Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - William Heinesen. Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Heinesen
Blæst, midt i Alting, Altings Vægt — her er
Ligheden stor med Kai Hoffmann.
William Heinesen har skrevet rimløse
Digte og Prosadigte. Det norrøne fornemmes
— foruden i hans store og sikre Formsans — i
hans ret hyppige Brug af Bogstavrim; han
kan bruge Allitterationen paa en heftig og
indtrængende Maade: vældende Urvarme
— den vrede Vind vil mættes med vor Vilje —
Vaarnatten vild og vaagen — Himlen luer /
vinterlig og vild / over vaarlige Vaager / af
aaben Jord -—■ af det vilde Græs vælder
Vaarens Aande — Gridskt og mørkt er Livet / og
grim er den graadige Død — Dugget er
Jorden, diset er Dybet — en højtidsfuld Himmel,
higende blank. Nu og da anvendes unøjagtige
Rim (Pyt.— sødt, Knæ.—De, Vejr.—.sker,
du-ver~Buer m. f.). Et Adjektiv som Heinesen
selv har lavet og anvender i sine første Bøger
er skum[m]er (efter Skumring): den skumre
Jord, skumre Gange, kolde skumre Lunde,
skumre Strande; et tilsvarende Ord kendes
ikke fra Færøsk. Ejendommelig er Brugen
af Stank i Stedet for Lugt eller Duft i: den
blide Stank af skovgrøn Morgenvæde.
Blæsende Gry (1934) — med Undertitlen
Nutidsroman fra Færøerne — er en meget
bredt anlagt Skildring paa op imod 500 Sider.
Romanen har et rigt og broget Galleri af
Personer, og Heinesen er dygtig og sikker i
Karakteriseringen af de forskellige Typer.
Han dømmer ikke sine Personer; den lange
Roman er baaret af et varmende Livssyn og
en ukuelig Tro paa Menneskene og deres
Værd trods Fejl og Svagheder. Nogen
egentlig sammenhængende Skildring har vi ikke
som i Noatun, men man er uafbrudt fængslet,
fordi Heinesen aldrig tager ligegyldigt Stof
med; Fremstillingen er ikke tung. Alle de
smaa Træk er væsentlige og fulde af Liv.
Af de mange Typer kan nævnes den paa
en Gang ængstelige og kamplystne
Købmand Landrus, den fordrukne Sagfører (en
helt Hamsunsk Figur), den besindige Gotfred
Degn, den rige Handelsmand Sylverius og
hans yndige Kone Simona, Pastor Martens,
der er syg i Sindet og tror sig forfulgt og
føler sig paa Afgrundens Rand, Skolelæreren
Balduin, der fordyber sig i Teosofi og alskens
Visdom. Gennem hele Bogen vagabonderer
den elskelige og sagtmodige Vitus, som
vandrer rundt med sin Kramkiste; fra ham faar
hele Romanen et lysende og varmende Skær.
Vi hører om de unges Kvaler og deres Ud-
længsel; den færøske Dans berettes der om.
Det religiøse Liv er af afgørende Betydning
og behandles indgaaende og med stor
Forstaaelse. Vi læser om Bekenderne og deres
Vækkelsesmøder og om Striden mellem de
sekteriske, deres Missionær og de
folkekirkelige under Ledelse af den rolige Gotfred
Degn.
Romanen slutter smukt med, at unge
Gotfred vender hjem med en mægtig
Fiskefangst paa Landrus’s Skib; hans Kæreste
Gregoria — Landrus’s Datter — ser Skibet
stævne mod Hjemmet, og hun vinker det
hjem med begge Hænder.
Lyrikeren fornemmes i de sødmefyldte
Skildringer af de unges Møde; her er Fjeldluft,
Sol og Duft af Græs og Urter. Heinesen taler
om den vilde, urolige Duft af Havet og
Fjernheden. Intetsteds er Foraaret som paa Øerne
i Havet, siger Sagføreren i en lys Stund.
Kostelig er Beretningen om Rasmus Bonde,
der vil låve Vers om den gamle Hest, der i
Kaadhed vælter sig i Græsset i en Lavning
mellem Kæruld og Løvetand. Det er i
Virkeligheden en lille Myte, som Heinesen her
fortæller. Han ved hvad det vil sige at lægge
Perspektiv og Dybde i en Skildring.
Noatun (1936) er en moden Digters Værk,
en fasttømret Roman af høj Kvalitet med en
egen rolig og besindig Holdning. Den har
større Tæthed og er strammere end Blæsende
Gry. Noatun er en af 30’ernes ypperste
Bøger, men Romanen er sikkert ikke blevet
kendt og læst efter Fortjeneste, selv om den
fik en smuk Modtagelse. Noatun er
gennemstrømmet af Menneskelighed; der staar Glans
over Menneskenes fattige Tilværelse, Bogen
er fuld af Varme og Forstaaelse for
Menneskenes Skrøbelighed ligesom sin Forgænger.
Forfatteren giver sig god Tid, han har det
episke Aandedrag, men han bliver ikke saa
omstændelig, at han bliver stikkende i sit
Stof. Han forstaar at skifte mellem Hvile
og Bevægelse som i sin Lyrik. Sproget er
ikke lyrisk Prosa, men en kærnefuld Prosa,
der vidner om Heinesens store Formevne;
denne Færing skriver et sjældent smukt
og marvfuldt Dansk.
Naar man vender Bogens sidste Blad er
det med en ejendommelig Vemod og rig
Følelse i Sindet; vi har lært en Flok
Mennesker at kende og er kommet til at holde af
dem med deres Dyder og Lyder. Digteren har
ikke besmykket dem og ej heller gjort dem
til Fantasifigurer; den Verden de har levet i
63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
