- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtiotredje årgången. 1944 /
166

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Brødrene Brandes. Af Fr. Hegel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Fr. Hegel

Mest elskelig i mine Øjne var Georg
Brandes engång, ikke saa månge Aar før
sin Død. Vi havde vekslet Breve igen.
Forlaget gjorde intet for Udbredelsen af
hans Bøger, hvor pinligt det end var,
maatte han søge nyt Forlag, i sin Alder,
efter saa månge Aars Samarbejde med
Gyldendal o. s. v. o. s. v. Han boede den Gang
paa Strandboulevarden, og jeg gik derud.
Han kom selv og lukkede op. Jeg blev
bænket lige overfor ham, og han var
Elskeligheden selv. Han fik Taarer i Øjnene. Jeg
blev der et Par Timer. Jeg saa de sidste 8
Dages udenlandske Bogforsendelser til ham
(et stort Bord helt fuldt) og jeg fik det meste
af de sidste Dages mange udenlandske Breve
læst højt.

Hans Godhed var stor som hans Angst
for at göre Uret mod nogen, hvor det ikke
drejede sig om aandelige Værdier. Overfor
aandelige Værdier var han ganske
hensynsløs, men overfor Spørgsmaal, der greb ind
i andre Folks materielle Liv, uendelig bange
for at paaføre dem Tab eller
Ubehageligheder. En Gang, jeg besøgte ham, da han
boede nede ved Havnen, blev der under
mit Besøg meldt en Månd med et ganske
almindeligt Navn. I samme Nu dette blev
nævnt, fløj Brandes op i den yderste
Ophidselse og snerrede til Pigen, at hun maatte
sende ham bort, han, Brandes, vilde ikke
tale med Manden. Saa henvendte han sig
til mig. »Det er en taabelig Månd», hvæsede
han, »der ustandselig opsøger mig. Jeg
kender ham ikke. Jeg har aldrig set ham,
men han har faaet den ganske urimelige
Ide, at jeg skal skrive en Kronik i Politiken
om ham. Han vil bygge et Hus, hvori der
skal være Centralkøkken for alle Beboerne,
og det skal jeg hjælpe ham til. Jeg ved intet
om hans Køkken, jeg vil intet have med
det at gøre, og nu kommer han rendende
her hver Dag, den mig helt ubekendte
Månd.» — Nogle Uger efter læste jeg i
Politiken en Kronik af Georg Brandes,
hvori han begejstret gjorde sig til Talsmand

•for denne fortrinlige Månd og hans geniale
Ide.

Helt gält kom jeg af Sted engang paa
Landet i mit Hus i Springforbi. Til et ganske
lille Selskab, hvor Georg Brandes var iblandt
Gæsterne, havde jeg bedt Professor Verrier
fra Sorbonne. De havde været Venner, og
nu var de, hvad jeg ikke vidste, i høj Grad
det modsatte. Det var pinligt, og
Højdepunktet naaedes, da begge de Herrer samt
en Gesandts Frue, som ingen af dem heller
var særlig begejstret for, alle tre blev puttet
ind i samme Bil og kørt til København.
Denne Aften medførte lange Forklaringer
senere til mig baade fra Georg Brandes,
Professoren og Gesandtfruen.

Mit sidste Indtryk af Georg Brandes var
hans Bisættelse i et Krematorie. Det sætter
mærkelige Tanker i Bevægelse, naar en
Ateist er død, og man ser Kisten, lige inden
Luerne skal fortære den.

Til Slut vil jeg gerne, netop her i
Forbindelse med den brandeske Aand, Vid og
Dannelse sige noget, hvortil rimeligvis
mange vil sige: »Pjat, det passer ikke.»
Men jeg vil dog sige, at i de
Kunstnerkredse, hvor Edvard og Georg Brandes,
Bjørnson o. fl. a. fra den Periode kom og
som de præged (Skagenskolonien bl. a.),
der var Tonen og det kunstneriske Niveau
højere og mindre plat end nu i lignende
Kredse. Der var den Gang mere Finesse,
mere Belæsthed, mere Form, mere
Ærbødighed overfor anderledes tænkende,
mindre Koketteren og Snobberi med
Bøllet-hed, højere Maal, større Idealer, mindre
Spiritus og bedre Manerer. Jeg har senere set
aandfulde, velbegavede, morsomme (og jeg
troede forfinede) Kunstnere blive
edder-drukne i almindeligt intellektuelt Selskab.
Saa fulde, at Karlekammeret vilde skamme
sig. Hjernearbejdet gik istaa, Idealerne blev
forhaanet, den smaalige Ondskab mod
Næsten kom frem, Viddet blev plumpt og
Ordvalget afstemt efter Rendestenen. Og

166

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:09:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1944/0194.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free