Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Johan Falkberget. Arbejdets og Drømmenes Digter. Af Preben Ramløv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Falkberget
ogsaa i hans Digtning. Moderen var en smuk
Kvinde, berømt viden omkring for sin
Fagerhed, kunstnerisk begavet, musikalsk og med
et aabent Sind for Naturen. Om sin
Fødselsdag har Falkberget engang skrevet: »Den
dagen plejer jeg stå på den gamle stuetomten
en stund og tenke på min unge vakre mor —
som jeg nær hadde kostet livet. Ingen her i
fjellene har hatt så skjønn mor — de gamle
som ennu husker henne fra den tiden sier, at
hun var en åpenbaring.» Faderen var
udpræget intellektuel og læste meget, selv om
han var almindelig Bergmand. Han læste
højt i Bergstuen paa Kobberværket af Hugo
og Balzac.
Allerede som femaarig lærte Falkberget at
læse af sin Morbror, Ole Jonson Jamt, der
var blevet næsten blind efter et Mineskud
(Modellen til Blind-Steffa i »Christianus
Sextus»). Han kunde lige skimte
Overskrifterne i Aviserne, og det var ved Hjælp af disse
store Bogstaver, Falkberget tilegnede sig
Læsekunsten. Men Barndommen var ikke blid
for ham. Allerede som otteaarig begyndte
han som Arbejdsdreng ved Christianus
Sex-tus-Gruben. Han sorterede Malm, det var en
9 Timers Træls Arbejdsdag. Første Skift
begyndte Klokken tre om Natten, og det var
endda foretrukket af Drengene, for saa blev
der Tid til Leg i Eftermiddagstimerne. »Mer
enn en mandagsmorgen måtte far ta meg på
ryggen opp gjennem de bratte liene fra
Falkberget, når stormen ulte og været var hårdt.»
Det lokale Blad »Fjell-Ljom» læste Johan
Falkberget højt af for sin Morbror — og
dette Blad vakte Skrivelysten hos ham. Heri
fik han opptaget Skitser og Fortællinger
allerede som i6-aarig. I Løbet af 10—15
Aar gennemgik han de forskellige Grader i
Bjergmandsarbejdet, og 20 Aar gemmel
giftede han sig. I Hviletimerne i Bergstuen
sled han med Oldnorsk og andre forsømte
Skolefag, han var aktiv Bergmand til han blev
26 Aar. I 1906 blev Falkberget Redaktør af
Arbejderavisen »Nybrott» i Ålesund og senere
af »Smaalenenes Socialdemokrat». Efter en
Periode da han boede i Oslo, flyttede han
tilbage til Rugelsøen i 1922. Hans Forældre var
døde, og han overtog Gaarden, byggede sig en
ny, »Ratvollen», paa Sydsiden af Rugelsøen
og bosatte sig der. Men paa Gaarden
Falk-berget er stadig hans Digterværksted, fra hvis
Vinduer han kan se ned over Rugelsøen. Her
har han sine mange Bøger. Ellers er Værelset
indrettet som en Bjergmandsstue; den lille
Tranlampe, han brugte som Dreng i
Gruberne, hænger der og ligeledes en Bajonet
fra Karolinernes Færd over Tydalsfjeldene og
en gammel Bjørnebøsse, der viser tydelige
Spor af at have været brugt mange Gange.
Bordet ligger fuldt af gamle Bøger og
Dokumenter fra Bjergværket. »Ikke noget i miljøet
maa være gält. Ikke noget maa hænde, som
ikke kunde være hændt!» mener Falkberget.
Naar han skriver paa sine Bøger, arbejder han
ikke paa sin Gaard, slaar ikke et Søm i
Væggen. Ind imellem tager han Perioder med
kropsligt Arbejde, er sin egen Hovslager
og kører sin Hest, »anfarer» (besøger) ogsaa
af og til med Hammer og Lampe Gruberne,
som andre Berggeseller, er Smed og tænker
ikke paa Litteratur.
Da han flyttede tilbage til Rugeldalen,
begyndte han at deltage i Bygdens kommunale
Liv, og i 1930 blev han valgt ind i
Stortinget som Arbejderpartiets Repræsentant.
I den Tid han sad der skrev han ikke en
Linie.
Johan Falkberget er paa sin Maade en af
de mest subjektive Digtere, vi har i Norden
i Nutiden. Han har engang skrevet: »Å være
sig selv er den eneste rettesnor en digter har.
Alle andre rettesnorer er falske og fører ind i
undfallenhet og feighet. Hvad gagner det et
menneske o. s. v. — — — Vi trenger forresten
å øve oss i litt mot. Det er efter de gode ord
det vokser og gror, ikke efter småskårenhet
og pirkeri. Det har ennu ikke flyttet verden et
lusefjed fremover. Og jeg vil være med der
det vokser — der det er sol — der tingene
løftes til himmels. Og faller det litt spott —
litt hoderysten innimellem over det — så
gjør det ikke noe.» Og til en Ven, der første
Gang skulde holde et Foredrag, skrev han:
»Lytt altid til din indre stemme. Forakt alle
andres stemmer. Vær tro mot dig selv og
minst mulig tro mot alt det andre. Den store
og vedtatte mening må du heve dig over,
den er bare ’din’, når den stemmer med ’dig
selv’ — vær subjektiv fra fotsåle til isse —.»
Ud fra denne rene nordiske Vilje er det,
Johan Falkbergets Bøger er blevet til. Allerede
i hans første lille Penneprøve »Naar
livs-kvelden kjem» anslaas den sprøde Melodi, der
siden hen toner for fuldt Register baade i
»Christianus Sextus» og »Nattens Brød»:
Kristendommen har Magten over Selvgodheden,
Hadet og Trangen til Hævn.
Fra 1902 til 1911 udsendte Falkberget hvert
143
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>