Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - H. A. Djurhuus 60 år. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leif Nedergaard
Oversættelse: Vent mig inat! Vent mig, jeg
kommer. Græd ej længselstårer, kære pigen min. Så megen
styrke giver dit hjærte min sjæl, blot jeg kysse kan
dit hår. / Vent mig inat! Vindene blir svale, dalen
ånder elskov, skumring skjuler fjæld. Alt, alt lyst og
godt iklædtes jordelivet, da jeg favnede dig og ingen
skumring sås. / Vent mig inat! Ligesom den hurtige
falk svæver jeg til dig den lange, lange vej. Snart
kommer jeg, legefællen min! Aldrig glemmes stunden
i din favn.
Smukt er også vårdigtet Nü er lo t id lytt,
(1908) hvis titel kan gengis ved intonationen
til Drachmanns Hilsen: »Nu er Vindene
milde. .», — et digt H. A. Djurhuus’ forresten
ingenlunde står tilbage for:
Nü er lotid lytt. —
Langtar sinni mltt
tråsjükt möti tinum barmi.
Ei eg gloyma kann
hvørja stund, id rann,
tå eg svav å tinum armi.
Nü er lotid lytt. —
Sum tü brosar1 blitt!
Veittrar2 meg ür tungum harmi.3
Man eg finna frid,
hviid vid tina lid,
fridarhvild å tinum armi?
Nü er lotid lytt. —
För um heim eg vltt,
sat å gyltum kongakarmi,
allir virdu4 meg,
einans droymdi eg
um hviid å tinum ljösa armi.
1 smiler, 1 drager, 3 sorg, 4 ærede.
Ganske enkelt gjort er digtet Nü birta vit
tipp eldin (1911), hvor vi ser digteren en
vinteraften sidde ved arnen og drømme sig
tilbage tilden fagre sommertid:
Nü birta1 vit upp eldin,
tad er so kält, so kält,
og üti fykur kavin2,
og üti frystir alt.
Og nü er blöman følnad,3
sum pr^ddi urtagard, —
vit bædi skulu droyma
um summarid, id var.
Og nü er gler4 i ånni,
hvørt gras sin bana fann,
vit bædi skulu minnast
ta stund, tå åin rann.
Tå söl var ment5 at verma,
og loyst var hvør ein å,
og tåur hvør ein steinur,
og grøn var hvør ein låg.6
1 tænder, 2 sneen, 3 visnet, 4 is 5 i stand til 6 eng.
Tad er so kält, og kavin
ber deydabod i gard.
Kom, set teg her vid eldin,
kom set teg her hjå mær.
So droyma vit, so droyma vit
um suminarid, id var ...
Den store digtcyclus Köpakonan (köpur ==
sæl), som han skrev 1912 i Sandavågi, er en
romantisk digtrække i vekslende versemål.
Den genfortæller det gamle færøske folkesagn
om manden der overværer, hvorledes sælerne
Helligtrekongersaften kommer op på land,
smider hammen og danser deres dans, og om
hvorledes han bemægtiger sig den skønneste af
dem, der da må ægte ham og føde ham børn.
Nøglen til dragkisten, hvori han forvarer
hendes ham, fører han altid med sig; men en nat
ser hun sit snit til at bemægtige sig den. Og
den næste dag, da manden er taget ud at fiske,
finder hun hammen og kan atter søge til
havs, mens børnene står grædende tilbage
på stranden. Som Agnete fra Holmegaard
ligger hun under for en magt der er større
end selv moderkærligheden. Af Baggesens
digt husker man den smukke indledende
beskrivelse af Agnetes sjælstilstand:
Agnete var uskyldig,
Var elsket, var troe;
Men stedse var hun eensom,
Hun aldrig havde Roe —
Aldrig Roe —
Hun frydede vel andre;
Men aldrig var hun froe.
Det smukkeste parti af Djurhuus’
digtcyclus er også skildringen af hennes
modvillige, men dog tålsomme sjælstilstand under
ægteskabet med den fremmede:
Bljügv og litillàtad,1
droymandi og blid
var hon sum ein gäta
stund og alla tid.
Eyguni tad søgdu,
ei var sålin glad,
vist tey mangan2 høvdu
tungar vandar3 sæd. —
Stillisliga gekk hon,
segdi ikki stört,
og tö altid fekk hon
bestå verkid gjørt.
Hjålpti har, id trongdist,
minnst tö sjålvum sær,
gekk so bleik og longdist,
tungan trega4 bar. —
Kun når undertiden et tågedis — som så
ofte på Færøerne — skjuler fjeldene for
hendes blik, klarer hun momentant op:
232
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
