Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - William Heinesen. Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Ander sen
taler i sin smukke Artikel om den færøske
Digter Chr. Matras om det Afsind, der kan
komme over dem, der bor paa de ensomme
Klippeøer i det vilde og store Hav; den
mægtige, den overvældende Natur og den
forfærdende Ensomhed kan fylde
Klippeboens Sind med Afsind.1 Heinesen har omsat
det til Sang og Syner, men lader os hele Tiden
ane, at der lurer farlige Kræfter i Naturen.
Med Vilje, Forstand og Følelse rejser
Mennesket sig til Kamp. I Heinesens Kunst er der
etisk Holdning.
Lighederne med Otto Gelsted er
iøjnefaldende og slaaende for Kenderen af hans
smukke, bevægede og dybe Poesi, der
afspejler hvordan et Sind er blevet tumlet i
Livets Hvirvelvinde og har søgt efter Balance,
efter Ro og Klarhed.2 Muligvis vil Heinesen
hævde, at Gelsted er paavirket af ham i
forskellige Tilfælde; sandsynligvis har vi haft
en Vekselvirkning mellem de to beslægtede
Digtere. Otto Gelsted har skrevet meget smukt
og forstaaende om Heinesens to første
Digtsamlinger i sit Tidsskrift »Sirius» (1925 p.
256 ff.) og omtalt den nære Forbindelse med
Thøger Larsen. Gelsted skriver: af en
Digtsamling »Dansens Almagt» af mig (d. v. s.
Gelsted) er H. direkte paavirket, f. Eks. en
Vending som den, at Høstens Visdom:
sprang ud i fraadende Baal mod det Blaa:
allevegne et lovbundet Afsind du saa.
Versene er fra Digtet »Høstens Visdom».
Digtet »Sol og Blæst» (i Arktiske Elegier)
slutter med disse helt Gelstedsk formede Vers:
Mod den blaa og søndersprængte Himmel /
løfter de gule Oktobertræer deres Ild
(Ken-dingsordet her er søndersprængt). Et Digt
som »Gengangeren» (Høbjergning ved Havet):
din Mad fik Smag af Jord og Mug og Skimmel;
/ du vilde have Lys, men fandt kun tomme
Stager... er ogsaa helt Gelstedsk ved sin
Tone af Selvopgivelse, Forkrænkelighed og
alle Tings Graahed og Umulighed; men saa
gaar han ud og møder Løvfaldsblæsten og
kommer i Kontakt med Naturens Visdom og
renses. Som Gelsted digter han om Tingene
og deres Sjæl: Hvor luer fortroligt de nære
Ting / i deres Dragt af ufavnelig Drøm (»Sol
og Sne» i Sange mod Vaardybet). Digtet
»Strandpromenaden» (i Den dunkle Sol)
indledes med disse Strofer:
Den slørede, gyldne Oktoberdag
er sunket bag Kimmingens takkede Ring.
Nu vækkes af Tusmørkets Aandepust
de søndagsstille og solede Ting.
Hvor springer de skarpe og klare frem
i Skæret af Skumringens Mulm og Guld:
Hver Linje har fundet sin evige Lov,
hver Form er af Alvor og Visdom fuld!
Et Udtryk som: Dagens Fornuft og
Afsindets Nat (»Journalistens Nattevagt» i Den
dunkle Sol) har en Antitese, der svarer til den
Modsætning Gelsted saa ofte har digtet om.
Visdom, Lovbundethed, Klarhed, lysende
Fornuft, Ro og Regel er det som Gelsted
ustandselig higer imod i sin Digtning. 3 Her
over for staar Afgrunden, der aabner sig for
den ensomme Øbo i det vældige Hav; her over
for staar Afsindet, der vil sprænge Fornuften.
Tanken værger sig mod de opløsende Kræfter,
Sindet hærdes og tugtes af Naturen, der har
en uendelig Rigdom og en ufattelig Visdom
foruden sin Grumhed og sin Vildskab; Tanken
ruster sig til Kamp (sml. Heibergs berømte:
Imod det ydre ruster sig det indre) og tager
imod Tilværelsens Naade, der kan være
haard nok, men som rummer Renhed og
Højtid, og som trods alt skænker Harmoni
til det anspændte og betrængte Sind.
Gelsteds og Heinesens Lyrik kan faa et Præg
af Natur-Religiøsitet.
Til sidst skal nævnes nogle Vers, der
minder om Kai Hoffmann; jeg vil ikke
paastaa, at der er Tale om en direkte
Paavirkning, men for den der er fortrolig med Kai
Hoffmanns ensformige, men udpræget virile
og prægtige Lyrik er Ligheden stor. »Dansen»
(Høbjergning ved Havet) indledes med denne
Strofe:
Vi er mødt til den luende Aftens Fest
for at danse gennem dens blinkende Bbest,
danse som Avner og Frø i dens Blæst.
Digtet »Apollostatue» (Sange mod Vaardybet)
har Strofen: Mørk og lys af Livet, vidende og
lægt / staar du midt i Alting og føler Altings
Vægt. Den luende Aftens Fest, den blinkende
1 Se Ord och Bild 1937 p. 61.
- Se om Otto Gelsted min Afhandling »Otto Gelsted. Et Kapitel af dansk Lyrik» (Tidsskriftet »Edda»
1941 p. 42 ff.).
3 Se ogsaa Søren Hallars Artikel »Naturen hos Harald Bergstedt, Otto Gelsted og Thøger Larsen» (i
Tidsskriftet »Danske Studier» 1938, specielt p. 97 ff. og 117). Karakteristisk for Gelsted er disse Vers fra Digtet
»Linné i Skærgaarden»: Jeg tror en evig lov og orden råder, / jeg tror en vægtskål vejer alt der sker, / så
ingen enkel skabning kan ta magten / og brede sig og kræve mer og mer (se Ord och Bild 1945 p. 126).
62
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
