- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtiofjärde årgången. 1945 /
350

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Jens Juel. Af Leo Swane

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Leo S w an e

skelighed til det rigtige. Enten det er et
brystbillede eller en større figur, maaske et
gruppebillede, han maler, har han den fødte
kompositørs evne til at beherske den plastiske
form, lade os mærke figurens runding, gøre
en forkortning overbevisende. Hans hoveder
sidder rigtigt paa kroppen, de drejer sig som
de skal, en figur, der er i mere eller mindre
profil, føles ikke énarmet af den grund. Det
lyder maaske lidt flovt at fremhæve dette,
men i virkeligheden er det et saare
værdifuldt udtryk for hans mageløse rytmiske
fornemmelse og man tro ikke, at dette hører
til haandværket alene. Mange portrætmalere
har haardt savnef denne fødte sikkerhed, den
var fx. ikke Julius Paulsens stærke side, den
var i høj grad heller ikke C. A. Jensens.
Baade Købke og Constantin Hansen derimod
havde meget af Juels plastiske følelse og
blev vel derfor ogsaa 1800-aarenes bedste
portrætmalere hos os, sammen med deres
lærer Eckersberg.

Paa det lille selvportræt fra 1766, som er
i Kunstakademiets eje, sidder Juel foran
staffeliet og maler paa et billede af en
Andro-meda-figur eller et lignende motiv. Maaske
har den unge knøs endnu haft planer om at
blive det fineste af alt, en rigtig
historiemaler. Men han har aabenbart snart helt
givet sig portrættet i vold. Imidlertid maatte
han dog lægge an paa at vinde den store
guldmedaille ved en komposition for at
opnaa understøttelsen til den store rejse, der
ansaas for det nødvendige afsluttende led i
kunstnerens uddannelse — en opfattelse, der
desværre ikke længere er gældende i samme
grad. I 1767 havde han vundet den lille
guldmedaille, men først 4 aar efter, i 1771, vandt
han den store. Det er den eneste gang i
Juels karriere, da tempoet er langsomt; han
søgte da ogsaa men forgæves at skyde en
genvej, idet han i slutningen af 1769 skrev
en ansøgning til kongen om
rejseunderstøttelse. Den 24-aarige skriver i dette
morsomme dokument, at han fra sin ungdom af
har haft og har en særdeles lyst og
inclina-tion til skildrekunsten. Medens han har
gaaet paa Akademiet har han haft »den
Lycke at giøre saadan Progress, at ieg har
været benaadet med at afskildre saavel
Hendes Majestet vores allern. regierende
Dronning som og adskillige høye Herskaber ved
Ds. kgl. Maj. Hof». Han haaber da at
faa en understøttelse »for nu udi denne
Science, hvortil ieg af Forsiunet er forundt

Genie, end mere at perfectionere mig» — og
det med det samme, da jeg, skriver han,
»ickun er 25 aar gammel som den bæste Tiid
at lære udi, da Ungdoms Vaar giver Lyst,
Drift og Nemme». Tonen er, ser man, ikke
særdeles beskeden; man har i det hele taget
det indtryk at Juel, uden prål, var sig sit
værd bevidst. Det bør dog erindres at ordet
geni som han bruger om sig selv, ikke paa
den tid havde det præg af det ganske
exceptionelle som nu om dage.

Der var imidlertid flere andre, der stod
for tur til udenlandsrejsen og Juel kunde
have ventet længe paa sin hvis han ikke havde
faaet private velyndere til at skyde penge
sammen til rejsen. En af dem, A. G. Moltke,
gav saaledes tyve rigsdaler i tre aar, hvad
der foranledigede Juel til den sjældne
handling at skrive et takkebrev til ham. Det var
i September 1772 og engang i det følgende
aar er han kommet til Rom, som var rejsens
første maal. Man kan nok undre sig over at
han ikke først og fremmest søgte til Paris,
men baade i ansøgningen fra 1769 og i
brevet til Moltke 1772 taler han om sin hensigt
at gaa til Italien. Det er den nye tids parole,
som ogsaa han følger, formodentlig efter
andres raad. Hvad Italien kom til at betyde
for ham kan vi ikke direkte paavise, skønt
han dog blev dernede lige til 1776. Vi
kender kun ét billede, som notorisk er fra Rom,
nemlig det af dværgen Bajocco, hvis kraftige
pensel man maaske ikke med urette har
tilskrevet paavirkning fra Abildgaard; ogsaa
portrættet af denne paastaas malet i Rom,
efter min mening afgjort med urette; det er
sikkert nogle aar tidligere. Naturligvis er
der ikke noget mærkeligt i at Juel især har
brugt tiden til at se sig om; naar vi
imidlertid tænker paa hans produktive evne og hans
trang til at male og erindrer, at han under
det faa maaneder lange ophold i Paris, der
fulgte efter, malede forskellige portrætter —
skønt tiden her i sandhed var knap — saa
er det overmaade usandsynligt, at der ikke
skulde have existeret en række romerske
billeder fra hans haand. Det højst
ejendommelige og i hans produktion enestaaende
malerportræt, som vi for nogle aar siden erhvervede
til Kunstmuseet fra London, kunde komme
i betragtning, fordi det har en saa pompøs
og kraftig karaktér, men der er maaske noget
som tyder paa, at det kunde være malet
allerede paa nedrejsen, i Tyskland eller Wien.

Men hvad nu opholdet i Rom har givet

350

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:10:18 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1945/0394.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free