Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Jens Juel. Af Leo Swane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Juel
Høyen fortæller i et foredrag i 1859, at
han i sin ungdom har kendt teologen Christian
Bastholm, som gammel, med nathuen paa
det skallede hoved.
I hans Værelse hang Juels Portræt af ham,
malet 1782; det er den friske livfulde unge Månd
med det runde Ansigt; ærlig og aaben ser han ud,
og jeg kunde endnu bestandig — der var gaaet 40
Aar — se, at det var den samme Månd, som nu
sad foran mig og talte med mig.
Saaledes fortæller fru Heiberg ogsaa om
Juels portræt av fru Gyllembourg, at hun
ved dennes begravelse havde hængt det i
stuen, hvor kisten stod, paa væggen ved
hovedgærdet.
Det yndige, smilende Udtryk i dette Billede, de
kjærlige, forstandige Øine, der skue imod Betragteren,
virkede uvilkaarligt paa Alle og borttog Dødens
Rædsel. Heiberg takkede mig og sagde: »Ja, nu
haaber jeg, at disse Træk, disse Øine paany er det
virkelige Billede af min trofaste Moder.»
Disse bemærkninger om Juels portrætters
lighed fremsættes iøvrigt uden henblik paa
den i nyere tid ofte genoptagne diskussion
om, hvorvidt det er en fordel at et portræt
ligner eller ikke er det. Vi har kun villet
fastslaa, at Juels portrætter gennemgaaende
har gjort det — og vi kunde jo ogsaa gerne
tilføje, at naar der fx. af Abildgaard kun findes
et enkelt malet portræt som betyder noget,
som virkelig lader os se mandens træk og
hans sind afspejlet i dem, saa er vi endnu
Juel taknemmelig for at han saaledes har
overleveret os et dokument, som vi meget
nødigt vilde undvære.
Men det er ikke alene som en god venlig
psykolog at Juel i disse ungdomsaar vinder
laurbær. Den hurtighed hvormed han
samtidig vinder frem rent kunstnerisk, er aldeles
forbavsende. I løbet af ganske faa aar naaer
han til en beherskelse af billedkompositionen,
som endnu ikke fandtes i de helt tidlige
billeder; figuren fylder billedfeltet blødt og
naturligt ud, den faar de rette dimensioner
i forhold til fladen, og bevægelser, der
harmonerer med helheden, mens der i de tidligste
billeder af ham kunde være noget abrupt,
vilkaarligt. Naar man i tanken sammenstiller
det tidlige arbejde af oberst Gautier og
hustru med det faa aar senere malte
dobbeltportræt af grev Reventlow og hans kone ser
man hele udviklingen til beherskelse af det
rytmiske. Og dog var det netop paa det
punkt Juel forbeholdt endnu i de seneste aar
af hans liv at gøre vigtige landvindinger, det
S elvportræt. C. 1764.
Statens Museum for Kunst, København.
bedste bevis paa at hans udvikling ikke var
gaaet i staa, at han tværtimod evnede at
forny sig selv og sin kunst.
Men hvad han saa end har gjort i de
senere aar, fordunkler det aldrig i det rent
koloristiske arbejderne fra før den store rejse.
Man tænke paa billedet fra 1768 i Ribe
Stiftsmuseum af den unge månd i halvfigur,
med den milde røde frakke og det følsomt
malte ansigt, eller portrættet fra omtrent
samme tid af hof signetstikker Ahron
Jacobsen, mere blankt, lidt haardere i
farvestof og belysning, men straalende i det
koloristiske, eller det fremragende portræt af en
dame i blegrødt, med en vifte, som findes i
Kunstmuseet og er et rent mesterværk i
farvens behandling, i billedets mageløse
opbygning i elegante spidse vinkler — ligesom
nogle af Pilos senere portrætter — og ogsaa
i den mesterlige gengivelse af ansigtets
ka-raktér. Mange andre billeder kunde nævnes,
men en opregning er jo ikke af stor værdi.
En ting bør imidlertid endnu fremhæves,
naar vi taler om denne periode i Juels kunst,
det er den store sikkerhed i plastisk form,
som fra nu af bliver et kendemærke for
hans kunst. Atter i dette leder hans eminente
naturbegavelse ham uden tilsyneladende van-
349
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
