Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Den blaa Længsel. In memoriam Viggo Stuckenberg 1863 — 17 Sept. — 1943. Av Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
Et Blad — det falder mod Mulde,
Høstnætters Kulde
fejer det ned,
.... vi leved Lykken tilfulde,
drak af dens Blod,
— blæstes af Led,
vidste blot ikke, vi skulde.
Tiden gaar hastigt. Nu har Viggo
Stuckenberg været død i snart 40 Aar. Kan det
samme siges om hans Digte? Ingenlunde.
Thi ogsaa her gælder den Lov, at den Poesi,
der er runden af Livet, bevares for Livet.
Stuckenberg digtede om Tilværelsens
fundamentale Ting. Om Lykken ved bare
at være til. Om Kærligheden mellem Månd
og Kvinde, det vanskeligste, men ogsaa
det dejligste af alt. Om Danmarks Natur,
hvis trofaste Elsker han stedse forblev.
Og om Meningen bag det alt sammen.
Saa længe der vil findes Elskere af
Poesi, saa længe vil Stuckenbergs bedste
Vers være sikrede. Det gælder hans store
Digt ved Moderens Død.
Det er saa milde Minder,
der til dit Skod mig binder,
saa milde, at jeg først forstaar,
nu, du er død, forgik min Vaar.
Nu klapper jeg din kolde Kind,
nu sover dybt dit Modersind,
jeg kan dig ikke vække,
kun ømt din Pande dække.
Endvidere Digtene til Ingeborg, hvoraf
IV lyder:
Nu brister i alle de Kløfter,
som fured og sprængte mit Sind,
Alverdens fagreste Blomster
for Sommerens sagte Vind.
Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer’ ondt
end alle de argeste Fjender,
som hævner sig Jorden rundt;
og to, som elsker hinanden,
kan læge de ondeste Saar
blot ved at se paa hinanden
og glatte hinandens Haar.
Og »Bekendelse», dediceret Vennen Johs.
Jørgensen, hvori han forsvarer sin Jeg-Tro
og finder sublime Udtryk for sin ukuelige
Stoicisme.
Viggo Stuckenberg er en af de mest stille
Digtere, der har levet i Danmark, men
ogsaa en af de modigste. Det blev hans
Lod bestandig at trække Nitterne i
Lykkens Lotteri; og alligevel fandt han sig til
Rette, naar det ikke kunde være andet.
Ligesom Faderens Fætter Hans Vilhelm
Kaalund søgte hans Øje fra det nære, »dette
Additionsstykke, som er Jorden og
Menneskene, og hvis Sum vokser for hver Dag,
man lever», og ud i Rummet for at finde
og hvile i den evige Harmoni, der
forbinder Støvet med de yderste Sole.
Blandt Stuckenbergs mange Nocturner,
der rummer hans skæreste Poesi, vælger
jeg som Afslutning den, der slutter
»Flyvende Sommer».
Nu blomstrer Maaneskinsnatten derude,
bøjer sin Blomst mod den frosne Jord,
dugger med Sølv min Rude,
drysser sit Rimstøv i Vejens Spor.
Jeg søger i Sum at sanke,
hvad Dagen bar til mit stille Hi,
men langsomt glider hver Tanke
til Bunds i maaneblegt Drømmeri.
Derude skinner og skælver
den stille, frostlette, sølvblaa Luft,
hvid over Marken sig hvælver
Nattens Liljekalk uden Duft.
Saa Lys en Fred i min Sjæl er inde,
jeg ejer ej Savn, jeg veed ej Begær,
Livet synes mig rinde
saa mildt derude som Maanens Skær,
fældet ligger hvert bittert Minde
om Haab, som fik saa ond en Bekomst,
kun eet mig lever i Sinde,
Maaneskinsnatten, den hvide Blomst.
Tyst om mit Liv den lukker
sit stjærneduggede Bægers Mund,
fjernt derude sig vugger
min Sjæl ved dens Sølvkalks Bund.
522
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
