Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Gerhard Hennings vej til den store form. Af Haavard Rostrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Hennings vej til den store jorm
til det. I 1936 modellerede han saaledes den
store statuette, hvoraf et bronzeexemplar
tilhører Ny Carlsberg Glyptotek: han har
her stræbt efter afklaring og forenkling,
idet han har undgaaet alle barokke
overskæringer, mildnet alle spændinger og
ladet figuren udfolde sig ganske utvungent.
Helhedsindtrykket er harmonisk, men
savner maaske det arbejdende, der i saa
mange af Gerhard Hennings statuetter
ligesom lader kunstværket fødes for vore
øjne. Endelig, i 1942, modnedes den
beslutning hos ham at sætte statuetten fra
1914 op i det store format. Denne statue,
hvortil originalmodellen udstilledes i
foraaret 1943, og som senere er udført i
bronze, er uden tvivl det mest fuldkomne
værk Henning endnu har skabt.
Kompositionen er næsten i et og alt den samme
som i den gamle statuette; kun højre haand
og arm er rettet efter Glyptotekets nys
omtalte statuette fra 1936, og hovedet er
ligesom i denne drejet hen i ren profil.
Figuren har derved faaet større rejsning og
dybere ro. Ligesom Kai Nielsens »Leda
uden svanen» har den en udpræget forside og
bagside, idet den er komponeret til at ses
fra højre, men alligevel hænger sammen
hele vejen rundt. Den lange buebevægelse
ned igennem kroppen modvirkes af de
rundede linier i armen, der er løftet op
over issen, og som drager hele figuren til
vejrs; og af den stejle linie i det lodret
stillede ben, som betinger kompositionens
spændkraft. Hele den mægtige pigeskikkelse
har en ophøjethed som et bjerglandskab —
eller som en af hine gavlfigurer, der hos
grækerne symboliserede floder og andre
lokaliteter —■ men er alligevel
gennemstrømmet af hele den hjertets varme, den ømhed
i følelse og den livsfriske sanselighed, der
giver Hennings kunst dens præg af ungdom.
Intet er bedre egnet til at belyse den
udvikling, Henning har gennemløbet i de
henved 30 aar fra 1914 til 1943, end en
sammenligning mellem disse to arbejder,
Liggende kvinde. Gips. 1942 — 43.
den lille voxstatuette og den monumentale
figur. Samtidig ser man, med hvilken
stædighed og konsekvens han har forfulgt
sine maal. Men vejen, der førte fra det ene
af disse to yderpunkter til det andet, var
baade lang og besværlig.
Efter at Henning med sin »Danae», der
er i lidt under naturlig størrelse, havde ført
en bestemt motivkreds til en foreløbig
afslutning, og vist at han beherskede et
kompliceret spil af bevægelsesaxer i
voldsom indbyrdes spænding, følte han mod
til at sætte formen op i de største
dimensioner og frembringe et monumentalt
udtryk for tyngde og hvile. Resultatet var
den jættekvinde, der af Henning selv blev
hugget i Bremersandsten i 1929, og som
senere fandt opstilling udenfor Statens
museum for kunst i København. Peter
Hertz har eftervist, hvordan den gennem
forskellige mellemformer har sit udspring
i en lille voxgruppe fra 1920 forestillende
»Pygmalion og Gaiathea». Stillingsmotivet
med de krydsede ben, der indenfor
oldtids-kunsten gaar tilbage til en figur af Skopas
(den saakaldte »Pothos»), er det, som
først har talt til hans fantasi. Hennings
tegninger og plastiske forarbejder viser, at
han altid gaar ud fra selve kærnen,
formens masse, og at extremiteterne, deres
placering og rytme, spiller en underordnet
rolle for ham. Det er saaledes karakteristisk
355
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
