Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Johan Falkberget. Arbejdets og Drømmenes Digter. Af Preben Ramløv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Falkberget
i den sidste Bog er Eli Sjursdotters Far, Sjur
Halgatusveen, og Falkberget fortæller hans
Ungdoms Historie. Han har været Livvagt
hos Kristian den Femte og har forelsket sig i
Grevinde Sophie Amalie, der bliver Eventyret
i hans Liv, da han kommer tilbage til Norge
og bliver gift med sin Trolovede. Romanen
fortæller, hvorledes det gik til, at Sjur blev
»en varg mot sig selv og alt som dyrt og hellig
var inde i sig».
Men nu vender Falkberget pludselig
tilbage til sine sociale Nutidsromaner og
udsender »Brændoffer» (1918), der mere er et
flammende Kampskrift end et Kunstværk.
Bogen forteller om Landarbejderens Flugt
fra Hjemtrakterne til Byen, og hvorledes han
gaar til Grunde der. Det er en trøstesløs,
realistisk Bog, alt er Had og Trods, undtagen
den sidste Side, hvor det gaar op for
Arbejderen, at Jesus Kristus har sagt »Kom hid
til mig, alle I som stræver og bærer tunge
byrder, og jeg vil gi jer hvile». — »Netop de
ordene var det han hungret og tørstet efter.
Han maatte prøve på å finde frem til Gud
igjen. Og Jon Jernblaastr skimtet randen af
en ny dag.»
Herefter sker der et Omslag i Johan
Falk-bergets Produktion, det er saa altomfattende
og storslaaet, at man fristes til at sige, at de
foregaaende Værker kun har været
Penneprøver til det, der nu skulde komme.
Samtidig med at han vender tilbage til sin
Slægts-gaard, vender han hjem ogsaa i sin Digtning.
Han havde set Faren ved den rivende tekniske
og sociale Udvikling, der følger i
Industrialismens Kølvand, og ud fra et konservativt sundt
Bondeinstinkt trækker han Traditionen og
Folkets Historie frem for at vise den Værdi,
der ligger i Bevarelsen, ikke alene af de gamle
Sæder, men ogsaa af Menneskets
Individualisme. Johan Falkberget er bare saa meget
Socialist som Jesus var det. Det er Følelsen af
menneskeligt Fællesskab, der er bærende i
hans Livssyn. Marxist er han ikke.
Klassekampens Ideologi interesserer ham
overhovedet ikke, men kun dette: »Du skal elske
din Næste som dig selv.» Personerne i de
kommende historiske Romaner er Individualister,
handfaste Karakterer, der har et inderligt og
mere eller mindre bevidst Forhold til deres
Omgivelser, Naturen og Menneskene.
Den første af disse Bøger er »Den fjerde
Nattevagt» (1923), der foruden at være et
historisk Tidsbillede af stor Ægthed og Kraft,
er en gribende Sjæleskildring. Mange Yd-
mygelser maa Præsten Hr. Sigismund igennem
før han lærer, at »Gud dømmer i Kærlighed,
Menneskene i Skadefryd». Ved Siden af
Præsten staar den gamle Smed Ol-Kanelsa. Begge
er skildret med den følsomme Myndighed en
Digter først vinder, naar han er rig paa
Erfaring, baade om Livet omkring sig og i sig
selv. Disse to Mænds Sjæle er da ogsaa efter
Johan Falkbergets egne Udtalelser i Slægt
med hens egen. »Den fjerde Nattevagt» er
kompositorisk den af Falkbergets Bøger, der
er lykkedes bedst. Skildringen af Bipersonerne
yder den nødvendige Baggrund for Forholdet
mellem Hovedpersonerne. Andre af hans
Romaner kan have finere Enkeltheder, men
i ingen af dem er det psykologiske
Livsbillede saa klart og skæbnetungt fremstillet.
Konfliktens Stigning til det dramatiske
Klimaks er helt ud mesterligt gjort. Det er da
ogsaa ganske naturligt, at denne Roman skal
filmatiseres. I »Christianus Sextus» benytter
Johan Falkberget en hel anden Teknik, der
minder meget om Jules Romain’s i »De gode
Viljer», hvor det er en Række Tværsnit og
ikke et Længdesnit, der danner Værket.
Med »Den fjerde Nattevagt» er Johan
Falkberget fra at være Arbejdets Digter
blevet en Aandens Digter. Fra Haandens
Naturalisme er han naaet til Sjælens Romantik.
Han har med denne og de følgende
Romaner illustreret Mesterens Ord om, at
Mennesket ikke lever af Brød alene, men ogsaa
af de Ord, der udgaar af Herrens Mund. Han
gaar nu fra Arbejderens Haand til hans Sind
og samtidig tilbage i de Arbejderes
Historie, han kender gennem sin egen Slægt.
I sit næste Værk, den mægtige Roman fra
Tiden efter den store nordiske Krig,
»Christianus Sextus», hvoraf første Bind udkom 1927,
andet 1931 og tredie i 1935, beretter han om
de gamle stovte Bjerggeseller. Dem havde
Industrialiseringens Spøgelse endnu ikke
forgjort og Byens Gøgl endnu ikke forlokket.
De var som Bønder er det, om end paa en
noget anden Maade, i Slægt med det Fjeld,
de er opvokset paa. Og i den inderlige
Forbindelse med Jorden og Fjeldet, samt i det
jævne Arbejdes Glæde, har de deres Sinds,
Fasthed. I»Christianus Sextus»
sammensmelter Motiver og Tanker fra hele Falkbergets
foregaaende Produktion. Det er den afklarede
modne Digter, vi lytter til.
Romanens Midtpunkt er ikke Personerne,
men som Titlen angiver, Gruben Christianus
Sextus og det Arbejde, der udføres her. Der-
10—Ord och Bild, 55:0 årg.
145
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
