Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Nis Petersens Lyrik. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nis Petersens Lyrik
Visse lag af folkeopdragere har for stor tilbøjelighed
for den afgørelse, at »sora så ofte før ligger sandheden
midt imellem». Det er absolut ikke nogen passion lios
sandheden at ligge paa stokken mellem sengene.
Men det er svært at være Menneske paa de
Vilkaar. Jo dybere Digteren følte, at han
sänk, jo højere fæstnede han Idealerne. Hans
Liv og Digtning foregik mellem disse to
Grænser. Den store Fortvivlelse, naar det
gik nedad (»Galgen») og den jublende Befrielse,
naar han steg (»Hjemme igen ved forårstide»).
Som Ledefyr ved Vejen nævner han »en
Moders Hjerte» og »de smaa Børns Smil». De
rummer Trøst og Anklage. I de ene tilfælde
er det en Søn, der myrder sin Mor og haster
til sin Pige med Hjertet, der var Prisen for
hendes Gunst. »Han løb og snublede og løb
og faldt.» Og denne er Pointen:
Da drengen faldt,
og han i faldet slængte
sin byrde fra sig, lød der tyste ord
— de kom fra hjertet på den sorte jord.
De lød, som sukkede en brusten streng:
— Sig — slog du dig, min egen, stakkels dreng?
I det andet Tilfælde er det Europa, der
udklækker de smaa Børn til Døden i Krig. Og
de smaa Børn kommer til Digteren og lægger
deres Hænder paa hans Knæ, og deres Øjne
spørger forundret: »—■ Hvorfor er du vred pa
os? / ■—■ hvarför har du den kniv i hånden?»
Og han, der vaander sig i Smerte,
mobiliserer dem, der for Alvor kan bede, ikke
Vanebønner, men skrige til den Almægtige om at
udslette Menneskene af den Jord, som de har
misrøgtet.
Men om dette ikke er muligt
— så lad de små børn forbarme sig over os
— lad dem låne os af deres renheds
og uskyldigheds rigdom
— en skærv til tæremønt af deres øjnes sandhed
— og giv os din fred.
Det var Nis Petersen givet fremfor mange
at kunne slutte et Digt. Han ejede Poesiens
dybe Aandedrag. Han tabte sjældent Vejret
naar han skrev. Vejen fra Undfangelse til
Fuldendelse føles tilbagelagt i et Stræk. Han
havde alle Betingelser for at skrive Oder og
gjorde det ogsaa paa sin Façon.
Nysnævnte Digt, »Brændende Europa»,
udvalgte N. P. til Antologien »Mit bedste Digt»,
som han ogsaa har forsynet med et Forord
om Poesiens Herlighed. Maatte den hjælpe
mange »til den flugt fra virkeligheden, der
kun er første etape paa flugten ind i livet . . .
det egentlige, det reelle liv».
Man kan godt billige dette Valg men
samtidig hævde, at flere andre Digte kunde have
fortjent denne Udmærkelse. I Særdeleshed
»Da seeren tav», der vil blive staaende som
et Monument over Nis Petersens Lyrik som
over nyere dansk Digtning. I dyb
Menneskelighed og ærlig Selvransagelse, vil det
vanskeligt overgaas. I strenge, knappe Linier med
islæt af Ordsprog og gammel gnomisk Poesi
gør Digteren op med sig selv og de andre som
fejlede, forkynder »grov lovs sandhed» og »den
gode Guds løfte», som er »sort brød og
velsignet sult/ og træthed til nattens blund/ —
tidlig regn og sildig regn/ til sols børn og
de slette/ samt værn for nøgenhed.»
Digtet blev til i den første Periode af
Harmoni, da N. P. var blevet en fastboende i
Laven. Det mærkes. Slutningen, hvor Guds
Formaning lyder, er uovertruffen i Højhed og
Skønhed:
Hold hus med hjertet, jeg gav jer med
— om grå eller lyse dage.
I fik det rent som et stjernedryp
spildt på en natblå sky.
Men den eneste ting forlanger jeg:
rent vil jeg ha’ det tilbage,
den dag vi ses påny.
Nis Petersen og Johannes Ewald er
beslægtede Aander i dansk Litteratur. Deres Liv
illustrerer den gamle Sandhed, at Aanden er
redebon, men Kødet er skrøbeligt. De forstod
ikke at leve, men derimod at skrive. For at
udholde Tilværelsen hengav de sig til
Excesser og øvede Kunster med Kvinder og
Flasker, hvorunder deres kranke Lykke led
yderligere Skaar og deres borgerlige
Bestemmelse Afdrift.
Det er hændt en kurer, han begyndte
sin færd som en frydefuld fest
og nåede på trævlede fødder
sit mål, skønt han started’ til hest.
Det er hændt, han fik følge på færden
— vi ved, der er mange slags følge! —
og misted’ det segltunge brevskab,
han gemte bag vams og bag vest.
Det sker vel, at sangeren segner
— det hænder, han glemmer sin ed.
Des klarere lyser mindet
om den, der usvigelig red.
Jeg trygler dig — Gud over Guder —
lad ildsøjlen gløde om natten
og støvstøtten kalde ved middag
at vejvise sangerens fjed.
(»Sangeren»)
Begge er de at ligne ved unge Ørne, som er
faldet ud af Reden. Ewalds Billede paa hans
egen Situation i »Ode til Sjælen».
303
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
