Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Cornelia. Af Sextus Propertius. Oversat af Axel Juel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Cornelia
Sisyphus standser sit Slid, Ixions Hjul bliver stille
ligesom Bølgen, der før flyed for Tantalus Tørst;
Cerberus lader de døde i Fred, dens klirrende Lænke
falder til Ro som den selv. Alt er forventningsfuldt tyst.
Selv vil jeg tale min Sag. Besmykker jeg den, vil jeg lide
Danaidernes Straf: fylde det bundløse Kar. —
Falder der Glans over Slægten fra Fædrenes stolte Bedrifter,
Afrika nævner til min Ros Scipionernes Navn.
Lige saa stolt er min mødrende Slægt, de berømte Liboner,
begge de Huse er trygt bygget paa Hæder og Ry. —
Straks, da jeg aflagde Ungpigedragten, blev Brudeblus tændte,
og med Matronernes Baand bandt man mit bølgende Haar.
Og jeg blev Din, o Paulus. Kun Døden skilte mig fra Dig.
Lad paa min Gravsten staa, at jeg kun elskede Een.
Vær mine Vidner, I Fædre, hvis Aske Romeren ærer,
I for hvis Vælde og Magt Afrika böjede sig,
naar jeg nu sværger, at aldrig jeg krænkede Renhedens Love,
aldrig har givet mit Hus Grund til at blues ved mig.
Hele mit Liv har jeg været den samme, og helt uden Dadel
var jeg, da Fakler blev tændt for mig som Brud og som Lig.
Fædrenes Lov fra min Fødsel var indskrevet dybt i mit Hjerte,
aldrig har Frygten for Straf ledet min Tanke og Færd.
Selvom de strengeste Dommere dømte mit Liv, skulde ingen
blive beskæmmet, om hun sattes ved Siden af mig.
Elskede Moder, Scribonia, Dig har jeg aldrig bedrøvet,
hvad kan Du — uden min Lod — ønske Dig ændret hos mig?
Jeg er retfærdiggjort ved min Moders Graad og ved hele
Byens Bekymring — endog Cæsar begræder min Død.
Værdig jeg blev til den Hæder, man viser den romerske Moder:
ikke fra barnløst Bo bortrev min Skæbne mig bråt.
Paulus og Lepidus, I mine Sønner og Trøst i min Smerte,
i Jeres Arme jeg saa sidste Gang Himmelens Lys.
Du min Datter, der ligner Din strenge, retsindige Fader,
vær, som Din Moder, engang tro mod een Månd til Din Død.
I, mine Børn skal forplante vor Slægt. Det forsoner med Døden,
at der er mange, der vil öfre for mig paa min Grav.
Det er en Kvindes Triumf, ja det er hendes største Belønning:
at blive takket og prist, naar hun er Aske og Støv.
Tage Du nu vore Børn i Din kærlige Varetægt, Paulus!
dybt i min Aske en Glød aander: min Omsorg for dem.
Nu skal Du være for dem baade Fader og Moder og aldrig
trættes, hvor tit de hos Dig søger en moderlig Favn.
18—Ord och Bild, 53 :e årg.
273
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
