Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ludvig Holstein. Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Andersen
der kan slaa over i det muntre, den ømme og
inderlige Sangtone, der kan nærme sig
Salmedigtningens Højhed, og han mestrede den
storladne Hymne, der naar Ekstasens
Højder. Farverne er klare og festlige, men de kan
blive dæmpede; det blide, danske Graavejr
har Holstein fanget ind i sin Poesi. Ord for
det svale og frodige, for alt det der gror og
svulmer er vigtige; centrale Adjektiver er
sod, liflig, god, mild, stille, ren, karsk, salig
og sval. Som hos Johannes V. Jensen og
Thøger Larsen er det nordiske sval af
afgørende Betydning; det rummer saa meget
af den nordiske Natur. Af Substantiver kan
fremhæves: Sol, Solskin, Liflighed, Tillid,
Ham (som Holstein ynder) og Muld (sml.
Titlen »Mos og Muld»). Verbet svulme bruges
gentagne Gange. Karakteristisk er Brugen
af Verbet ruge og en Sammensætning som
Rugerum, Hyacinten har ligget i »Alnaturens
Rugerum» (Digtet Den hvide Hyacinth i
»Mos og Muld»); andre Sammensætninger er
Rugero (i Vaaren saaer) og Rugeø (i
September) i Samlingen »Æbletid». Gravenstener
(i »Mos og Muld») har rugevarme Reder.
Anvendelsen af bibelske og højtidelige Ord
viser hvilken Kraft og Skønhed, der ligger for
Lyrikeren i Biblens Sprog og i
Salmedigtningen. Holstein griber ofte til højtidelige og
religiøst-farvede Ord i de hymneagtige Digte:
Daab, Sakrament[e) — Foraarsbøgen har
Ursakrament — Offer, Tedeum, Alf avner, from,
signe, fuldbragt, o. a. Holstein havde en
vidunderlig Evne til at faa Hverdagens Ord til
at skinne.
Det er ikke usandsynligt, at den kraftigere
og dybere Tone i hans Manddoms Lyrik har
faaet Støtte fra hans yngre Digterfælle
Johannes V. Jensen, som Holsteins Naturlyrik har
en aandsbeslægtet Sammenhæng med: de
fine og skarpe Sansninger omsat i stærke og
slaaende Udtryk. Holsteins Poesi har ogsaa
betydet en Del for Johannes V. Jensens senere
Lyrik fra Samlingen »Aarstiderne» og opefter.
Sammenhængen med Aakjær’s Naturlyrik er
tydelig, et Digt som God og glad (i »Æbletid»)
minder stærkt om Aakjær. Nogle Digte viser
Tilknytning til den store Lyriker Sophus
Claussen’s Digtning. I Almindelighed skal vi
ikke regne med en direkte Paavirkning,
Holstein staar selvstændig over for
Halvfemsernes Digtere.
Skulde jeg nævne et Par svenske Lyrikere
som Holstein er beslægtet med maa det blive
Karlfeldt (som han har skrevet et Mindedigt
om i »Spredte Blade») og Österling. I Hjalmar
Gullbergs Lyrik kan der lyde Toner der for
en Dansker minder om Holstein, f. Eks. i det
smukke og gribende Digt Till en näktergal i
Malmö i Gullbergs sidste Digtsamling »Fem
kornbröd och två fiskar» (man kan ikke lade
være med at tænke paa Sanglærken).
Hvori bestaar Lyrikkens Kunst og Væsen?
Den bestaar bl. a. i Digterens Evne til
Udkrystallisering, til Koncentration. Alt det
overflødige skæres bort, Ordene træder frem
i deres oprindelige Glans, de smager af deres
Rod og faar nyt Liv ved at blive Led i
Lydharmonier, det ene Ord kaster Lys over paa
det andet. Poesien er en Lutringsproces.
Holstein havde denne særlige Evne til at
rense Ordene og faa dem til et straale; han
gav Ordene Rum. Hos Holstein falder hvert
Ord med sin egen betydningsfulde Vægt, og
hvert Ord giver tillige en Pondus til
Helheden. Hos denne store Lyriker og
Livs-kunstner blev Simpelheden til Storhed:
Her tør min Tanke synke ned
som Agerhøns i Kløver,
og sanke, hvad af Evighed
det jordiske behøver.
(Gravenstener.)
140
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
