- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtiotredje årgången. 1944 /
162

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Brødrene Brandes. Af Fr. Hegel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Fr. Hegel

at jeg tog denne Mulighed med den
allerstørste Ro.» Mon det, at man i en Periode
i sit Liv kan konstatere dette, betyder, at
man ogsaa i andre Perioder vil føie saadan?
Jeg har ofte tænkt herpaa. Jeg tror, det
veksler.

Jeg kender og har kendt umaadelig mange
Mennesker, men ligegyldig hvem jeg taler
med, har jeg som Regel den Fornemmelse,
at vi maa begrænse os til det Felt, hvorom
vi skal tale, kommer vi uden for dette Felt,
føler vi begge det næsten altid som om den
anden var et Menneske, der kom fra den
anden Klode. Saa heterogent er det danske
Samfund altsaa nu, saa meget Storstad er
København. Men med Brandes kunde man
fare over alle Felter, hvor langt man end
kom ud i Periferien, havde man altid den
Følelse, at Brandes selv naaede endnu
længere ud. Han var, hvad man sjældent
møder nu, paa alle Omraader, en dannet
Månd. Ikke blot gennem sin Læsning, men
fordi denne som tidligere nævnt saa ganske
var gaaet op i en harmonisk Forening med
hans uhyre Erfaring fra Livets brogede
Indtryk. Som Finansminister erhvervede
han sig selvfølgelig forøget financiel Viden
og Indsigt. Dette tiltalte ham. »Jeg kan
det nu, der er ingen, der skal lære mig
noget», sagde han engang til mig, men vist
egentlig mere til sig selv.

Brandes var en bly Månd. Bly i den
Forstand at han modsat Kunstnere aldrig
kunde bekvemme sig til at blotte sine egne
helt alvorlige Følelser. I spøgende, ofte
unødig stærke ironiske Sætninger maatte
man finde hans inderste Kerne. Havde
Brandes været Klaverspiller, hvad han
iøvrigt var og netop derfor i al
Hemmelighed, vilde han aldrig kunne have ydet sit
bedste ved en Koncert, altsaa ublufærdigt
at lægge sit eget Følelsesliv blot. Jeg tror,
at den ret konstruerede Maade hans mange
Skuespil er skrevet paa netop skyldes hans
Blufærdighed.

Bly med sin Person og med sit Ydre var

han ogsaa instinktmæssigt. Han kunde
aldrig tænkes at være negligeret i sin
Paa-klædning. Jeg mindes ofte med et Smil
Brandes virkelig forfærdede Ansigt, da min
Kone lige før et Middagsselskab hos ham
kom ind i Hallen med Gauguins mange
Malerier, hvor de andre Gæster var samlet
og med høj, tydelig og triumferende Røst
raabte til Brandes, der gik hende i Møde,
»Filipenser, Filipenser». Brandes tog sig
hastigt til Ansigtet og klappede og aede
sig selv nervøst med begge Hænder og saa
ganske forvirret ud. Meningen med dette
besynderlige Udraab var, at min Kone, der
var Irlænderinde, ikke altid helt beherskede
det danske Sprog, og da hun og Brandes
nogle Dage før havde spillet Filipine, var
det Væddemaalet, hun vilde have afgjort
i sin Favør ved at sige det vanskelige Ord
Filipine først, og at Ordet ikke var det helt
rigtige anede hun ikke.

Brandes spillede som nævnt Klaver.
Hvordan han spillede er det vanskeligt
at sige da han aldrig spillede for
fremmede. Han spillede firhændigt med sin
Kone. En Gang, kun en Gang, hørte min
Kone ham spille. Hun aflagde et Besøg
og blev vist op i Stuen uanmeldt hvor
Brandes sad og spillede firhændigt. Min
Kone, der selv spilbde fortrinligt, stod og
hørte lidt derpaa. Saa vendte Brandes sig
om, saa hende og blev forfærdet over
hendes Nærværelse. — Ah, utbrød hun,
c’est l’aprés-midi d’un faune! — en saadan
form for Vid morede Brandes meget. Ogsaa
han havde set den russiske Ballet af
samme Navn.

For Edvard Brandes var Sproget selv i
almindelig Konversation en kunstfærdig og
forfinet Ting, fortrinlig egnet til at udtrykke
alle de mest sublime Nuancer, han selv var
saa fuld af. Han talte ikke som de fleste
bare for at udtrykke sig, nej, han ligesom
Broderen talte og valgte Ordene og
Vendingerne og Betoningen med Omhu og Kritik
for at iklæde sine Tanker et festligt Skrud,

162

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:09:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1944/0190.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free