Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Franz von Jessen. En dansk Journalist. Af Anders Vigen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Vigen
danket Frygteligheds Ekko, der tilmed holdtes
under skarp Tugt af den franske Censur.
Franz von Jessens Artikel bedømtes saa
ugunstigt, at den indtil Krigens Afslutning
blev hans sidste i dansk Presse. Han maatte
indskrænke sig til Telegramtjeneste. Til
Gengæld var Le Temps en enestaaende
Lyttepost. Der kom, siger han med Selvfølelse,
den Tid, da Norden levede af mine
Telegrammer.
Sit Arbejde som Journalist forenede han
med mangesidig Propaganda for
danskslesvigske Interesser og med Bestræbelser
for at faa de slesvigske Krigsfanger i Frankrig
anerkendt som særlig Gruppe. Naarsomhelst
Lejlighed gaves, understregede han de danske
Sønderjyders Krav paa at blive ligestillede
med andre nationale Grupper, naar Europa
skulde reorganiseres. Det kan ikke skjules,
at hans Virksomhed indbragte ham danske
Anklager for Chauvinisme, og at meget
indflydelsesrige Landsmænd advarede ham
mod at fortsætte, men det bør ogsaa nævnes,
at han bevarede sit Venskab med den danske
Gesandt i Paris, Kammerherre H. A.
Bernhoft. Og da Krigen var forbi, og det
dansktyske Grænsespørsmaals Time paa
Freds-konferensen kom, stod han som en Månd,
hvis gode Bistand simpelthen var den danske
Delegation uundværlig. Spørgsmaalet rejste
som bekendt stærke Modsætninger i
Danmark, og Franz von Jessen undgik ikke at
blive paavirket af Stemninger og
Forhaabninger, der skød over Maalet. Men han har
hverken ønsket eller virket for en Løsning,
der kunde indsmugle dansk Tvetydighed i
Gennemførelsen af Nationalitetsprincipet. Han
ønskede Tilsagnet i Pragerfredens § 5 om
Folkeafstemning fortolket saa rummeligt, at
ogsaa Mellemslesvig (Flensborg) medtoges,
men kun for at en ny Grænseregulering kunde
foretages paa absolut sikker Grund, og hans
Holdning under de danske Brydningers
sidste — mellemslesvigske — Fase torde
tale til Gunst for hans politiske og nationale
Realitetssans.
I Samarbejde med Tardieu udgav han i
1926 Slesvig paa Fredskonferencen (fransk
Udgave 1928), men Bogens historiske
Redegørelse har ikke kunnet medtage den
Uafladelighed af Oplevelser, inden for Murene og
ofte bag Kulisserne, som den bevægede Tid
skænkede ham. Med Episoderne,
Begivenhederne, Afgørelserne, Hovedpersonerne paa
nært Hold indviedes han som faa i Tidens
histoire intime. Og fra Paris kan han ikke
løsrive sig, selv om det bæres ham for, at
hans Tilværelse dér har kulmineret. Han er
stadig knyttet til Le Temps og stadig
»Berlingske Tidendens Korrespondent. Men Paris er
ikke længere Verdens Centrum, langsomt
skrider Jorden under Fredsværket, Livet
bliver fattigere, og trist er hans Følelse af, at
Afstanden til Danmark stadig bliver større.
Han er som altid flittig med sin Pen, skriver
Bogen om Slesvig paa Fredskonferencen og
en Bibliographie de la littérature française
relative au Danemark og fordyber sig i et
stort anlagt Værk om Thomas Balthazar von
Jessen, rejser i den Anledning en Del, gør
blandt andet Studier i Polen. Men Tilværelsen
bliver ham for usikker, for spredt. Og i 1930
vender han hjem med en lille fransk Datter,
hans Øjesten, og med sin uforlignelige franske
Husførerske Mile Suzanne.
Modtagelsen i København blev ham en
Skuffelse. Han maatte faktisk, 60 Aar
gammel, endnu engang arbejde sig op i den
københavnske Presse, og det blev da igen i
»Nationaltidende)^ Redaktion, han fik sin
Gerning. Han var kommet pengeløs hjem; som
en ægte von Jessen havde han ladet en i
Perioder meget betydelig Indtægt gaa et
ubekymret Forbrugs brede Vej. Men nu, i
hans graanende Aar, bliver hans Moders
Kredsen om »noget fast» ogsaa hans. Han
bliver Økonom. Han maatte gøre Gæld for at
købe Hus paa en af Charlottenlunds Villaveje,
dér hvor han siden har boet. Men det passede
ham ikke at være nogens Skyldner, og han
satte en for en Månd i hans Alder
forbavsende Arbejdspræstation ind paa at afvikle
sine Forpligtelser.
Overhovedet har hans Livsduelighed aldrig
bekræftet sig glansfuldere end i Aarene efter
1930. Han faar det igen hjemligt paa Hotel
Royal, skønt han næsten kun møder nye
Ansigter i Redaktionen; lidt efter lidt bliver
han en pater familias blandt Kammerater. Og
han er en flittig, initiativrig, altid oplagt
Medarbejder. Hans mangesidige Viden er et
Aktiv for hans Blad, hans Indsigt i
sønderjydske Spørgsmaal er uden Sidenstykke paa
nogen anden københavnsk Redaktion. Det
journalistiske Sprogskifte, der er indtraadt,
medens han var i Paris, kan han naturligvis
ikke gøre med, men hans Artikler staar
guldalderligt till Moderniteten omkring ham;
de taber ikke derved!
Og hvordan skriver saa Franz von Jessen?
484
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
