Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København 1945—1946. Abell, Grieg og Lagerkvist — Det svage Repertoire. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
r ul. itx yu.lof\oV.
Poul Reumert og Ingeborg Brams
i »Cæsar og Cleopatra».
Det kgl. Teater.
andre Lejligheder udtalt sin Ringeagt for
Beslay-Typen og for Pacifisten Varlin, tegnet
i Aldous Huxleys Billede. Havde det ikke
været en Idé for Iscenesætteren Svend Gade
og Skuespilleren at give ogsaa disse to Figurer
et mere latterligt Præg? Det vilde have bragt
Balance i Stykket. Og det vilde have ført
Sonden endnu dybere ned i Demokratiets syge
Krop, endnu tydeligere røntgenfotograferet
dets indre Svagheder.
Nordahl Griegs Nederlaget rangerer blandt
de største Dramaer i moderne nordisk
Dramatik. Det er — bortset fra Thiers —
opsigtsvækkende ved sin kølige Objektivitet.
Nordahl Grieg har betragtet Parisrevolutionen
1871 med sine nøgterne Reporterøjne og ladet
os se Kendsgerninger. Kommunardopstanden
blev et Nederlag, maatte blive et Nederlag.
Hvorfor? Hvem svigtede? Og fra hvem kan
Frelsen komme næste Gang? Er Terroristen
Rigault Redningen, han, som fører Tesen om,
at det er blevet saadan, at Godhed ogsaa er
Forræderi, ud i sin yderste, men nødvendige
Konsekvens, og som foragter det larmende
men effektløse Massevælde ? Elith Pio spillede
som i 1937 Rigault som en fin de siècle-Sadist,
en Morder i Gaslys, saaledes som Nordahl
Grieg ogsaa har skildret ham. Men der er
mere i ham. Han er trods sine private
psykopatiske Uregelmæssigheder en Idealist, en
polarkold Hjerne, der vil frelse Verden efter
polarkolde Skemaer, en nøgtern Fanatiker i
Menneskelykkens Tjeneste. Hvis Elith Pio
havde understreget ogsaa disse Sider i denne
komplicerede, gaadefulde Robespierre, vilde
det have sat »Nederlaget»s indre Spænding
mange Ampère op, givet Tilskueren endnu
et pinefuldt Højspændingsstød. Og skal
Rigault ikke spilles som en yngre Månd,
Fremtidens Månd?
Men heller ikke Logogriffen Rigault
opløses. Spørgsmaalene fra »Nederlaget» staar
aabne og truende foran Tilskueren og
overlader til ham selv at bjerge sig ud af deres
Irgange. Nordahl Grieg troner inderst i
Labyrinten som en stum Sfinx. Han skrev
Nederlaget, efter at han ikke uentusiastisk var vendt
hjem fra et længere Besøg i Sovjetunionen.
Det var før Stalinismens Tid. Under den
anden Verdenskrig tav han om Fremtiden.
Det pirrer og ægger vor Fantasi at forestille
os, hvor vi vilde finde denne søgende
Nicodemus i Dag.
Aarets festligste Forestilling paa Det Kgl.
blev saa absolut Opførelsen af Bernard Shaws
dramatiske Burleske »Cæsar og Cleopatra».
Det er skrevet i Shaws sædvanlige Don
Quijotiske Dramaform, i det ydre en spirituel
Spøg med en tilsyneladende lille
Alvorprocent. Det skal spilles let og luftigt og med
Humør, og det blev det i det store og hele
ogsaa i John Prices exemplariske
Iscenesættelse. Et Par af Bipersonerne havde Price
taget lidt for højtideligt paa ved
Rollebesætningen, især Augusta Blad som den
øverste Hofdame. Jeg forestiller mig hende
som en gammel Heks, som i sin Ungdom red
til det ægyptiske Bloksbjerg og bolede i
Tropenatten. Cleopatra vilde selv være blevet
til et saadant Uhyre, om hun havde levet!
Der skal være noget sensuelt over
Kvindemennesket, et Genskær af sardanapalsk
Fordærvelse. Fru Blad gik alvorsfuldt rundt som
i en græsk Tragedie og ikke i en Farce af
Shaw.
»Cæsar og Cleopatra» handler ellers om
Bernard Shaw og visse Kvinder. Da Frank
Harris skulde skrive sin indiskrete Biografi
af Shaw, pumpede han i uforlignelig
Harris-Stil denne for Stof til et Par Kapitler om
»Experiences with Actresses» og »Shaw’s Sex
438
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
