- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtiofjärde årgången. 1945 /
354

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Jens Juel. Af Leo Swane

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Leo S w an e

arbejder; det er liok sjældent at han har
gjort saadanne forberedelser til de
almindelige medaillon-portrætter, dem har han
nøjedes med at ridse op paa selve lærredet.
Staar han derimod overfor et lidt mere
usædvanligt motiv, et helfigurs portræt eller
lignende, griber han sommetider kridtet —
bruger maaske ogsaa et par kridt i forskellig
farve, den af Italienere og Franskmænd
udarbejdede skønne teknik — for at gøre et
detailstudie, af en haand, en fod, en del af
dragten. Saadanne studier udfører han med
legende let haand og usvigelig ynde.

Men de interessanteste og skønneste af alle
hans tegninger er dog de egentlige
komposi-tionsudkast fra den sidste halve snes aar af
hans liv, studier, som er udført før eller
samtidig med de malede, som vi har omtalt.
Ogsaa i dem viser sig opfattelsens og
haandens sikkerhed og en sjælden evne til
umiddelbart at føre indtrykkene over i et fuldendt
musikalsk sprog. Deri har vi kernen i Juels
kunst, den utvungne enkle udformning af de
artistiske værdier. Der er fx. en række
arbejdstegninger fra c. 1792 til Galleriets lille
dobbeltportræt af ham selv og hans kone,
dette næsten for fint og delikat gennemførte
arbejde. Nogle af studierne dertil er derimod
ganske storslaaede i karakteren, især ét der er
udført med hvidt kridt paa blaat papir; det
faar os til at tænke paa det skønne
reliefudkast af Thorvaldsen med kridt paa
skifertavlen, som endnu opbevares paa
Thorvaldsens museum. Der er udkast til andre
gruppebilleder, med yndefulde bevægelser af arme
og hænder, der lægger en graciøs guirlande
gennem og om gruppen. Var der ikke andet
bevis for at Juel i disse sidste aar paa ingen
maade var stagneret, saa vilde denne skat
af tegninger være nok til at slaa det fast.

Man har ikke saa sjældent sat de to
betydeligste danske malere fra 1700-aarenes
slutning, Abildgaard og Juel, op mod
hinanden som kontraster, for derved at accentuere
det aabne, livsglade hos Juel, det
tankefyldte og spekulative hos Abildgaard. Allerede
den begavede August Hennings har denne
antitese, i hans dagbog fra 1802 sætter han
den saa skarpt op som muligt naar han siger,
at Juel har en saare indsmigrende pensel. Hvor
lykkelig, tænker man naar man ser hans
billeder, maa udøvelsen af kunsten dog gøre
den månd! Hvor har den maler det dog
besværligt, udbryder man, naar man ser
Abildgaards arbejder. Hennings’ opfattelse,

for saa vidt Abildgaard angaar, deler
nutiden ikke, den forstaar at ogsaa han var født
med en kunstners temperament og havde en
malers glæde ved arbejdet. Men ingen vil
indvende noget mod Hennings’ karakteristik
af Juel. Det uopstyltede, umiddelbare i hans
kunst giver den endnu en tone af noget
fortroligt for os, vi mærker vel i den en vis
jævnhed eller naturlighed, som vi vil opfatte
som dansk og som vi maaske efterhaanden i
altfor høj grad har gjort til vor livfarve.
Det vilde være rimeligt engang at fastslaa,
at der dog er adskilligt i Juels og Abildgaards
kunst, som viser indre slægtskab mellem de
to og fjerner dem fra vor tid og dens
opfattelse; des mere gavn har vi af at fordybe
os i deres kunst. Der er, for at tage noget
konkret, i Abildgaards billede af Anakreon
og Amor eller i Juels portræt paa
Kunstmuseet af fru Hage, der sidder ved vinduet,
hensunken i tanker, en helhed og en dybde
i den kunstneriske gennemførelse, som ikke
er almindelig i nutidens danske kunst. De
to gamle malere er gaaet til bunds i det
menneskelige, det stemningsbevægede, men
paa en saadan maade, at hver tøddel af det
er blevet indsmeltet i formen, i det
kunstneriske. Vi oplever i nutiden de voldsomste
udslag i modsatte retninger, en extrem
romantisk expressionisme og til den anden side
en abstrakt kunst, der rigtignok kun paa
fransk jordbund har naaet den musikalske
renhed og mættethed, der gør dens hensigt
helt forstaaelig og vel ogsaa giver den en vis
berettigelse. Men dejligt er det efter disse
voldsomme stemmer igen at lytte til de
mærkeligt dybe harmonier, som kommer til
os fra Juels og Abildgaards kunst. Vi lytter
til dem, ikke alene fordi de er indsmigrende,
men fordi de bringer os bud om en kultur,
som nu er os fjern, men som vi dog ikke
synes at kunne undvære. Hvad vi ser i deres
kunst, med dens menneskelige indhold og
oplevelse, men ogsaa med dens gennemførte
artistiske holdning, dens stil i detailler og
helhed, er det samme, som paa anden maade
kommer til os fra tiden, gennem Ewalds
vidunderlige prosa i levnedsbogen, gennem
Hartman Beekens lille sjælfulde gruppe af
Adam og Eva. Da det kgl. teater fornylig
genoptog Oehlenschlægers tragedie Kjartan
og Gudrun, fik vi af førende kritikere at
vide, at denne tale var forældet, den havde
intet bud til os. Enhver kan søge det han
vil i fortiden og lade ligge, hvad der ikke

354

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:10:18 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1945/0398.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free