Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1944—45. Wilde og Soya — Unge Instruktører. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
arvet, andet end et Snyltemenneske. En stor
Mængde Forretningsfolk — Direktører,
Grosserer, Butiksindehavere og lignende ■—• er
Övergångsformer mellem Snylterne og de
producerende. Noget Arbejde udretter de naturligvis;
men alt for lidt, især naar man tager deres
Indtægter og Forbrug i Betragtning. Alle de
Kunstnere, der — blottede for Personlighed og
Overbevisning — kun tænker paa at
imødekomme Publikums Smag for at tjene det mest
mulige, er heller ikke andet end Snyltere. Og
rene Parasitter er alle Tyveknægte, Alfonser,
Revydirektorer, Plattenslagere, fraskilte Koner
og prostituerede.
Denne Salve, saa typisk soyask i sine
burleske Overdrivelser, og andre lignende var
strøget i Det kgl.s Opførelse. Paa Linie
hermed havde Iscenesætteren kursiveret de
psykologiske Momenter i Soyas Skuespil. Det
blev et Drama om en »interessant»
Aager-karletype mere end et Angreb paa Samfundets
Snyltere. Student Johannes’ Brandtale var
skrumpet saa stærkt ind, at han næsten føltes
som et fuldstændigt overflødigt
Blindtarms-appendix i Stykket. Det luede nu ikke mere
som en flammende Oprørsprædiken, en
brændende Anklage mod Udbyttere og Udsugere,
et Aktorat, som ikke vilde savne Aktualitet i
Øjeblikket. Facit blev, at den bidske Ulv gav
Pote. »Parasitterne» kom ikke rigtig ved. Da
Fanden blev gammel, gik han i Kloster. Soya
kom paa Det kgl. og fik Hugtænderne trukket
ud.
Soyas Tegning af Mægler Gruesen er iøvrigt
baade blodrig og dramatisk. Naar den
alligevel ikke fængslede psykologisk, skyldes det,
at hans Fremstiller Johannes Meyer svigtede.
Soyas grumme Parasit var forvandlet til en
Lommebedrager, en Forstadssvindler i det
lille Format. Han jappede rundt i sine Tøfler
med hængende Buksebag og såå saa sølle og
forsumpet ud, at man tænkte: han kan ikke
slaa ihjel. Han viste ikke farlige hvide Tænder,
hverken til Bid eller til Smil. Det var ikke
den onde selv, der dukkede op fra en grusom
og barbarisk Unterwelt. Og det er dog
Meningen med ham. Meyers Svindler faldt for
skikkelig ud. Selv de minimale Brandtaler
af Johannes, som den blaa Blyant ikke havde
strøget, lød meningsløst stortalende over for
denne Miniatureforbryder. Hele Stykkets
Virkning svækkedes derved. Spil og Modspil
udeblev. Johannes Meyer fandt slet ikke
Udtryk for den Ondskabens Vitalitet og
Fidusmageriets Oplagthed, som lever i Mægler
Gruesen, en Ribbentrop i det smaa,
Smaa-borgerens farlige Udviklingsmuligheder.
Gruesen er langt mere kompliceret end Meyer
gjorde ham til.
Tendensen var gaaet fløjten, psykologisk
formaaede »Parasitterne» ikke at fængsle,
Johannes Meyer slog ikke til •—- een
fremragende Præstation bød Opførelsen dog paa:
Clara Pontoppidans forpjuskede aandssvage
Fru Gruesen, der pilede sidelæns afsted mellem
Køkkendør og Entrédør- som en sindssyg
gennem en Sygestue.
Af Leck Fischer opførte Det kgl. Enakteren
»De røde Tjørne» (trykt i »Fem Hørespil», 1944,
Nyt Nordisk Forlag). Den handler om en ung
Pilot, der pludselig bliver beordret bort paa
en farlig Flyvetur paa hans unge Hustrus og
hans fælles Festaften. Akten er saa kort, at
den knap naar at fremkalde nogen Stemning.
Det, de to Mennesker siger til hinanden,
mangler, som saa ofte hos Leck Fischer,
fuldstændig Særpræg. Der lyser ingen Farver i
disse Sværme af Ord. De lyder smukt og fint
og rørende. Men man skulde sidde tilbage
med en Følelse af disse Tiders Tragik i sig:
unge elskende, som skilles, for aldrig mer at
ses. Men noget saadant forløstes ikke i
Tilskuernes Sjæle. Det blev blot til noget smukt
og fint og rørende -— og kedeligt.
Ebbe Röde og Bodil Kjer spillede de to
Roller, enkelt, dæmpet, Ordene lød saa sande,
som det var muligt.
Balletten mødte op med Genindstuderinger
af bl. a. Napoli og Sylfiden af Bournonville.
Den sidste var meget uhensigtsmæssigt besat.
Den kongelige Ballet begynder at faa Mangel
paa romantiske Dansere. Af Nyheder kan
nævnes Balletmester Harald Landers egen
»Quasi una fantasia» til Beethovens Sonate i
cis moll. Denne Ballet og Genoptagelsen af
Børge Ralovs »Den evige Trio» og hans
»Pas-siones» kan give Anledning til nogle triste
Betragtninger over den manglende Kontakt
mellem Det Kongeliges Ballet og danske
Digtere. Balletfolkene konstruerer selv nogle
banale Floskelhistorier sammen som
Handling i deres Balletter. Beethoven-Balletten
serverede f. Eks. en slem Omgang teatralsk
Forlorenhed. Mening og Indhold og Udtryk
var saa sprukken i Glassuren, at det laa under
Teatrets Niveau at spille den. Kjeld Abell
synes at være den eneste danske Forfatter,
der interesserer sig for Dansens Muse; men
472
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
