Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København. Knud Sønderbys Debut — Kunstneriske Triumfer paa Privatteatrene. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Fot. Mydtskov.
Clara Pontoppidan i »En Kvinde
er overflødig».
Det kgl. Teater.
friere Fremtid. Men ogsaa det er maaske ment
som Komediespil, Forstillelsens sidste
uhyggelige Farce-Kehraus.
Fru Clara Pontoppidan spillede Fru Tang,
og hun forsvarede med gribende Kunst sin
syge Enkefrue mod hendes Digter og over
for Publikum, gjorde hende netop til den syge,
som meget ondt skal tilgives paa Grund af
hendes Lidelser. Hun forklarede Sønderbys
Slutning som Alvor, en sen, bedre Erkendelse.
Der blev over hendes Enkefrue noget af en
gammel stolt Rovfugls sidste flaksende Flugt,
et Billede af den miskendte Moder, som
kæmper for sine Børns Forstaaelse, men
forgæves. Det var en storslaaet Præstation, en
selvstændig Digtning i Digterværket.
Holger Gabrielsen havde sat i Scene,
indefra, intimt med en indre Logik, som lod
Konturerne komme skarpt frem uden at
viske det dybe sjælelige Følelsesvæv ud.
Repræsentanter for Det kongelige Teaters
talentfuldeste Ungdom spillede deres egen
Generation, Bodil Kjer, Ebbe Röde, Mogens
Wieth. Bag Kunstens Kraftopbud skjultes
det delvis, at En Kvinde er overflødig som
dramatisk Kunstværk er ubehjælpsomt, ikke
saa lidt endda, selvom det har virkningsfulde
Scener.
Af nyere dansk Dramatik spillede Teatret
endvidere Sven Clausens Kivfuglen, en besk
Parodi paa ibsenske og strindbergske
Ægte-skabstragedier, saa negativt ond, at Satiren
virker som en temmelig formaalsløs Trampen
paa Stedet. Der er ikke noget forløsende hos
Sven Clausen, hverken i hans Dramatik eller
i hans Sprogforbedreri! I denne Grimace fik
den lovende Ingeborg Brams Lejlighed til at
vise sine eminente Anlæg for at spille Hystade.
Klassikerne fejredes med en støvet og
kedsommelig Opførelse af H. C. Andersens
Ole Lukøje, som dog i det hele taget
vanskeligt lader sig redde og ved denne Lejlighed
totalt blev overladt til Druknedøden.
Derimod har Johan Herman Wessels
Kærlighed uden Strømper, som blev genoptaget,
udviklet sig til en Mesterforestilling. Der har
været Gæring i Holger Gabrielsens stilistisk
fint afstemte mise en scène af denne klassiske
Parodikomedie, siden den sidst gik over
Brædderne for en seks-syv Aar siden (da den
ogsaa vistes under Gæstespillet i Stockholm).
Dens Parodi er frigjort for et snævert
litteraturhistorisk Sigte og gør sig nu lystig over alle
! ormer for Dilettantkomedie og
Primadonnakrukkeri. Der var Stikpiller i Luften til
Byens førende Tragedienner, ikke mindst i
Karin Nellemoses overdaadigt komiske Grete.
Men alle fem medvirkende — nemlig yderligere
Holger Gabrielsen, Ellen Gottschalck, Elith
Foss, Rasmus Christiansen — fejrede
Triumfer. Man vil aldrig glemme Holger
Gabrielsens exit, da han efter sin store Sjælekamp
mellem Dyd og Elskov snurrer sidelæns ud
af Døren som en Top!
Henrik Ibsens Bygmester Solness stod
ogsaa paa Det kongeliges Repertoire med
Poul Reumert i Titelrollen. Bygmesteren
horer til dem af Ibsens Stykker, der kun kan
aande i Litteraturhistoriens Jernlunge.
Opførelsen var tilmed ikke vellykket. Poul
Reumerts Solness var en mærkeligt udvendig
Præstation. Intensitet i Spillet naaedes kun
i nogle enkelte Scener med Ingeborg Brams
som Kaja Fosli. Frøken Brams er
forbavsende alsidig og dog baade perfekt og intens i
sin Alsidighed. Anna Borg lykkedes godt i
Hildes Rolle. Hun var virkelig et betagende
442
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
