Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Cornelia. Af Sextus Propertius. Oversat af Axel Juel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CORNELIA
Af SEXTUS PROPERTIUS
Oversat af AXEL JUEL
’i–y EN Elegi af den store romerske Digter Sextus Propertius, Ord och Bild her bringer i
Gendigtning af Axel Juel, er med Rette blevet benævnt Elegiernes Dronning, regina elegiarum. —
Gennem sin Skildring af Cornelias ophöjede Karakteregenskaber og Sjælsadel, alle de gamle Matronedyder
i fuldeste Udfoldelse, har Digteren rejst et uforgængeligt Mindesmærke for den romersks Matrone.
Cornelia var Datter af Konsul Publius Cornelius Scipio og Scribonia, der senere blev Kejser
Augustus’ 2den Hustru.
Hun var gift med Konsul og Censor Lucius Aemilius Paulus Lepidus, og hun döde ung i Aaret
16 f. Kr. efter at have födt ham en Datter og Sönnerne Lepidus og Paulus.
Propertius lader Cornelia i Underverdenen selv tale sin Sag overfor Dommerne Æacus, Minos og
Ehadamanthys, hvis Hverv det var at afgöre for hver nyankommen Sjæl, om den var værdig til
evig Glæde i Elysium eller maatte sendes til evig Kval i Tartarus.
Elskede Paulus, hold op at bedrøve min Sjæl med Din Klage!
Dødsrigets natsorte Dør aabner sig ikke for Bøn.
Har først den døde betraadt den Bred, der er under dets Love,
er det, som lukkede sig efter ham Porte af Staal.
Hører end Hades Dit Raab gennem Mørket, det rører ham ikke —
Sandet paa Acherons Bred suger Din sivende Graad.
Bønner bevæger de himmelske Guder, men gav vi først Charon
Færgelønnen, saa faldt Porten for Evighed i.
Dette forkyndte min Baalfærds Trompeter, da Dødsfaklen tændtes,
og da mit Hoved sänk tungt ned i det flammende Baal.
Hjalp da, min Paulus, Din Magt, og hjalp mine Fædres Triumfer,
eller det hædrende Ry, jeg havde vundet mig selv?
Rørte det Skæbnegudinden, at jeg er en højbaaren Kvinde?
Se, jeg blev Aske: med fem Fingre man bærer den bort!
Sorte og kvalfulde Mørke og trægt henglidende Strømme,
Vande, som her overalt hilder min famlende Fod:
længe før Tiden jeg kom til Jert Rige, men uforskyldt kom jeg.
Vis Dig retsindig og mild, Herre i Skyggernes Land!
Eller, hvis Rettergang holdes, og Æacus sidder som Dommer
over mit Liv, lad ham da fælde ved Urnen min Dom!
Minos og Rhadamanthys er Meddomsmænd ved hans Side —
lyttende Stilhed — endog Furieskaren er tavs —
272
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
