Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Nogle danske Bøger. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Le li m a n n
Tom Kristensen har Ret, naar han siger,
at alle Danske kan disse jævne Strofer
udenad, og han har ogsaa fast Bund under sig,
naar han mener, at det er »dejligt at citere
dem, for det er en Kendsgerning, at disse
Ord og Sophus Clausens dybsindige Digt om
Ingeborg Stuckenberg og Johannes
Jørgensens vemodige og glødende Skildring af
hende, har gjort de to Mennesker til et lige
saa berømt Par Elskende i Danmark som
Johannes Ewald og Arendse eller Drachmann
og Edith».
Gennem månge Aar har Jørgen
Andersen, der som Skribent debuterede her i »Ord
och Bild», samlet Stof til en vægtig
Stuckenberg Biografi, og han har ikke sparet sig
nogen Møje. Hvor der var en Mulighed for at
spore noget op, har han været paa Pletten.
Hvad der var af direkte Materiale viste sig
imidlertid at være sparsomt, men til
Gengæld har han pumpet alle Stuckenbergs
nulevende Venner og Slægtninge, og han har
hentet saa meget frem ikke mindst af Breve
fra vidt forskellige Sider, at der blev Stof
nok til et stort Tobindsværk: Viggo
Stuckenberg og hans Samtid. Selv var Viggo
Stuckenberg alle sine Dage en Brevskriver ud over
det almindelige i en Tid, hvor det endnu
regnedes for en ædel Idræt at forme et Brev,
og Ingeborg Stuckenberg var i høj Grad
kunstnerisk begavet. Mærkelig har hun virket
paa alle, der kom hende nær; hendes Sind
var opfarende og lunefuldt, og hun var ikke
saa lidt eksentrisk, naar hun med voldsom
Patos røbede sine Drømme om Livet og
stillede sine Krav til det —- disse ubønhørlige
Krav, som ingen kunde honorere. Nu synes
det at virke lidt teatralsk og overspændt,
ganske som hendes Digte og Parafraser. Men
hun gjorde det allerdybeste Indtryk paa
Vennerne, der skiltes ved Johannes
Jørgensens Omvendelse til Katolicismen. Gennem
Johannes Jørgensens Breve fra disse
mærkelige og for ham saa skelsættende Aar faar man
et meget smukt Indblik i alt, som da rørte
sig i ham. Han er her ligesaa aaben som mange
Aar efter i Livslegenden. Viggo Stuckenberg
var menneskeligt forstaaende og moderat,
medens Ingeborg Stuckenberg i sin nærmest
overradikale Ortodoksi var lige saa uforsonlig
som den lille digre Falstring Sophus Clausen
var arrig og hidsig — og nød det. Om dette
nære Ungdomsvenskab med Viggo
Stuckenberg og Sophus Clausen er det Johannes
Jørgensen har skrevet dette smukke lille Digt:
Der staar tre Stjerner paa Himlen,
vi kender de Stjerner saa vel.
Vi var tre Venner paa Jorden,
som havde ét Sind og én Sjæl.
End staar de tre Stjerner deroppe,
jeg kender dem godt igen.
Men ser jeg mig om hernede,
da er jeg ene igen.
Der stod tre Stjerner paa Himlen,
og evigt paa Himlen de staa.
Men to af os tre er døde,
den tredje er gammel og graa.
Da hver gik til sit, ødelagdes meget af
Værdi, men Venskabet havde sat dybe Spor i
den danske Litteratur — uden denne
Treklang vilde den i Dag være berøvet noget af
den Tone, der taler saa intimt til hver enkelt
Dansker.
Brevene, de forlængst udgivne Romaner
og Digte viser med en slaaende Enstemmighed,
at Viggo Stuckenberg selv har villet danne
og sprede de Frasagn og Myter om hans
Ægteskab, som nu har givet Samtalestof til det
litterære Danmark i mere end et halvt
Aarhundrede. Alle mulige Rygter og Postulater
har været fremsat. Nu er det Sandheden
Jørgen Andersen vil have frem, og med
Nænsomhed og Pietet behandler han det
vanskelige Emne med streng Konsekvens. Med stor
Varsomhed gennemgaar Jørgen Andersen
Brevene og Romanerne, og man fornemmer,
hvor forskrækket han kan blive ved at være
næsten Vidne til de store Scener i
Stuckenbergs Hjem. Gik Bølgerne højt sparede
Ingeborg Stuckenberg ikke paa Krudtet men
fyrede af med en Furies Temperament. Det
gjorde altid et stærkt Indtryk paa den
mandige men milde Viggo Stuckenberg, som ikke
kendte til andet dulmende Middel end
Digtning. For Jørgen Andersen har det været
en Opgave ved Gennemgangen af
Stuckenbergs Produktion at opspore de personlige
Oplevelser, der ligger bagved. Nu og da kan
man have Lov til at sætte et Spørgsmaalstegn
ved de Resultater, Jørgen Andersen fastslaar
som værende Kendsgerninger, men han har
Ret i, at Ingeborg Stuckenberg er med i og
over alt. Det samme hævdede altid
Litteraturkritikeren C. E. Jensen, der var en nær Ven
af Stuckenberg og hans Kreds, og som har
skrevet om dem allesammen i sin nu
klassiske Bog »Vore Dages Digtere» og vel nok
har anmeldt alt, hvad der er kommet fra
Stuckenbergs Pen. Derfor havde en Analyse
40
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
