Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Glimt af Bellmans Stockholm. Af Christian Elling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Elling
Orkesterstykke —, det sagtner, dør hen i
Regndryp, afbrudt af en enkelt smækkende
Port, og ender i Tavshed med tomme
Gader under Maanelys og sejlende Skyer.
Ogsaa i Koloritten finder vi stærke
Vexelvirkningen Bellmans snævre By paa
Holmen trives bedst i Clairobscur. Men dette
brydes ofte af heftige atmosfæriske
Effekter. Som sin samtidige, Malerpoeten
Francesco Guardi i Venedig, dyrker
Præromantikeren Bellman de fænomenale
Belysninger. Han ynder at give sin elskede By
en Glorie af Maaneskin, af Ildebrandsskær
eller af flammende Lynild. Det dynamiske
hos Bellman, de voldsamme Spring i
Registeret fra sort til gyldent, fra bundfrossen
Vemod til jublende Fryd, er i levende
Kontakt med den dramatiske Barokby, der
var Rammen om hans Liv.
Udenfor Stadens Kerne kunde den
pastorale Lyrik finde sig hjemme, i det daarende
nordiske Landskab paa Djurgården og
Brunnsviken. Og Södermalm (hvor
Bellman fødtes) havde Banlien’ets poetisk
pirrende Stemning af Forfald og
Nybyggeri i Flæng. Som andre Turister har
ogsaa jeg søgt den Bellmanske Stemning
paa disse Steder. Dog, helst ser jeg
Skjaldens Skikkelse foran Gamla Riksbankens
Front.
2.
Lad os da gaa over til gode
kunsthistoriske Realiteter, faa Dokumenter frem. En
Opfordring til at skrive et Stykke i dette
hæderkronede Tidsskrift førte strax mine
Tanker til Gustafs og Bellmans Stockholm.
De søgte omkring, gik fra Minde til Minde.
Helst vilde jeg dog saa at sige lægge et
Visitkort i det yderste Forgemak som
Historiker, i al Beskedenhed præsentere et
enkelt Bidrag hernede fra til Emnets
Kulturhistorie. Men med kort Frist formaar jeg
blot at byde paa et par Smaasager.
Først maa jeg gribe den Ting, der er mig
nærmest, en Tegning af Jean Erik Rehn.
Den hænger paa min Væg. Man skal ikke
rose sit eget; jo mere jeg ser paa den,
finder jeg dog, at den godt kunde have
fundet en Krog paa Udstillingen »Fem stora
Gustavianer», hvor Rhen var saa rigt
repræsenteret, at dømme efter Katalogen.
Tegningen, laveret med Sepia, er paa
Bagsiden angivet som et Portræt af
»Borgemester Ullman, 1748». Paaskriften er ny,
men maa antagelig enten reproducere en
ældre, nu fjernet, eller bygge paa en
mundtlig Tradition. Om den portrætterede Herre
virkelig er identisk med den mig ukendte
Borgmester Ullman, har jeg ingen
Mulighed for at kontrollere, men jeg tror det paa
Forhaand gerne, det er en Skikkelse af
megen pondus. Unægtelig vilde jeg vide
noget om ham og hans eventuelle Forhold
til Rehn. Dateringen 1748 holder
formodentlig Stik. I saa Fald er Tegningen blevet
udført, medens Bellman legede som en
lille Dreng paa Södermalm, og dens
Relation til Skjaldens Verden kan saaledes
siges at være noget spinkel. Men rent
bortset fra, at Borgmesteren forhaabentlig
har levet mangen god Dag, efter at Rehn
tegnede ham, tør denne Gubbe med sin
vældige Luth i Favnen nok i det mindste
kaldes en præbellmansk Figur af reneste
Art. Hvor er Interiøret dog rent og ædelt
i en Tegning som denne. Et simpelt Rum
skabt omkring et Bord og en Stol, med
Lyset faldende ind fra et skjult Vindue, —
Bordet, det trofaste Rokokobord, der
tjener alskens Hjemmesyssel og rummer
Skrivetøj, Papir, Dagliglivets
Fornødenheder for Pennens Månd i sine Skuffer.
Ved et saadant Bord sidder Rehn selv og
tegner paa et Selvportræt (Tuschlavering)
i Norrköpings Stadsmuseum. Maatte denne
straalende Artist snart faa den Monografi,
han saa højlig har Krav paa. Der kunde
rigtignok skrives en charmant lille Bog
om ham blot som Kronikør; han er visselig
mere fængslende og levende end den brave
Hilleström.
110
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
