Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra det mørklagte Danmark. Af Ulrich Knigge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ulrich
Knigge
Ludvig Søndergaard.
Følelser kredser om Gud, og dog er det det
Onde, der drager hende og fascinerer hende.
»Mennesket paa Lerfødder» er en hensynsløs
Selvafsløring, og dens Hovedtema er Angst,
Angst for Menneskesjælens Bundløshed. Det
er en dybt fortvivlet Bog, og den virker
rystende stærkt, ikke mindst paa Grund af den
lidenskabelige Sanddruhed, der præger hver
Linie i den. Bogen kan næsten ikke bedømmes
som Litteratur, den er et Angstskrig fra en
Sjæl i grænseløs Vaande, den er en Vulkan i
Udbrud, og der er slet ikke gjort Forsøg paa at
give Ordenes hede Lavastrøm en fast
kunstnerisk Form. Men enkelte Steder forvandles
hendes Sjæls Kvaler til Syner og Drømme,
der er Digtning af pureste Guld. Der er
Infernostemninger og Dommedagsbilleder, der
staar ætset ind i ens Erindring, og der er
Barndomserindringer, Parabler, Allegorier og
et lille Eventyr om to Hænder, som beviser, at
Hulda Ltitken ikke alene er et ærligt
kæmpende Menneske, men ogsaa en stor Digter.
Hendes nye Digtsamling »Livets Hjerte»
bestyrker Troen paa hendes digteriske
Mission. Hulda Lütken er et Fænomen i den
danske Litteratur. Hun har et voldsomt
flammende Sind, der aldrig gaar paa Akkord.
Hun hader og elsker og sørger med en Inten-
sitet, saa Ordene slaar Gnister. Som en
Mænade med flagrende Haar river hun Hjertet
ud af sit eget Bryst og sønderflaar det i Digt
efter Digt. Det hænder, at Fortvivlelsen er
saa stor, at Ordene snubler, og at Poesien
drukner i Dissonanser og Kaos, men lige saa
ofte lutres Følelsernes Oprør i Poesiens klare
Ild og bliver til stor og ædel Kunst. Hulda
Lütkens Verden er Nattens, Maanens,
Ensomhedens og Dødens Verden, hun staar
stormomsust i Mørket og stirrer med
taare-blændede Øjne ind i Elysium:
Hvad kender du til Mørket, du, som er saa blid?
Hvad kender du til Sorgen i mit Hjerte? —
Du er jo Somrens Rose, saa vndig, skær og hvid,
og Mørkets Gerninger du aldrig lærte.
Hvad kender du til Døden, du, som er saa mild?
Hvad kender du til Angsten i mit Indre? —
Til Længslen, der fortærer og brænder som en Ild
som ingen Taarer, ingen Graad kan lindre.
Men hendes Længsel og Ømhed er blandet
med lidenskabelig Trods, og som en grum
Hævngudinde udslynge’- hun sin Trusel mod
denne solbelyste og smilende Verden:
Hvad kender du til Taarer, du, som er saa kold,
naar jeg vil trykke dig mod mine Læber? —
Men vent til Mørket kommer, du er i Høstens Vold,
da Nattefrostens Død dit Hjerte dræber!
Da skal din Krone visne og falde trist til Jord —
og da vil Døden lære dig at græde!
Og om dit Smertensleje det tunge Mørke gror —
det Mørke, som forstemmer Somrens Glæde.
Der er en tragisk Styrke og en stolt
Rejsning i Hulda Lütkens Digte, der giver dem
en Særstilling. Hulda Lütken hører til i den
forreste Falanks af dansk Lyrik.
Thit Jensen har fortsat Rækken af sine
historiske Romaner med »Drotten», en
bred-blod- og farverig Skildring af Valdemar
Atterdag og Dronning Helvig. Den historiske
Sagkundskab har angrebet Thit Jensen paa det
kraftigste og beskyldt hende for at have
bragt Uorden i de historiske Fakta. Det kom
til en drabelig litterær Fejde, der som alle
den Slags Polemiker løb ud i Sandet. Der kan
næppe være Tvivl om, at Bogen langtfra er
historisk korrekt, men paa den anden Side
kan det ikke nægtes, at den er meget
underholdende og spændende. Thit Jensen har en
glubende Appetit paa Livet, og hun fortæller
med et ligefrem graadigt Humør, der er
smittende. Hendes store Force er Masseoptrin.
Hun er Specialist i at skildre brogede Gilder
og fejende Fester i en farve- og pragtmættet
368
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
