Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Herman Bangs Digte. Af Henrik Juul Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Juul Hansen
i en Kærlighed, der syntes livssikker, men
som maatte skilles igen, fordi Driften
havde ført Dødssmitten med sig. I
Modsætning til det Besættelsens Tonefald, der
raader i saa mange af Digtene, finder Bang
her overordentlig smukke og afdæmpede
Udtryk for Adskillelsens vemodige Smerte.
Han tegner de To i Billedet af en stille
glidende Flod. Som en lykkeligt
strømmende Enhed. Men en Nat brydes Bredden,
der bliver pludselig to Strømme, som nu
gaar hver sin Vej–-
Og aldrig mer
skal de stille Aftner
Bølgerne smaa
glide læmpeligt
Side om Side
frem,
mens Klokkerne
lyder fra Bredden —
aldrig mer.
Og aldrig mer
skal i Sommernætter
Altet drukne sin Lyst
i deres samglidende Strømme,
som i Kys sig taber
—-aldrig mer.
Saa skilte de blev.
Og en Dag de skal
—- og Søsterfloden véd det ej —-
hver for sig
under Dødens Gys
glide ud i det store Hav.
Af Kærlighedsguderne ser Bang med
Overlegenhed paa Amor, den letfodede og
forholdsvis uskyldige Gud for den store
Mængde. Hans Pile ridser kun. Amor
kommer i Skammekrogen, dog med et lille
Klap paa Skulderen for de gode Hensigters
Skyld! Venus er den utæmmede Drift, og
Bang fraader af Had til og Foragt for denne
skamløse Tøjte, der med blottet Lænd
frister Begæret, føder Svig af sin Aande
og skaber Forrædere med sine Kys. En-
delig er der Eros, Passionens hellige
Symbol, Gud og Hersker for de Udvalgte —
for Eros synker Bang i Knæ! Han vilde
kun det Højeste, det Yderste. Baggrunden
for Bekransningen af Othello efter Drabet
var jo den, at hos denne sorte Mohr fandt
Bang det stærke og hele, som den hvide
Månd savner. Som i hvert Fald Bang maatte
savne. »Vor Sorg, Othello, har ingen Klo,
vor Vrede intet Lyn.» Det var Sagen. Han
vilde leve helt ud til, ja ud over de sidste
Grænser. Hans Længsel var nærmest
frygtindgydende af Væsen og forløstes kun i
Fantasierne om en Kærlighed, som var intet
ringere end det nye, det ophøjede Liv.
Der er ikke Himmel og Jord,
og Viljen døer
med det standsede Hjertes Slag —
naar du — o, Eros —
gennemborer de Udvalgtes Bryst
med Skæbnens vældige Sværd.
Og døde, o Gud,
lar dem opstaa
til Kærligheds Liv.
Men det var kun Fantasier. »Thi inden i
os, der hersker vor Drift ...» Bangs Had
til Venus blev endnu mere fantastisk og
fanatisk end Længslen mod Eros, for til
dette Venushad var bundet Livstragediens
og Selvfordømmelsens nøgterne Virkelighed.
Som Dreng havde Bang set Sognefogden
hjemme paa Als fjerne Klædet over en
død Søns Ansigt. Det var Bangs første
direkte Møde med Døden og dens synlige
Afbillede, Liget. Indtrykket forfulgte ham
altid siden, vakte den ene Gang hans Gru,
lagde den anden Gang sin kvalmtsøde
Ambra af begyndende Forraadnelse om
en lykkelig Stund for saaledes med sit
memento mori at uddybe og forstærke
Øjeblikkets korte Fryd. I Romanen »Stuk»
tryktes første Gang følgende lille Digt, der
med personlig Adresse til Digteren maa
siges at betegne hans nekrofile Sværmeris
Apoteose —•
316
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
