Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra det mørklagte Danmark. Af Ulrich Knigge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
U l r i ch
Knigge
tige Liv, som det leves i Storbyens Periferi.
Her viser Tove Ditlevsen sig som en overlegen
Kunstner, der med ganske smaa Midler
forstaar at skabe Atmosfære og poetisk Liv af
et i sig selv trivielt Stof. Mindre vellykket er
den lille, sentimentale Roman, der er indlagt
i Bogen, og som til en vis Grad forplumrer
Barndomserindringernes ægte Tone.
Ogsaa i Ludvig Søndergaards nye Bog
»Helsilke» dominerer Minderne fra
Barndomsaarene. Søndergaard har haft en ganske
ejendommelig litterær Karriere. Han var næsten
50 Aar gammel, da han i 1942 debuterede
med »Kun en Æske Tændstikker», som
sammen med Romaner af Kelvin Lindemann og
Michael Tejn blev præmieret i en
Romankonkurrence. Bogen var vederhæftig, men
tung, og de andre Præmietagere stjal Billedet
fra Søndergaard. Hans nye Roman, som
ikke var imødeset med store Forventninger,
hævdede sig overordentlig smukt i Efteraarets
Bogstrøm og aabenbarede et stort og ægte
Talent. »Helsilke» fortæller om en lille
Klude-kræmmerfamilie og dens trælsomme Vandring
gennem de københavnske Fattigkvarterer og
Stenørken. Det er en forfærdende Beretning
om Fattigdom, Sult, Sygdom, Rotter, Utøj,
Nederlag, Forfølgelse og Haabløshed. Men i
den lille Dreng Nunnemans Øjne er ogsaa
dette Liv et stadig nyt og spændende Eventyr,
og med ham som uskyldig pludrende
Cicerone gaar Læseren paa Opdagelsesrejse i
»Rottekælderens» knirkende Kroge, skumle
Baggaarde og trange Kvistværelser. Intet
forties og intet forskønnes, Skildringen er lige
saa kemisk fri for social Patos som for billig
Sentimentalitet. Et Liv i Fattigdom blottes
uden falsk Beskedenhed og uden Nag. Den
nænsomme og rolige, næsten muntre
Fortællemaade giver Skildringen et Skær af
grotesk Naturlighed, der virker meget stærkt.
Til Trods for et Væld af realistiske Detailler
er »Helsilke» absolut ingen graa
naturalistisk Roman. Den er poetisk, inspireret og paa
en forunderlig Maade livsbekræftende.
Uforglemmeligt staar Billedet af Moderen, der
uden at kny slider sig op for Manden og
Børnene. Trods Nød, Modgang og Skuffelser
åser hun videre som »den graa Krikk’» i
Digtet, som hun saa mange Gange har læst
for Sønnen. I den sorteste Elendighed bevarer
hun en selvfølgelig og urokkelig Tro paa I.ivet.
Lille, graa, udslidt og gammel jokker hun af
Sted, men for Læserens Øjne rejser hun sig
som et Monument over I.ivet i al dets Her-
lighed og Usselhed. Det er paa en Gang
rystende og opløftende. »Helsilke» er en Sejr
for Ludvig Søndergaard, og den hører til de
to-tre bedste Prosabøger, der udkom sidste
Aar.
Soyas første Roman »Min Farmors Hus»
var næsten lige saa stor en Overraskelse som
Ludvig Søndergaards Bog. Soya har længe
været en almindelig anerkendt og hvppigt
spillet Dramatiker, men som Prosaforfatter
var han mindre kendt. Han udsendte ganske
vist allerede i 1931 en Fortælling »Jeg kunde
nemt ta’ 100 Kroner», som forbavsede ved sin
psykologiske Indsigt og stilistiske
Koncentration, og ogsaa senere saa man af og til en
novelle af Soya, men han var først og
fremmest Dramatiker. Og han havde lige vundet
sit. Livs hidtil største sceniske Sejr med »To
traade» paa Det kongelige Teater, da »Min
Farmors Hus» afslørede ham som en
fremragende Romanforfatter, der næsten var ved at
fordunkle Dramatikeren. Det er betegnende,
at ogsaa Soyas Roman er camouflerede
Barndomserindringer. Milieuet er dog et helt andet
end hos Søndergaard. Den 5—6-aarige Dreng,
hvis Oplevelser fortælles i »Min Farmors
Hus», hører hjemme i det velhavende
københavnske Borgerskab i Begyndelsen af
Aarhundredet. Atmosfæren er uhyre
smaaborger-lig og indestængt. Dannelse og Kultur er Ord,
der næsten ikke forekommer i Soyas Roman.
Til Gengæld tales der saa meget mere om
Penge, ikke med Balzac’sk Ødselhed, men
gnieragtig og fedtet. Det lidt syrlige,
smaa-borgerlige er i det hele taget et fremtrædende
Træk i Soyas Forfatterskab, og det maa man
ikke glemme, naar man vil forstaa den
specifikke Soya’ske Opfattelse og Udformning af
det tragiske. Han er en Lejekasernens
Euripides. Ogsaa i Soyas Roman er det en gammel
Kvinde, der er Hovedpersonen, Fortællerens
Farmor. Hun er en rig Husejerske, udadtil
sølle, ydmyg og klynkende, men inderst inde
haard som Flint, mistænksom og egocentrisk.
Der er kun to Ting, hun nærer blidere Følelser
overfor, sit Barnebarn og Penge. Med sygelig
Lidenskab skraber hun Penge sammen, som
hendes Barnebarn skal arve efter hende.
Pengene er hendes Dæmon. For Pengenes
Skyld lyver hun, hykler hun, hader hun,
myrder hun. Det sidste for at forhindre, at hendes
Søn, der er blevet Enkemand, gifter sig igen
med en fattig ung Pige. Denne temmelig beske
Historie er fortalt med en egen mut,
surmulende Underfundighed, der er Soyas Patent,
370
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
