Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Nis Petersens Lyrik. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nis Petersens Lyrik
Min barndoms land — mit dyre land
— om al min skam du ved.
Hvor ofte jeg på fremmed strand
gik frem i ingens ed.
Nu er din ære atter min
og mit dit nederlag.
Fra denne dag din ros min vin
din puls mit hjerteslag.
Fra Fætteren i Vedersø lød de samme Toner.
Slægtskabet bekræftedes. Ogsaa det større.
Begge var de Danskere til Marven. Men ingen
af dem forundtes det at opleve Forløsningen.
Med Mellemrum foretog Nis Petersen
hastige Afstikkere til København. Men
efterhaanden blev de sjældnere. Han havde rejst
nok.
Den sidste Gang, Nis Petersen sammen med
sin Hustru rejste fra Hovedstaden og hjem
til Laven var St. Hansaftensdag 1942.
Undervejs saa han hele Tiden paa sit Armbaandsur
og konstaterede, at nu var der tre, nu to, nu
kun en halv Time, til de var hjemme. Paa
Hotellet ved Stationen var der St. Hansfest,
og man önskede meget, at Digteren vilde blive
og deltage. Faa fyldte som han i et festligt
Lag. Han, den splittede og forpinte,
udstraa-lede Varme og Lys til sine Omgivelser. Han
kunde fortælle og havde noget at fortælle
om. Han var selve Eventyret, som havde
kastet Anker midt i Borgerligheden. — Men
den Aften undslog han sig og ilede med
Stormskridt op ad Bakken mod det lille
Hus, hvor han omsider havde fundet et Hjem
og var faldet til Ro.
Sidst paa Sommeren begyndte Nis
Petersen at klage over Træthed, som tog til
Efteraaret igennem. Men endnu i Julen, hvor han,
mod sin Vane, var den første, der brød op fra
et Selskab, vidste han ikke, hvor gält det i
Virkeligheden stod til med ham. Han holdt
af at citere sin irske Forlæggers Ord: »Mr.
Petersen, you have a constitution like a horse.»
Men en Aften i Januar blev han tvunget i
Seng med høj Feber. Efter nogen Tids
Observation blev han indlagt paa Kjellerup
Sygehus, hvorfra han efter eget Ønske snart
sendtes hjem, da Sygdommen var haabløs. Han
havde Kræft i Bughinden. Han kunde være
udskrevet en Dag førend beregnet, men
ræsonnerede som saa: »Nu gaar min Kone nok
derhjemme og har travlt, for at der kan være
fint til i Morgen. Saa vilde det næsten være
Synd.» En lille Retouche i Billedet af en
Månd, der tit blev opfattet som hensynsløs.
Han levede endnu seksten Dage og førte en
heroisk Kamp mod Døden. Hver Dag vilde
han op og ind i sin Stol i Solen. Foraaret kom
tidligt det Aar. Han glædede sig over hvert
Tegn, men var samtidig klar over, at han ikke
kom til at leve den fagre Aarstid til Ende.
»Men jeg skal nok gøre mit bedste», føjede
han til for at trøste sin Hustru. Begge to
kæmpede de tappert for at skjule for
hinanden, hvor slemt det slog til. En Dag havde
den dødssyge Månd spredt Knappenaale paa
Gulvet og øvede sine Kræfter paa at samle
dem op. Men Modløsheden kom ogsaa over
ham, og han kunde sige: »Hvis jeg ikke faar
Lov at gøre mit store Arbejde (o:
Fortsættelsen af »Sandalmagernes Gade») færdigt,
bryder jeg mig ikke om at leve.» Han var fuld
af Ømhed mod »Liser», saadan kaldte han sin
Hustru. Han havde saa meget at skulle have
sagt hende Tak for. Ved en saadan Lejlighed
sagde han engang »Det kan lyde saa fattigt
bare at sige det. Men hvad vi siger til hinanden
i de her Dage, er der Alvor bag. Det betyder
noget. Ja, det betyder meget.» Men saa kunde
han ogsaa bryde af, naar hun saa hans
Hjælpeløshed, med et brysk: »Skrup saa ud i dit
Køkken, Kælling!» Usentimental og
mandfolkeagtig var han alle Dage.
D. 9. Marts døde Nis Petersen. Han havde
selv forinden bestemt det fornødne om
Begravelsen. Alt skulde ske i den dybeste Stilhed.
Ingen Præst maatte medvirke. Der skulde blot
bedes et Fadervor og den lille Salme
»Sølvsnoren brister dog engång» synges. Han havde
hørt den ved Aftensangen paa Sygehuset. Og
saa havde han bedt om Violer.
Vil man eftersøge de dybeste Motiver til
Nis Petersens mærkelige Digtning er det ikke
uvigtigt at gøre opmærksom paa hans
Indlæg i en Diskussion om Udødelighed med den
farende Kollega Hans Th. Jørgensen, som
denne har meddelt i sin Bog. Han spørger
Digteren, om han tror paa et Liv efter dette
og faar Svaret: »Vel ikke paa et personligt
Liv. Men muligt er det, at der findes en
upersonlig Tilværelsesform.» Og efter en Pause:
»Hvis jeg var overbevist om, at der slet intet
Liv var efter dette, vilde jeg ikke tage Hensyn
til nogen eller noget.» Kammeraten forsøger
en Indvending, men afbrydes med: »Nej, jeg
vilde absolut intet Hensyn tage.» Hermed
stemmer ogsaa, at Nis Petersen, paa
Spørgsmaalet, hvad han vilde skrive om, hvis han
bestemte sig til at deltage i Gyldendals
Romankonkurrence i 1922, svarer: »Om en Ky-
301
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
