Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teater i København 1943—1944. Soya faar Sukces — Unge Instruktører rykker frem. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
hele Slutvirkningen. Men der findes en Rolle
i »Hjertets Renhed» til Eyvind
Johan-Svend-sen, og det berettiger Opsætningen af det.
Johan-Svendsen har paa Grund af Sygdom
og Svagheder i den sidste halve Snes Aar
styret en Zigzag-Kurs af tragisk Virkning
igennem dansk Teater. Han har ofte
kæmpet med de mest krævende Roller, men
sjældent naaet det fuldkomne. I gribende
Glimt har man af og til anet hans Storhed.
Her fandtes en Rolle, som han skulde have
Chancer for at fylde helt, for at digte selv.
Den lykkedes for ham. Han gav et
hensynsløst Billede af Forfaldet, dets Patos og dets
Latterlighed, og hans Tegning af Redningen,
baade den indre og den« ydre, hvor han
forvandler sig fra en fordrukken Børste til en
ældre bebrillet Kontorborger, var fuldendt.
For Eyvind Johan-Svendsens Skyld blev
»Hjertets Renhed» værd at se. Inge
Hvid-Møller spillede Datteren, og Rollen klædte
hende ikke særligt, men hun fandt rørende
Udtryk for den moderlige Omsorg for
Faderen og for en invalid Piges Forelskelse.
Petrine Sonne, Folketeatrets fremragende
ko-mische Alte, varierede sin faglige Type for
Gud véd hvilken Gang og satte Rekord i
Morsomhed, hvilket vil sige en Del.
Édouard Bourdets nyeste Komedie
Ægteskab handler om den unge Marianne, som
har forelsket sig i sin Søsters langt ældre
Månd Pierre, og han i hende. Hun har prøvet
at flygte fra sin Følelse, men ved Stykkets
Begyndelse vender hun tilbage efter to Aars
Ophold i Amerika og finder Forelskelsen lige
glødende. I Pierres Hus opholder sig hans
lamme Kusine Agnès, som kører i Rullestol.
Hun er den eneste, der gennemskuer
Mariannes og Pierres Følelser, og hun overtaler
Marianne til at resignere og gifte sig med
en jævnaldrende Ildtilbeder. Paa
Bryllupsaftenen lover hun Pierre ikke at give sig hen
til sin unge Husbond. Men hun kan ikke
modstaa Fristelsen og opdager, at hendes
Resignation slet ikke var saa frygtelig, og
at et godt Kammeratskab og et friskt
erotisk Forhold er en solid Basis at bygge et
Ægteskab paa. Ogsaa Pierre opgiver sine
Drømme og rejser paa Indian
summer-Bryllupsrejse med sin Kone. Alle Trængslerne
har kun været Krusninger paa Vandet og
Intriger, sat i Scene af den lamme og
intrigante og misundelige Agnès. Ægteskabets
Gudinde triumferer over Kærligheden, det er
den snusfornuftige og typisk franske Idé i
Bourdets nyeste Komedie. Et dansk
Publikum har principielt en mere sentimental
Indstilling til det Problem og holder paa
Følelsernes Førsteret. Bourdets usminkede
Materialisme skal spilles meget let og charmerende
for ikke at krænke noget i os. Danser
Begivenhederne og Replikkerne legende og fejende
hen over Scenen, saa kan det danske
Gen-nemsnitspublikum forsone sig med hans
tilsyneladende Kynisme og sluge Pillen uden
bitre Grimacer. Ellers bliver det forarget
eller forbitret.
Folketeatrets Opførelse af »Ægteskab»
hensatte imidlertid Publikum i en helt fjerde
Tilstand: det gjorde det forvirret. Her
spilledes Komediens første tre Akter indtil
Mariannes Bryllup og Bortrejse med sin unge
Månd som et tragisk Problemdrama, hvor
Personerne borede sig dybere og dybere ned
i deres Fortvivlelse, saa det forekom helt
urimeligt, at de pludselig i Fjerdeakten
allesammen uden særlige Foranstaltninger blev
reddet op igen. De sjælede og hadede og
elskede, saa man følte sig hensat til Ibsen
og Strindberg og ikke til en overfladisk
fransk Intrige-Komedie. Og paa alle disse
Trængsler bragte Sidsteakten absolut ingen
Løsning og kunde det heller ikke paa den
Maade Stykket her spilledes. Iscenesætterens
Opfattelse af »Ægteskab» fik Komedien til
at knække i to Stumper, som intet havde
med hinanden at gøre.
Grethe Holmer var hæderlig som Marianne.
Inge Hvid-Møller spillede fuldstændig forkert
den lamme Agnès som en Hadets Erinnye.
Agnès er mest af alt intrigant, ogsaa fordi
hun er Komediens deus ex machina, som
sætter Handlingen i Sving. Inge Hvid-Møller
afgav efter faa Opførelser Rollen til
Ingeborg Skov, der skabte en blid og resigneret
Agnès. Angelo Bruun lagde sig syg efter i
nogen Tid at have kreeret Pierres Rolle og
efterfulgtes af Hass Christensen, Expert i de
graa Tindingers Charme. Forestillingen
forfulgtes saaledes af indre og ydre Trængsler
nok til en rigtig Skæbnetragedie.
Vi kommer nu til den Enklave i det
københavnske Teaterliv, som hedder de
frederiksbergske Teatre.
Fru Betty Nansens lille Tempel paa
Frederiksberg Allé truedes først af en bitter
Vanskæbne som Varité, men blev derpaa
overtaget af Direktør Svend Melsing (tidl.
482
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
