Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teater i København 1943—1944. Soya faar Sukces — Unge Instruktører rykker frem. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teater i Köbenhavn i g 4 3—1 g 4 4
danske Publikum. Men hvilket glødende
Møde kunde det ikke være blevet, hvis
Forestillingen havde kunnet hamle op med
sin Tekst.
Fru Ipsen som Iscenesætter er det
lunefulde Aprilsvejr i dansk Teaters Vejrlig.
Hendes Iscenesættelser udgør en capriciøs
I.iste med blankpudsede Sejre som »Vor Ære
og vor Magt» og »Maria Magdalena» og med
næsegruse Nederlag som »Don Ranudo».
Ogsaa som Filminstruktør har hun slaaet sine
Volter mellem Sejre og Nederlag.
Hendes Intention over for Macbeth har
tilsyneladende været at skabe et stort,
malerisk, folkeligt Spil, saaledes som
Shakespeares Tekst ogsaa indbyder til det. Maaske
har hun tænkt paa, at Kaj Munks »Niels
Ebbesen» ikke kan opføres for Tiden, og at
Macbeth handler om det samme Emne, set
fra en anden Synsvinkel. Hun har sat
Macbeth op paa samme Maade, som man sætter
vore nationale Skuespil »Elverhøj» og »Der var
engång» iscene og paa samme Maade som
»Niels Ebbesen» ad Aare kan tænkes opsat:
bredt og farverigt og traditionelt, med store
Slagmalerier à la Georg von Rosen og
Cederström, med bragende og pompøs og
langtrukken Musik til Erstatning for det, som
Shakespeare kort kalder Fanfarer, med
Teatertorden og Operalyn og Faner og vajende
Standarter fra Operaen »Faust» og Fjerbuske
og blinkende Hjelme fra Operaen »Drot og
Marsk». Man følte sig af og til hensat til en
Opsætning af Operainstruktøren Poul
Ivanne-worff og ventede paa Lady Macbeths Brevaria.
Men med det myriadalske Komparseri blev
Tempoet i Forestillingen slæbende, Ordene
og Ansigterne forsvandt i det ægyptiske
Mørke mellem Rekvisitlynene. Tragediens
ordknappe Spænding og hastigt forløbende
dramatiske Tilspidsning blev rakt og strakt
i en Prokrustesseng. Dette intense
dramatiske Kraftværk, der stiger og falder som
Ebbe og Flod, mistede sin levende Bevæget
-hed og sin haarde Klang af Scene mod Scene
og forsvandt i ossianske Taager.
Ogsaa Skuespillerne — og deriblandt sig
selv som Lady Macbeth — havde hun iklædt
traditionelle Positurer. Man kom til at tænke
paa disse teaterhistoriske Kobberstik af det
18. Aarhundredes Opførelser af de græske
Tragedier i Rokokogevandter, saa kunstigt
og dødt virkede Spillet, trods Branden i
Ordene bag ved Deklamationen. Poul
Reumerts Anslag var godt, den militæriske Appel
i de første Scener, men snart mistede han
Taget. Han skabte ikke en Skikkelse af
denne komplicerede Macbeth, som godt vil
det Onde, men ikke behersker dets Teknik.
Hans Hustru, som er forelsket i ham som
han i hende, og som gør alt for hans Skyld,
driver ham frem, indtil Begivenhederne river
ham med i deres Malstrøm og gør ham
haardere og haardere. Macbeth forstenes,
mens Lady Macbeth, Anstifteren af
Ugerningerne, ikke selv kan holde til Trykket.
Søvngængerscenen viser hendes Trauma.
Tilsidst bukker hun helt under og begaar
Selvmord. Disse to Hovedpersoner udvikler sig
altsaa i hver sin Retning, et storartet
dramatisk Træk, som de to Skuespilleres
Præstationer slet ikke understregede.
Ogsaa paa det Punkt fulgte de en forkert
Tradition, at de spillede Tyrannen og hans
Hustru som ældre Folk. Men han længes
hjem til hende, begærer hende, vil have
Sønner med hende, hun er helt fyldt af ham.
De to lever i en erotisk Tryllering, som
forklarer den Voldsomhed, hvormed hun kan
paavirke ham. De maa absolut spilles som
yngre, bjergtagne af deres Kærlighed,
hypnotiserede af hinanden. Intet af dette kom frem.
Tilmed gjorde Kostumerne Poul Reumert og
Fru Ipsen endnu ældre. Allerede Fru Heiberg
brød med Traditionen om at spille Lady
Macbeth som en aldrende Dame og har fortrinligt
redegjort for sine Grunde i »Et Liv gjenoplevet i
Erindringen». Fru Ipsen genoptog det
traditionelle Spor. — Selvfølgelig var der dygtige
Momenter i begges Spil, men ingen af de to
Skikkelser »stod». Kun i Søvngængerscenen
naaede Fru Ipsen noget sublimt, hvor en
gammel, slagen Kvinde klynkende strejfer
gennem Slottets Gange.
Det andet store Dobbelt-S Carl Erik
Soya fik opført sit ene Stykke To Traade
paa Det kongelige Teater og Nr. 2 30 Aars
Henstand paa Folketeatret. Begge Piècer
danner Led i en Tetralogi, hvoraf
»Brudstykker af et Mønster», som opførtes i
Sæsonen 1940—41 paa Folketeatret (omtalt i
Ord och Bild 1941 p. 418) udgør første Del,
mens Fjerdedelen — Komedien — endnu er
uskrevet.
Alle tre Stykker opererer med en og samme
Grundidé, nemlig at Tilværelsen udgør et
Mønster, men vi har kun Oversigt over
Brudstykker af Mønstret. Meget af det, vi
oplever, kan derfor se tilfældigt ud, men det
475
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
