelighed til andagt overfor sygelige
fænomener i kunsten, som om først i dem
den sande dybsindighed afslørede sig. Om
psykologer kan finde et grundlag for en
saadan anskuelse, ved jeg ikke, men jeg er
for mit vedkommende dybt overbevist om,
at kunsten i sit egentlige væsen er sundhed,
naturlighed af en egen styrke; derfor kan
man med god grund beklage den enorme
interesse, der i vor tid er vist de
uligevægtiges kunstneriske produktion. Det skulde
slaas fast i bevidstheden med firetommers
søm, at en kunst som Renoirs eller Manets
med dens rene glæde, dens lykkelige
sundhed er tifold mere værd end det
besynderlige og mærkværdige hos v. Gogh — som
enhver skoledreng i vor tid har paa læben
— ligesom Matisse’s kunst har sin ædle,
gode grokraft i modsætning til det
fortænkte og forvirrede hos Picasso, der har lokket
saa mange blinde med sig i afgrunden.
En besynderlig form for hyldest har man
rigtignok ogsaa vist Ernst Josephson, naar
man har ment, at de sørgelige tegninger fra
de sene aar kunde veje tungere til end de i
adskillige tilfælde sublime værker fra de
tidligere aar, for at nævne et exempel
portrættet af Olga Fåhræus.
Hos Weie kom det sære til udtryk i en
mangel paa balance overfor andre
mennesker; ingen kunde være mere indtagende
end han, naar han var sammen med et par
venner, han følte sig tryg med, og han
gjorde samværet til noget fint og
betydningsfuldt, fordi han med en egen sarthed
eller undseelse holdt fast ved det, der for
ham var værd at tale om; der var heri
intet skruet, intet opstyltet, der var
simpelthen en intens glæde ved de menneskelige
og æstetiske værdier, han holdt af. Han
var værd at samtale med, men jeg tror
egentlig ikke, at han selv derved modtog
ni.get fra andre; en god samtale var for
ham den, der aabnede vejen ind til hans
egen poetiske yndlingsverden, hvor den
ædleste musik, Mozarts eller Chopins,
tonede, hvor Delacroix’ og
impressionisternes værker beundredes, en idealverden,
farvet af Johannes Jørgensens religiøsitet
som han saa ofte talte om, men ogsaa af
Zolas l’Oeuvre, der vist var en af de bøger,
som kom til at betyde mest for ham.
Men desværre, til andre tider tog
mistænksomheden overhaand; et sammenstød
mellem det ideelle, han havde for øje, og
som han med utrættelig energi søgte at
realisere i sin kunst, og saa en verden
udenom, der havde nok af brutale træk, kunde
vel ventes, men naar det af og til førte til
ligefremme sammenbrud, maatte det jo
skyldes sygelige dispositioner. Det staar
for mig, som om Weies hele liv blev levet
under et for hæftigt aandeligt pres, deri
som i andet har der været et slægtskab
mellem ham og Karl Isakson. Men en part
af de byrder, der hvilede paa hans sind,
stammede vel ogsaa fra opvæxten og de
tidlige aar.
Edvard Weie var kommet til verden
under meget trange forhold. Da jeg lærte
ham at kende, boede han endnu hos sin
moder i en meget fattig lille Lejlighed paa
Christianshavn; jeg tror, at han var knyttet
med stærke baand til moderen, men man
kan nok tænke sig den spænding, der maatte
være mellem dette milieu og det, han som
ung kunstner blev ført ind i, navnlig da
han i 1906 var kommet paa Zahrtmanns
skole og aaret efter endog af Zahrtmann
var taget med paa en rejse til Italien. Det
er let at forstaa, at denne rejse paa en maade
maatte blive mislykket; Zahrtmanns energi
var overvældende, og erindringen om det
trange hjem har Weie ikke kunnet slippe —
saa lidt som han har kunnet tale om det.
Iøvrigt savnede han ikke opmuntring i
disse tidlige aar; der var folk med vagt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
