Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Herman Bangs Digte. Af Henrik Juul Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H er man B an g s Digte
Der vaagnede den Morgen et Lig,
og det væmmedes selv
ved at Liget spiste,
at det stod op og gik om,
og at Liget talte.
Det vilde sove igen,
som et Lig sig sømmer —
og det lagde sig hen.
Men Søvnen kom ej.
Liget vaager.
Som sagt tumlede Bang med de største
og dunkleste Problemer og havde en Tid
lang et digert Digt under Pennen, indledet
med en Hymne til den mægtige og hellige
Jord. »Det er saa dybt, at jeg undertiden
ikke selv øjner Bunden. Ideen er stor og
god nok — saadan et stort Taagebjerg, som
Tanken aldrig klavrer op paa — med
Evighedens Tanker, ubarmhjertige som de store
Gletscheres bidende Is.» Han kaarede Jorden
som Guddom, men der var ingen Lykke
vundet ved dét Valg, ingen livssalig
Følelse af at være gennemstrømmet af
Universets Livssafter. Valget var alene sket
saaledes, fordi den Gud, han kaldte paa, ikke
vilde give sig til Kende. Gustne og graa
rettede han da sine Bønner til det haabløse
Intet og havde ikke andet Maal end at
søge Styrke til at se Haabløsheden i Møde
som en Månd —
Du, store Intet,
som paa Livet
venter;
uhyre Grav,
hvor Verdener
fylder som Sandskorn —
Lær mig, du Vældige,
ret hvor ringe jeg er,
selv til en Klage for ringe,
saa taus jeg maa gaa,
men med Hovedet oprejst
—• frem i det evige Mørke.
Herman Bangs Vers er det mest
fortvivlede og patologiske, dansk Poesi har
frembragt. Med naadesløs Konsekvens
bevæger de sig fra Kærlighedsdrømmens
hvide Passionslys gennem Driftens
Satanas-mørke frem mod det evigt Tomme. De
søger deres Oprindelse i de mest bevægede
og urotunge Aar i hans Liv, Tyvernes sidste,
og vidner med hver Linje at have været
hans ensomme Ungdoms Fortrolige. Nu og
da er det helt pinligt at læse disse Vers,
fordi de ganske afstaar fra enhver
kunstnerisk Omdannelse af det intimt Private,
men netop herigennem vinder de som
Brudstykker af en uvanlig skaanselsløs og
intens Selvbekendelse deres eget høje Værd
for den psykologiske Forstaaele af
Herman Bangs hele Forfatterskab.
317
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
