Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Om intellektuel humanisme. Av Theodor Geiger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Theodor Geiger
vægt og ikke råder over altfor effektive
midler av teknisk og organisatorisk art. Sociale
kampe får da mere præg av familiekævl,
krig fortjener snarere navnet ufred. —
Indenfor nutidens massesamfund derimod
har følelseslivet og den deri bundende
værdidyrkelse deres rette spillerum i den private
sfære. De sociale kæmpeenheder, hvori folk
nuomstunder er samlede til erhvervsliv og
politisk bestand, unddrager sig enhver
konkret anskuelse. En ældre tids varme
samfunds-atmosfære viger for et mere køligt forhold,
personlig nærhed bliver til saglig avstand.
Sammenholdet må bero på organisation og
disciplin. Disse storenheder muliggør på den
ene side først det materielle livs
rationalisering, men forudsætter på den anden side også
rationalitet til deres egen bestand.
Følelseskultur i masseorganisation er i sig
selv en perversitet, der må hævne sig. Kun
indenfor en kres av overskuelig størrelse synes
positiv samfølelse at kunne bestå umiddelbart
indbyrdes. For den følelsesprægede
forestilling synes derimod et uanskueligt
massesamfund kun at vinde oplevet virkelighed i
kontrast udadtil. Hadets vingefang er større end
kærlighedens. Her har man det første
faremoment ved følelsesmættet massetilværelse.
Dertil kommer et andet: i massesumfundet,
hvor følelser og de dertil knyttede
irrationale værdiforestillinger ikke dyrkes i
personligt samkvem, undergår de uvægerligt en
standardisering og dogmatisering, der
forenkler flydende varianters mangfoldighed til
samling i retninger og fronter. Begunstiger
således miljø og omstændigheder ligefrem
antagonistisk samling og fjendtligt opgør,
bliver disse samtidigt i kraft av massesamfundets
struktur uendelig mere farlige og
ødelæggende. Selve størrelsen av de blokke, der
sættes i bevægelse, indebærer lavinens
drabelige dynamik, stororganisation forlener disse
kadrer med en uhyggelig effektivitet og
endelig står der tekniske midler av
gigantisk virkning til rådighed. Fortættede
energier, som nænsom overvejelse burde lede ad
bundne baner, slippes løs som
lidenskabernes blodhundeflok. Et kæmpestort, efter
kølig beregning arbejdende teknisk
maskineri og organisatorisk apparat sættes i
bevægelse gennem affekter og i deres tjeneste
—• en indre modsigelse, der må få
tilintetgørende følger. Det er ikke så meget
råheden i sig selv, men den gennemtænkt
organiserede og teknisk gennemførte brutalitet,
der gør nutidens krig så diabolsk. Men
krigen mellem nationer er kun et ydertilfælde. I
nationernes indre liv gælder grundsætligt det
samme. I massesamfundet kan kollektive
følelser, som patrioter og revolutionære
psalmo-derer over, ikke bevare den varme,
opbyggende glød, som de kan udfolde i mindre
talrig og mere ansvarlig gruppering, men bliver
overhidset, eruptiv, desintegrerende. —
Vi har nået vor tekniks, videnskabs og
sociale organisations høje stade gennem en
overordentlig vidtgående specialisering.
Særlig sagkundskab på alle tænkelige livsområder
skaber og røgter de institutioner, det ydre
apparat, der former vor tilværelse og danner
rammerne for den. En beundringsværdig
intellektuel potens er samlet i dette tynde lag
av massesamfundets maskinmestre. Den store
mængde av medborgere skal passiv nyde godt
av apparatet uden at være fortrolige med dets
hemmeligheder. Der er ofte klaget over selve
specialiseringen som en form for åndelig
forkrøbling og over den avstand av
uforstående fremmedhed, den lægger mellem folket
og dets specialister, folket og dets tekniske
livsapparat. Jeg har aldrig kunnet tage denne
kulturkritik særlig alvorlig. Først og
fremmest forekommer den mig ørkesløs, eftersom
faglig specialisering uløseligt er knyttet til det
bestående objektive civilisationstrin, som ikke
kan likvideres, selvom vi var villige til at
give avkald på dets fordele. — Dernæst er en
begrænsning av vidensfeltet hos specialisten
selv kun den uundgåelige vrangside av den
vidensintensitet, der gør ham værdifuld for
samfundet. ■— At, for det tredie, de
forskellige grupper av fagmænd fagligt bevæger sig
i hver sin for almenheden utilgængelige
forestillingskres, kan næppe medføre deres sociale
isolering, avskære dem fra forstående kontakt
indbyrdes og med almenheden, når ellers de
almen-menneskelige forudsætninger for
levende kontakt er tilstede. — Hvad skade
kan, for det fjerde, kultur og samfund tage av,
at radiolytteren mangler forståelse av
radioteknikken, kræftpatienten hverken kender
forskel mellem sarkom og karcinom eller har
hørt om metastase? Den ene trykker på en
knap, den anden lægger sig på
operationsbordet, og resten sørger fagmænd for — det er
det, man har dem til. — Oven i købet findes
der hos menigmand ikke så lidt viden netop
vedrørende den tekniske side av vor
civilisation.
Andre foreteelser synes mig langt mere
462
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
