- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtiofemte årgången. 1946 /
144

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Johan Falkberget. Arbejdets og Drømmenes Digter. Af Preben Ramløv

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Preben

R arni øv

Aar en ny Bog. De første fem er folkelige
Underholdningsbøger, hvis »litterære»
Baggrund er den Kolportagelitteratur, der blev
falbudt i Gruberne. Men selvfølgelig finder
man et og andet Træk, der vidner om den
senere Styrke. Den første har som allerede nævnt
en kristen Tendens, og »Bjarne» (1903)
fortæller om det stride Arbejde, der Slægtled efter
Slægtled er lagt mellem Fjeldene: »Deres
Bedrifter findes ikke optegnet i nogen
Historie, deres Slid og Slæb er gaaet upaaagtet hen
af deres egen Samtid. Bare Fjeldene her
staar som tavse Vidner til Kampen.»

Med den i 1907 paa et Kristianiaforlag
udsendte »Svarte fjelde» kommer Falkberget
rigtig ind i Norges nationale Litteratur.
Bergmanden træder fuldt belyst frem i
Litteraturen. Stofligt set var her noget helt nyt. Det
er haardt Liv at være Bjergarbejder, og det
evindelige Slid for Brødet faar Harmen til at
brænde, han bliver trodsig, samtidig med at
Naturen og Hjemstavnen binder ham. Men
samtidig har Bøgerne en Stemningsbaggrund,
der avspejler Rallarnes Sind. De er farende,
lystige Folk som gerne fortæller. Falkbergets
egen Fabuleringsevne og friske Fortællerglæde
røber sig gjennom disse raske Svende med
deres djærve, Fanden i Voldske Livsfølelse.
Vi træffer dem som et humørfyldt Indslag i
mange av de senere Bøger.

Ellers er de næste Romaner, der handler
om Nutidens Arbejderliv, av en mørk og
knugende Karakter uden ret mange
forsonende Træk. Baade i Komposition og i
Figurtegning gør en vis Usikkerhed sig gældende.
Karakteristisk i saa Henseende er
»Fimbulvinter» (1911). Bogens eneste Lyspunkt er de
to Unges Kærlighed. Den lille Bog er skrevet i
et ubændigt Raseri, der tager Pennen fra
Forfatteren og lader de sorte være som den
mørkeste Nat og de lyse som det dejligste Solskin.
Kun nu og da i Beskrivelsen af Kærligheden
og Naturen ser man frem mod den Johan
Falkberget, der skulde komme, ham der
gennemlyser Natur, Personer og deres Gerning
og Tale med Poesi.

Kærligheden er da ogsaa Hovedemnet for
Johan Falkbergets første historiske Roman
»Eli Sjursdotter» (1913), der blev filmatiseret
af et norsk-svensk Filmsselskab i 1938.
Samtidig er det Naturen og Folkekarakteren i hans
egne Hjemtrakter, han beskriver. Romanen
foregaar lige efter den store nordiske Krig,
da de to Folk paa hver sin Side af Kølen havde
været Fjender, og General Armfeldts Armé

var frosset ihjel ved Essandsøen en frygtelig
Januarnat. Kun nogle enkelte slipper bort.
En af disse svenske Soldater forelsker Eli,
denne skønne norske Pige, sig i. Ganske vist
er han en Fjende, men Kærligheden forvandler
hendes Sind, og hun følger ham op i Fjeldene,
hvor de maa søge hen af Angst for Faderen,
der er uforsonlig i sit Had. Til sidst finder han
dem alligevel og lægger sin Datters
Kærlighedslykke øde ved at skyde Svenskeren.
Fjeldbondens Barskhed og Uforsonlighed er her for
første Gang Falkbergets Emne.
Handlings-motivet tager Falkberget op igen, da han skal
beskrive Henning paa Gammelgaarden og
hans Børns Forhold til Jamterne i
»Christianus Sextus».

Allerede i »Eli Sjursdotter» bevæges man
af Johan Falkbergets særegne og meget
udviklede Intuition overfor Kvinders
Sjælerørelser. Det samme bemærker man i den
næste Roman »Lisbet paa Jarnfjeld» (1915)
— ligesom langt senere i »An-Magritt». I
»Lisbet paa Jarnfjeld» er en Kvindes
Haard-hed Emnet. Hun er ogsaa af Fjeldfolk, stolt
og ugæstmild som Fjeldet selv. Hun skulde
vente nogle Aar, til den hun elskede var
blevet Præst, men formaaede det ikke. I Trods
gifter hun sig med en fra Dalen for at give
den anden »et Piskeslag». Men denne Hævnens
Indstilling er Livets Fjende, det hele sygner
hen omkring hende, og Løgn og Ensomhed
bliver hendes Lod, fordi hun ikke vilde træde
»Ydmyghedens og Korsets smalle og
vanskelige Sti». Spændingen mellem Fjeldet og
Dalen, mellem Lisbet og Bjørn, den Månd, hun
paa Trods har valgt sig, er Bogens Handling.
Bjørns eneste Brøde er, at han er glad i
Lisbet, og at han er uden-fjelds — hans
Kærlighed til hende svider ham Sjælen ud af
Kroppen — og hendes, Lisbets, Kærlighed til
den anden er dybest en Kærlighed til henne
selv, og den slider hende derfor Hjertet ud af
Livet. Man mærker tydeligt, at det er en af
Falkbergets første Bøger i den let
romantiserende, sagaagtige Genre. Til Tider er Tonen
og Stilen ubehersket, og Sentimentaliteten
lurer i Pennen. Den Fasthed, ogsaa i de
romantiske Partier, der præger »Den fjerde
Nattevagt», »Christianus Sextus» og
»An-Magritt», har Falkberget endnu ikke vundet.

Uden særlig Fasthed i Komposition og Stil
er ogsaa de to næste historiske Fortællinger
om Hadet og dets Indvirkning paa Menneskets
Sjæl »Sol. En Historie fra 1600-Tallet» (1918)
og »Bjørneskytteren» (1919). Bjørnejægeren

144

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:10:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1946/0168.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free