Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1944—45. Wilde og Soya — Unge Instruktører. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Maria Garland som Fru Ingeborg
i »Moderhjertet».
Folketeatret.
Den virkede som en Læseprøve og ikke som
en færdig Forestilling. Men Flugt og Tempo
havde han givet sin Hamlet. Handlingen røg
afsted. Repetitionskursus uden personality!
Der kom mange og såå Forestillingen. De
søbede Begivenhederne og Ordene i sig, som
lød de for første Gang i denne Verden. Frans
G. Bengtson har engang i et Essay ironiseret
over de mange gennem Tiderne skiftende
Opfattelser af Hamletfiguren. Men der er ogsaa
en evig Hamlet, Ynglingen med det rene
Hjerte og det flammende Sind, som oplever
Omgivelsernes Ondskab haardere end det
store Flertal, føler dem saa intensivt, at han
tilsidst maa gaa til Aktion, maa handle.
Han er ikke modig og ikke handlekraftig,
men han maa . . . Mon ikke mange af de
danske unge, som under Besættelsen flokkedes
i Riddersalen for at se Hamlet, genkendte sig
selv i denne Prins af Danmark?
Næste levende Billede i Riddersalens lille
Kukkasse var Evelyn Williams »Naar Mørket
sænker sig», kendt fra Filmen med Robert
Montgomery. Her spillede Schrøder
Lystmorderen med Understregning af det infantile
hos denne baby face. Han gjorde hans Charme
nogle Grader for psykopatisk, saa det virkede
paafaldende, at ikke alle i Huset straks
gennemskuede ham. Men Præstationen var
fængslende, og »Naar Mørket sænker sig» i
Christen Juls Iscenesættelse en
Gyserfore-stilling i hæderlig Klasse.
Riddersalen fejrede Befrielsen med
Opførelsen af Axel Kiellands »Hvis et Folk vil
leve —», et Stykke dramatiseret Reportage
fra det besatte Norge, som griber ved sin
Virkelighed og Sandhed, som faar os til at
huske og knytte Næverne, straalende
Propaganda. Dets Harme og dets Vrede har holdt
det frisk, skønt det snart er nogle Aar siden
det blev skrevet og forbudt i Sverige. Erling
Schrøder havde sat den danske Version i
Scene med noget løs Haand. Asbjörn Andersen
briljerede som den rankryggede norske
Intellektuelle, især i de lynende Diskussioner
med Quisling-Præsten og med den fhv.
Wienerdreng, nu tysk Officer.
Paa Frederiksberg Teater stod efter den
aarelange Succes paa Noel Cowards
»Privatliv» »Regn» paa Programmet, en
Dramatisering af Somerset Maughams Novelle Miss
Thompson ved d’Herrer John Collen og
Clemence Randolph. Dramatisk set er »Regn»
en kedelig March paa Stedet. Maugham har
givet sin Novelle en uforglemmelig Tone af
ironisk Menneskeforagt og medmenneskelig
Tragik. Dramatiseringen derimod skriger af
Stilløshed. Den ejer ikke nogen Opfattelse af
sine Karakterer. Collens og Randolphs »Regn»
har intet med Kunst at gøre.
Iscenesættelse: John Price, som sædvanlig
dygtigt og velovervejet, men han havde valgf
at fremkalde Regnstemning ved Strømme af
Kommunevand, og det virkede nærmest
distraherende. Den evindeligt trommende
Troperegn skal mere anes end ses.
Eduard Mielche kom over fra Aarhus og fik
sit københavnske Gennembrud som
Missionæren, en excellent Karakterstudie i den religiøse
Fanatisme. Han gav Pastor Davidson et
Anstrøg af noget sygeligt, ligesom der laa en
sjælelig Kæntring bag den hektiske Glød,
og hævede derved Rollen op over det
primitive Folkekomedieniveau, hvori Forfatterne
har anbragt den.
Berthe Quistgaard spillede Skøgen Miss
476
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
