Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teater i København 1943—1944. Soya faar Sukces — Unge Instruktører rykker frem. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Fot. Mydtskov.
Mogens Wieth i »H elligtr ekonger
s-af ten».
Det kongelige Teater.
gens Wieth. I den forrige Indstudering
knækkede Eyvind Johan-Svendsen sin Tyrehals
paa denne berømte og svære Rolle. Mogens
Wieth sejrede fuldstændigt. Han fik det
melankolske i al Kødets Prången frem, en
sørgmodig Melodi bag ved al Larmen og
Staahejen i denne Rolle. Der var et Skær af
Poesi over hans Fremstilling, og han sang
sine Viser, især Sangen til Hertugen (»Kom
nu kun, Død»), fremragende godt.
Nye og gode var ogsaa Bodil Kjers Viola
— Pigen, der er forklædt som Yngling —
med glimrende Udtryk for
Ynglinge-Utaal-modigheden, morsom og med Lune, naar hun
spillede galant eller udfoldede fejende
Cour-toisie ■— og Johannes Meyers Tobias Hikke,
rød som en Havnearbejder i Ansigtet,
elementært komisk, da han læste Blegnæbs
Udfordringsbrev op.
Shakespeares Fantasispil om »uskyldig
Elskovs kjælne Ganteri ret som de gamle Dage»,
blev en værdifuld Sukces for Det kgl. Teater.
Derimod kan man græde Blod over, at
Macbeth, iscenesat af Bodil Ipsen, ikke
lykkedes. Der var lagt op til den store Teater-
oplevelse, til et af de berusende og forløsende
Møder med Digtningen og Kunsten, der er
lige saa kostelige som den første Kærlighed
og lige saa sjæleomvæltende som religiøse
Aabenbaringer.
Bodil Ipsen agtede at sætte en af
Shakespeares største Tragedier i Scene med sig selv
som Ladyen og Poul Reumert som Macbeth!
Med forventningsfulde Hænder hentedes
Shakespeare ned fra Boghylden, og Øjnene
fordybede sig atter i dette enestaaende
knappe, virkningsfulde Drama om Magtsygens
Forbrydelse, om det ondes Psykologi, om
Nihilismens Revolution af Menneskesjæle og
af Nationer. Dette Skuespil om, hvordan
Magt vindes ved Uret og Forstillelse (»Vil
du bedrage Tiden, saa se ud som Tiden»),
ved Terror og Mord, sluges som en aktuel
Pjece. I Tyrannens Sold staar en Bande af
socialt forurettede Desperados. De træffer
ikke den dødsdømte Macduff hjemme, men
myrder i Stedet som Gidsler hans Hustru og
Barn, denne gribende Scene, som er uden
Betydning- for den dramatiske Sammenhæng
i Macbeth og derfor næsten altid har været
udeladt ved Opførelserne, men her var taget
med. Angiveriet florerer i Macbeths Skotland
(»Der er ej noget Hus, hvor jeg jo har en
Tjener i mit Sold»). Frygten udryddes med
Rædsel: Hæng enhver, der nævner Frygt!
Macbeth er Spillet om en Tyrans Opstaaen,
Rædselsherredømme og Undergang. Hexenes
tilbagevendende Valgsprog: smukt er stygt
og stygt er smukt, klinger som en poetisk
og enkel Omskrivning af vor Tids altfor
velkendte Begreb: moralsk Anarkisme.
Macbeths Banebryder til Magtens højeste Tinde
er Mordet, men Mord avler Mord, og de
onde Tider faar ingen Ende, før
Retfærdigheden borer sit Sværd gennem det Ondes
Fyrste. Læseren jager febrilsk hen over
»Macbeth» og gribes af dets evige Aktualitet.
Det ejer i Dag som ofte før Ord og
Begivenheder, der slaar noget an.
Det springende Punkt ved Opførelsen af
en Klassiker bestaar jo ellers ofte i at gribe
en Opfattelse af den, som finder Sangbund
hos Tilskuerne. Teater maa komme ved, maa
have noget paa Hjertet, noget at sige.
Litteraturhistoriske Repetitioner paa Teatret
er noget af det mest ørkesløse, der findes,
hvis ikke en Iscenesætter eller en Skuespiller
lukker op for den bundne Varme i Stykket.
Her laa de hede Kilder lige under Overfladen.
Og selvfølgelig talte Stykkets Ord til 1944’s
474
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
