Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - H. A. Djurhuus 60 år. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. A. Djurhuus 60 år
Romantikere at kende; på grund af
kon-genialiteten kan man sikkert regne med at
bekendtskabet med Bjørnson er bleven af
bestemmende betydning. Det følgende år
blev han optaget på seminariet i Havn og
tog lærerexamen herfra i 1905. Under
seminarietiden gjaldt hans interesse især de norske
digtere, som Færingerne naturligt nok altid
føier sig nærmest tilknyttet. Det var særlig
landsmålsforfatteren Kristofer Janson han
følte sig tiltrukket af, — denne store folkelige
vækker og opdrager som også hade betydet
så meget for Arne Garborg og Knut Hamsun.
Siden siges Per Sivles digtning på målet at
ha været af størst betydning for ham; ved sin
jævne tone og rige hj ærtelag står Hans
Andrias da også Per Sivle nær som folkelig
lyriker. Foruden Drachmann og Bjørnson
er det iøvrigt Aakjær, Fröding og Karlfeldt
hans lyrik især bringer os i erindring.
Imidlertid var han begyndt at virke som
lærer, først i Klakksvik, den store barske bygd
på de nordlige øer, så — efter et ophold på
Statens Lærerhøjskole i København -— hade
han et par år sin egen skole. 1909 kom han
imidlertid til Sandavåg som lærer. Han blev
her i syv år, og ensomheden dér bevirkede
en første blomstring i hans forfatterskab.
Efter derpå at ha været førstelærer i Tværå
på Suflurøy, kom han 1919 til Torshavn, hvor
han siden har virket som lærer ved realskolen
og seminariet.
Inden vi går til en omtale af hans store
lyriske produktion, skal det her først nævnes,
at hans lærervirksomhed i barneskolen, hvor
han i sangtimerne med største lethed
improviserede børnesange på tavlen, avfødte den
meget yndede samling Barnarünur (1914); deres
undertiden om Louis Levy mindende enkle
tone har, hjulpet af lette melodier, gjort dem
til allemands eje på Færøerne. Ligesom det
vilde give et forkert billede af H. A.
Djurhuus, hvis man ikke nævnte hans
Børnesange, må man heller ikke glemme hans
læsebog for born, hvis første udgave under
titelen Barnabökin kom 1924. Her findes hans
bedste prosa; ved en egen ligefrem
fortællemåde kommer han her sagastilen nær. —
Foruden således allerede i barndommen at
sætte sit præg på alle Færinger, skal det
endelig nævnes, at H. A. Djurhuus også er
forfatter til flere skuespil, af hvilke Annika
(1917), om et giftmord på Store Dimon, for
et par år siden var påtænkt opført på Det
kgl. teater.
Af H. A. Djurhuus’ meget store lyriske
produktion foreligger der et fyldigt udvalg i
de to digre bind »yrkingar 1 tirvali»: Undir
vidum lofti (1934) °S Yvir teigar og tun ^936).
Af den store mængde digte der her findes
samlet kan det næppe undre, at en stor del
falder mer eller mindre uinspirerede eller
fade ud. Det er dog ikke noget særlig
karakteristisk for H. A. Djurhuus, men gælder
mindst ligeså meget fx. Drachmann og
Aakjær herhjemme. Mange digte er —
naturligt nok — også så bundne til specifik færøske
forhold, er mindedigte om lokale
forgangs-mænd eller lovprisning af den færøske natur
og folket, at de får mindre interesse for os. En
anden part af hans digte ligger os også fjernt
på anden vis; jeg tænker på de mange digte,
hvor en ret naiv søndagsskolefromhed lægger
sig for tydelig for dagen, og sammen med det
stærke discipelforhold til dansk-norsk
digtning minder os om, hvor langt Færøerne
stadig står tilbake i henseende til virkelig
åndelig frigørelse. Men en ikke ringe række
natur- og elskovsdigte af en i sin enkelhed
fuldendt form lader sig let filtrere ud af H. A.
Djurhuus’ store produktion. Foruden på dem
vil jeg her anføre nogle prøver af den store
digtcyclus Kåpakonan, H. A. Djurhuus’
mest helstøbte digtning i større form.
Som det ypperste af hans mindre digte vil
jeg her først hidsætte elskovsvisen Bida meer
i nätt fra 1906, som bærer vidne om en egen
enkel inderlighed i passionen:
BiÖa mær i nått!
Bida mær, eg komi.
Gråt ei langt’nartår,
göda fljödiö mftt. —
Allan, allan mått
gevur hjarta titt
mini sål, tå eg
kyssa kan titt hår.
BicSa mær i nått!
Vindar veriJa lyggir,
dalur andar åst,
skyming fjalir fjell.
— Alt, alt ljöst og gott
skryddi livsins vøll,
tå eg fevndi teg,
og eingin skyming såst.
BicSa mær i nått!
Eins og falkur fljöti
sveimi eg til tin
langa — langa leicS.
Koma vil eg brått,
leikalindin min!
Aldri gloymist stund,
i tlnum ormum leiö.
231
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
