Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Knud Sønderby. Af Fredrik Schyberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frederik Schyberg
Blufærdighed», siger han et Sted) — og Kritik
af den. Det sidste blev almindeligvis overset.
I de tre følgende Romaner fortsætter
Sønderby Skildringen af Nutidsungdommen,
men Bøgerne er ikke Varianter af det én
Gang givne Tema; hver af dem bringer en
ny Synsvinkel, et nyt Problem og en skarpere
Psykologi. »To Mennesker mødes» handler
om to unge Mennesker af forskellige sociale
Lag, en ung Student og en Pige af den
jævneste Smaaborgerlighed, deres Kamp for at
naa hinanden tværs igennem alle ydre
Hindringer og paa Trods af, at de i sjælelig
Forstand — skønt de tilhører samme
Generation — taler to forskellige Sprog. Sønderbys
Lune udfolder sig i denne Bogs Skildringer,
Interiører og Eksteriører, skiftevis fra den
fine og den jævne Verden. Selve hans
Fremstilling af Følelsesspektret mellem de to
unge er personlig og gribende. Bogen som
Helhed er maaske hans mest fremragende. — I
Romanen »En Kvinde er overflødig»,
Sønderbys tredie Roman, fremstilles Ungdommen i
Forhold til Forældrenes Verden. Romanens
Handling er speciel og makaber, men dens
Problem er almengyldigt. I Angst for
Hykleriet støder unge Mennesker de ældres
Fortrolighed fra sig. De baade taler og tænker
forskellige Sprog. Og Ungdommen tvinges til
at retouchere sin Dagligdag, tvinges til at
lyve for at opnaa at kunne leve deres Liv i
Fred. Mens den tragiske Moderskikkelse,
som har givet Bogen Navn — hun er den
»overflødige» Kvinde — først i
Skuespilversionen helt lykkedes for Sønderby, er
Datteren Esther, hvis Paradoks det er at ligne den
Mor, hun kæmper imod, saa overordentligt,
i Romanen én af de mærkværdigste, mest
dristigt tegnede Ungpigeskikkelser i nyere
dansk Litteratur. — I »De kolde Flammer»
skildres endelig Ungdommen stillet overfor
Ægteskabets Problem. Det er Sønderbys
største Roman; den udspilles paa et stort
tegnet Baggrund af grønlandsk Natur og
Folkeliv. Han har isoleret sine to unge
Mennesker og deres Problem ved at lade dem
tilbringe en Vinter sammen fjernt fra Verden
i en grønlandsk Koloni. Ligesom i »To
Mennesker mødes» er Fremstillingens moralske
Tone bestemt af Bestræbelsen for ikke at
forspilde de menneskelige Værdier, ikke at
gøre det værdifulde værdiløst. De to unge
Ægtefolk, som begge er skildret med Følelse,
men helt uden Retouche, finder efter en
oprivende Konflikt sammen tilslut i den grøn-
landske Vinter: »Jeg er sikker paa, at vi
hører sammen alligevel. Jeg er sikker paa,
at vi skal faa det godt. Det skal ikke gaa os
værre enci de andre.» Sønderbys Produktion,
hvis sproglige Melodi ofte er lunefuld, har i
sin inderste Kerne et smerteligt Præg. Hans
Bøger er Bekendelser af et Barn af
Aarhundredet. Hans særlige Stil, der kan virke
saa let, er — naar man ser nærmere til —
Udtryk for et Temperament, som tager
Tingene sundt.
Det kunstnerisk fængslende ved Knud
Sønderbys Forfatterskab betinges, foruden af
hans centrale Tema (Skildringen af
Nutids-ungdommen) og af hans særprægede Talent
■—-af en Dobbelttone i selve hans Natur, der er
mere kompliceret, end en overfladisk
Bedømmelse umiddelbart faar Øje paa. I hans
Sind brydes noget meget primitivt med noget
yderst raffineret. Han er paa én Gang
Naturmenneske og Nervemenneske, robust og
nærtagende, Primitivist og nøjeregnende
Psykolog. Hans Væsen er Spørgen, men hans
Bestemmelse blev at give Svar. Hans
Livsholdning er Undren og Usikkerhed, men i
hans kunstneriske Udtryk er ingen
Usikkerhed. Han er paa én Gang forunderlig hjælpeløs
og mærkværdig præcis. Man træffer hyppigt
denne Blanding hos store Malere, sjældnere
hos betydelige Skribenter. Man kunde kalde
Sønderby Stilist mod sin Vilje. Han har en
Dragning mod den ydre Verden —-
Rejselængselen, Eventyrlysten spores i alle hans
Bøger — ikke desto mindre er det i den indre
Verden, han som Kunstner oplever de
egentlige uventede, farefulde Eventyr. Stillet
overfor Umaadeligheden af den grønlandske Natur
erkender han Menneskers Lidenhed og
Ubetydelighed. Og dog er det det enkelte
Menneskes Lidelser og Følelser, der beskæftiger
ham mest lidenskabeligt. »En uoverlagt
Ytring, en Krusning af Læberne maaske
kun — men med Virkninger som et kæntrende
Isbjerg», skriver han i »Midt i en Jazztid».
Skønt det privatpersonlige, set under
Evighedens Synsvinkel, altsaa ikke er saa vigtigt,
bliver det for ham af en umaadelig Vigtighed.
Karakteristisk for hans første Bøger var
Spørgeformen i Stilen. »Er det rigtigt, hvad
jeg nu fortæller?» »Eller er det bedre saadan?»
»Siger det tilstrækkeligt?» »Forstaar man,
hvad jeg mener?» Hans Nysgerrighed overfor
Mennesker gælder først og fremmest den
kvindelige Verden. Hovedpersonen Peter i
»Midt i en Jazztid» er egentlig forelsket i
306
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
