Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Gerhard Hennings vej til den store form. Af Haavard Rostrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Haavard Rostrup
for hans arbejdsmetode, at han, da han
begyndte paa modelleringen af den her
omtalte store kvindefigur, ikke havde
nogen aldeles klar forestilling om, hvordan
armene skulde placeres. Han besluttede sig
for et »toilettemotiv», idet den ene haand
førtes op til haaret, mens den anden holdt
et spejl. Men da han indsaa, at dette var
altfor spinkelt til den store figur, slog han
den ned, ubønhørlig selvkritisk som han er,
og da han igen lagde den op, var det først
efter at han igennem en lang række
studietegninger havde prøvet alle
variationsmuligheder og saaledes fundet frem til det
»lukkede» motiv, hvis afrunding passer
saa godt til formens bredde og svulmen.
Et par aar efter varierede han motivet
med figuren »Moderne pige» (Ny
Carlsberg Glyptotek), en staaende
kvindeskikkelse, der er skabt til bronze, mere
naturalistisk, men ogsaa slankere og elegantere,
med et lille praxitelisk hoved.
Til den imponerende række af store
staaende kvindefigurer, der rejser sig som
milestene eller maalstene gennem hans
livsværk, har Henning, i begyndelsen af 40’erne,
endnu kunnet føje to, Faaborgpigen og
Blomsterpigen. Den første af disse er udført
paa bestilling af Ny Carlsbergfondet til en
sportsplads ved Faaborg, og det er næppe
formeget sagt, at det er en af de opgaver,
der har voldt kunstneren størst
vanskeligheder. Efter sin sædvane valgte han blandt
de talrige idéudkast, der fylder reoler og
skabe i hans atelier, en statuette, som han
havde lyst til at udføre i stort format.
Det var et af forarbejderne til statuen
»Moderne pige» og forestillede en ung, roligt
staaende kvinde med den højre haand i
siden og venstre hængende løst ned, medens
venstre ben er sat op paa et lavt trin, hvad
der giver anledning til en række
interessante planforskydninger op igennem
figuren. I plastisk henseende skæmmedes den
af de sko og halvstrømper, Henning i
1930’-erne, uvist af hvilken grund, ofte har moret
sig med at iføre sine figurer; et indfald, hvis
uheldige virkning han selv senere har
indset, saaledes at han endog i et enkelt
tilfælde har ommodelleret en af sine store
statuetter og givet den andre fødder.
Ligesom i sin tid med den store pige til
Kunstmuseet lagde Henning nu ret hurtigt leret
op til sin statue. I den første inspirations
hede var det lykkedes ham at skabe et
værk, der var stærkt, levende, varmt og
af en bedaarende yndefuldhed. Pigen holdt
oprindelig en boccia-kugle i den venstre
haand, og det var en forbedring, at den
blev taget væk; men kunstneren
begyndte nu at se paa sit værk med
fjendtlige øjne, han fandt svagheder som var
iøjnefaldende og andre som kun existerede
for ham. Afgørende blev det, at hovedet
var for lille i forhold til kroppen. I et
anfald af mismod slog han figuren ned,
desværre uden at der var blevet taget form
over den. Kun nogle amatørfotografier
fastholdt dens rene skønhed. Da Henning
nu begyndte forfra, meldte der sig til de
øvrige vanskeligheder ogsaa den, som han
vist nok havde glemt at regne med, at
erindringen om den første figur blev ved
at forfølge ham, idet han stadig maatte
stræbe efter at den nye skulde blive mindst
ligesaa god. Faaborg-pigen blev derfor, i
den endelige skikkelse, ikke noget
spontant værk. Den savner den første udgaves
impulsivitet, charme og umiddelbarhed,
fordi den søger at genfremstille en oplevelse
i stedet for at skabe direkte. Trods
beundringsværdige enkeltheder som f. ex. det
støttende ben, hoftepartiet med den
energiske svulmen, og torsoen, der er
gennemført med en kraft, der overgaar den første
figur, lykkedes det ikke at fjerne de
svagheder, der havde skæmmet denne:
overgangen mellem skulderparti og hals føles
ikke organisk, og hovedet, som Henning
blev ved at slide med selv efter at statuen
var sendt i støberiet, vedblev med at være
mærkeligt proportioneret i forhold til hel-
356
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
