- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtiofemte årgången. 1946 /
313

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Herman Bangs Digte. Af Henrik Juul Hansen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

H er man B an g s Digte

Samling Digte (1889), den første og
eneste Versbog, han udsendte. Dens Motto
staar over disse Linjer. I Lyset af denne
Bog, som hans store Prosapublikum slet
ikke kender, skal her søges fastholdt
Billedet af Mennesket —• det ensomme
Menneske — Herman Bang, lænket i den
tragiske Livskonflikts Skæbnespind.

Som venteligt maatte han høre ondt for
disse Digte, der næsten demonstrativt
tilsidesætter alle lyriske Traditioner, skyder
alle vanlige Krav om æstetisk Behag til
Side og nu og da — med Bangs eget
mali-ciøse Udtryk — er gratiøse som dansende
Mammutdyr. Strofen er rimløs og uden
metrisk Rytme, i det Ydre blot en
lapida-risk, temmelig tilfældigt og ofte noget for
ombrudt Prosa, Hverdagens Sprog, mest
Graat i Graat. Søren Kierkegaards
romantiske Definition af en Digter: et
ulykkeligt Menneske, med dybe Kvaler i Hjertet,
men med Læberne saaledes dannede, at
Sukkene og Skrigene, der strømmer ud
over dem, lyder som sød Musik, faar den
krassest tænkelige realistiske Korrigering
med Bangs umelodiøse, ru og
charmefor-ladte, i Tone og Væsen ikke sjældent helt
barbariske Vers. Men disse Ungdomsdigte
aander tungt af Bekendelse. Fremtræder
med al den ærlige og dybtborende
Selvransagelses byrdefulde Skarphed. Somme
Gange fortætter de sig i udtryksfuld
Dvælen, i en skæbnebestemt Hengivelse, andre
Gange sitrer og skælver de under
Nervernes Krampetrækninger og løfter sig i
Skrig af indestængte Længsler og forpinte
Drømme. Da besjæles det Uskønne. Da
faar Smerten Patos.

Helt fra Akademiaarene i Sorø, hvor han
spillede Skolekomedie, var Herman Bang
fast overtydet om, at Prosceniet var den
eneste rette Ramme om hans egenartede
Person, og Kæmpefiaskoen i de danske
Provinser, hvor han turnerede 1884, brød
ikke denne Tro. Han besvor fortsat sin
ulyksalige Kærlighed til Teatret og var,

støttet til det forræderiske Lighedstegn,
hvormed han over Rampen gjorde
Parkettets og Scenens Sandhed til eet, forvisset
om, at han i »Gengangere» gav intet mindre
end den dybest sande — og derfor sublime
— dramatiske Personifikation af den
haab-løse Slægt. I Helsingfors tog man hans
hvidpudrede Osvald Alving med
Ibenholtskyggerne under Øjnene og den
overspændte Ageren for gode Varer, men da
han i Juni 1885 naaede Bergen, hvor
Gunnar Heiberg sad som Direktør, slog
Lynet ned, rullede Latterens Torden.
Publikum heroppe tog det hele for Burleske
og Grand Guignol, Heiberg var forfærdet,
og Komikeren Olaf Poulsen, der Dagen
efter indledte et Gæstespil paa Teatret, lod
ikke denne Lejlighed til at være taktløs
gaa fra sig, men gav som den forrykte
Brown i »Soldaterløjer» en yderliggaaende
og ond Parodi paa Bang og plukkede med
den sin ulykkelige Landsmand for den
sidste lille Fjer.

Bergen slog Bang ud som Aktør hin
Juniaften, og da i samme Periode hans
Position som kritisk Skribent i Danmark
føleligt truedes af den hurtigt avancerende
Edv. Brandes, valgte han at koncentrere
sig om det øvrige Udland. Det skulde vise
sig, at der flammede en forbløffende
Livskraft i den lille blege Månd med de
tungt-sørgmodige Øjne og det glatte sorte Haar,
han, der ellers altid talte om Udslettelsen
og virkelig syntes at bære Døden med sig
under sit lapsede, stærktparfumerede
Citydress. Bang rejste, skrev, holdt Foredrag,
læste op —• forcerede sig frem paa alle
Maader. Netop som han saa nogenlunde
havde vundet Fodfæste for sig i Tyskland,
fik det nidkære tyske Politi Færten af en
mindre elskværdig Artikel, han engang
havde skrevet om det gamle Kejserhus, og
jog ham nu foran sig fra By til By, indtil
han en Dag flygtede over den østrigske
Grænse og foer til Wien, som tiltrak ham
ved sit Præg af hendøende Fornemhed.

313

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:10:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1946/0353.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free