Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Dansk lyrik under den tyske Okkupation 9. April 1940—5. Maj 1945. Af Carl Kjersmeier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl K jersmeier
Morten Nielsen.
Underklang
Jeg gaar med en Blomst i Frakken
hos den, der er nærmest af alle —
men i en Blodtaage bagest i Hjernen
ser jeg dig rave og fälde.
Alt, hvad der lever i Verden,
gløder og sætter Bær,
hvisker: Jeg elsker, jeg elsker —
synger: Jeg er, jeg er. . .
Alt, hvad der lever i Verden —
af dig, der engang var min Ven,
af dig er der kun dit Dødsøjebliks
knugende Angst igen.
Æblerne bliver tunge
og sitrer i Dagenes Sensommerglød.
Men haardt som en Kulde i mig
staar Budskabet om din Død.
Digt efter Digt kunde citeres af denne
unge Digter. Hans Død har været et stort
Tab for dansk Lyrik. Maaske har han selv
troet, at han var udset til at skabe det helt
Store, da han skrev:
Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø.
Du er endnu for ringe til at dø.
Mogens Friis deltog aktivt i
Modstandsbevægelsen siden 1943, bestod
Studentereksamen med Udmærkelse 1944 og faldt i Kamp
med Hipofolk i København Dagen før
Tyskernes Kapitulation, nitten Aar gammel.
Uden at eje Morten Nielsens kunstneriske
Evne, har han fundet oberbevisende Udtryk
for Besættelsestidens »øde Aar med de angste
Nætter». Hans efterladte »Digte», der udkom
i 1945 hos Gyldendal, afspejler, hvordan den
unge, jagede Frihedskæmpers
. .. Liv blev en angstfuld Venten
paa Fjender, som ikke kom.
og hvordan
. . . Livet blev Kamp og Venten,
men aldrig en Times Fred. . .
Dog
Skønt mange bli’r fængslet, dør,
skal intet dog standse os.
Vi kæmper mer’ stejlt end før
i glødende bitter Trods. . .
Danmarks mandlige Ungdom sprængte
Jernbaneliner og Fabrikker, der arbejdede
for Tyskerne, i Luften. De danske Kvinders
Indsats i Kampen mod de tyske Voldsmænd
var paa sin Vis lige saa betydningsfuld. Ogsaa
de kæmpede med den Desperation, som maatte
besjæle dem, der var klar over, hvad der
kunde ventes i Tilfælde af en tysk Sejr. I
hvor stærk Grad Kvinderne har levet med i
Frihedskampen, fremgaar af nedenstaaende
skønne Digt af Lise Sørensen i hendes
Digtsamling »Rodløs» (J. H. Schultz, 1946) —
det mest rammende Portræt af en ung
Frihedskæmper, som findes i dansk Litteratur:
Nu ved jeg, hvem du er, og nu kan ingen ta dig fra mig,
nu ved jeg, at din fine Ro og den fortænkte Streg
imellem dine Øjne — og din kloge Arrogance,
din unge stumme Værdighed — har aldrig været dig.
Nu kender jeg dit dybe Selv, du aldrig kan fornægte,
jeg fandt det — husker du i Nat? nej, intet husker du.
Du sov og var alene, og du skælvede i Sovne
og raabte saa med eet et Navn — en bunden, grundløs
Gru
var eet med det du sagde: »Lad mig være. Det gør ondt!
I faar aldrig fat paa Hans — Nej, jeg siger ikke noget!
Jeg siger ikke noget! Lad mig være! Det gør ondt!»
Du var dig selv, forpint og angst, forfulgt og uden Værge
og strøg med bange Fingre i dit eget sorte Haar;
nu ved jeg, at din Nøgternhed, din tyveaars Kynisme
er groet af Afmægtighed de sidste lange Aar.
Jeg vækked dig forsigtigt — og du smilede med Øjne
som havde Skær af Tryghed og af Smerte, der forsvandt,
du var kun næsten vaagen — dine Ord vars maa og
blide -
(dit vaagne Jeg vil nægte alt, men huske, det er sandt.
Dine skødesløse Dagslys-Skridt og kolde, sikre Øjne,
dit vaagne Selv vil ikke tro, at du engang har grædt.
I Morgen vil din tyveaars erfaringstrætte Stemme
lidt søvnigt spørge: »Ejer vi en enkelt Cigaret?»)
516
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
