Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1944—45. Wilde og Soya — Unge Instruktører. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teat er s æs onen i København 1944 — 45
den anden fyger over Brædderne og lige ind
i 1945’s Publikum.
Leck Fischers »Moderhjertet» stod dernæst
paa Plakaten, en virkningsfuld Folkekomedie,
et Spøgelsestogt af forført ung Pige, uægte
Barn, oprigtig og skurkagtig Elsker,
Ravnemoder og Moder med Hjerte, den store onde
By og den lille gode By og mange flere
Gengangere fra Casino-Komedierne,
Underhold-ningsromanerne og Novellefabrikkerne. Men
Leck Fischer, hvis Replikkunst ellers plejer
at være saa ensformig som Roskilde Landevej,
viste sig i »Moderhjertet» i Besiddelse af et
helt Soyask Lydoptagelsesapparat for
karakteristiske og levende Replikker. Stykket tog
sig ligefrem frodigt ud derved.
De bedste Mundfulde tilfaldt det hans
altdominerende Hovedperson, Fru Ingeborg, at
sige, og Maria Garland afleverede dem med
Applomb. Rollen er taknemlig, men fik i
hendes Gengivelse baade Hjerte og Metier,
en forpjusket, kaglende Skrukhøne, der
forsvarer sin Adoptivkylling med Næb og Klør.
Typen er god og ny, det eneste nye i
»Moderhjertet»: Kvinden som aldrig har født Børn,
men ejer Moderinstinkterne i al deres Vælde.
Maria Garland tegnede et Portræt af denne
Modertyran, som hævede Leck Fischers
dramatiske Husflid til Kunst. — »Moderhjertet»
har før den danske Opførelse været givet
baade i Göteborg og af Riksteatern.
Folketeatret sluttede Sæsonen med Jacques
Devals »Konvojen gaar i Morgen» (Errand
for Bernice), kendt fra Opførelsen i Stockholm.
Den danske Forestilling var svag.
Den unge Erling Schrøder forsøgte i
Riddersalen sin Lykke som Hamlet. Han har Krop
og Ansigt til den tragiske Prins af Danmark,
en slank Ynglingeskikkelse og en intensiv
Mimik — næsten for intensiv. Havde han
ogsaa Aand og Sjæl at give sin Hamlet?
Præstationen var smuk, særlig da
Forestillingen havde gaaet et Stykke Tid og lidt mudret
Uklarhed var sunket til Bunds. Erling
Schrøder har sine Manerer, af højst personlig
Oprindelse, nogle voldsomme Kropbevægelser,
voldsomme Kast med Hovedet, voldsom
Griben i Medspilleren, men de klædte ham
egentlig i denne Rolle. Nogle af de berømte
Tirader klang melodisk, og man nikkede
genkendende til Ordene; Monologen om
Vankelmodet sagde han ligefrem skønt og
gribende. Men gribende kunde dette Hamletspil
ellers ikke kaldes. Der var noget tillært over
Clara Pontoppidan som Fru
Gruesen i »Parasitterne».
Det kgl. Teater.
det, som en mekanisk Dukke, der bliver
trukket op og gør sine Bevægelser. Det var
upersonligt, tørt, men klart. Man hørte
Ordene og fik dem repeteret. Og det var jo
nok en Aften værd.
Edwin Tiemroth stod som Iscenesætter.
Han maa dog dele Æren med den store
Englænder John Guilgud, hvis blændende Hamlet
vi såå paa Kronborg for en Del Aar siden i
hans egen Opsætning. Denne berømte
Indstudering har en Beundrerinde noteret op
Scene for Scene og ladet trykke i en lille gul
Bog, med en Efterskrift af Guilgud selv,
hvori han giver en overlegen, dybsindig og
koket-ironisk Redegørelse for sin Opfattelse
af Rollen og især af dens Enkeltheder,
fortæller om Traditioner og personlige Paahit i
alle de berømte Scener. Tiemroth havde laant
sin Grundkapital i denne solide Bank, laant
med Smag og Skøn, men ikke formaaet at
give Iscenesættelsen et personligt touch, hvad
der maaske ogsaa var for meget forlangt. Men
dette Afhængighedsforhold bidrog til at
understrege det tørre og mekaniske i Opførelsen.
475
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
