Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Glæden, Sorgen og Lykken. Af Henrik Juul Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Glæden, Sorgen og Lykken
Ud fra denne indre Harmoni anslog Axel
Juel i det lyriske Udtryk oftere og oftere
en religiøs Tone. Var det ikke fordi han
tillige sang saa sømandsdjærvt om
Tilværelsens ganske verdslige Glæder, kunde man
med gode Grunde have betragtet ham som
Repræsentant for en poetisk striglet, stilig
Præstegaardskultur. I samme Samling, i
hvilken det ovenfor citerede Sangeren
fremkom (»De kongelige Hjerter»), fulgte han
med de hellige tre Konger paa
Pilgrimsfærden og lod dem hver især faa Ordet for at
udtrykke Bevæggrunden for Rejsen, der hos
dem alle viste sig at være en knugende
Følelse af Tomhed og Fattigdom midt i al
Overflod, et utilfredsstillet Begær efter dét
Rene og eneste Sande, som ikke vindes ved
Ofringer af Alverdens Rigdomme, men kun
ved Hjerternes sagtmodige Hengivelse, og
denne Længsel forløses da i Stalden i
Bethlehem, hvor Kongerne erfarer, at »En
Krybbe kan være et Alter, — og Gud kan
du møde i Pjalter». Andetsteds vidner
Vandreren Juel, at Vorherre har signet hans Gang
»paa den dejlige Jord», hvor Kogleriet i
Naturen og i Sindets dulgte
Stemningsver-den i henrykkede Stunder betvinger
Fornuften: »Jeg Lærte at elske hans vældige Værk,
— hans Stjerner og Støv, — og alt det, der
lyder hans evige Love, — hans Blomster
og Løv.» Og endelig skriver Axel Juel i sin
seneste Versbog »I de dybe Skove» denne
langthentonende Strofe om Jesus, der
bænkes paa Stodderbænken i de pragtfulde
Domer, hvor han forherliges med al
optænkelig ydre Pragt, men nægtes det ene,
han alene attraar, Hjerternes Hengivelse:
»Hvor kom han fra — hvad var hans Agt?
-— Hvad var hans Bud? ■—- At Kærlighed er
mer end Magt, —- at Ydmyghed er mer end
Pragt — Han kom fra Gud!»
Denne Udvikling i det religiøst tonede
Udtryk for de intimeste Erfaringer og
lønligste Forhaabninger kulminerer med
Legendens Tonefald i Titeldigtet I den dybe
Skov. Med sine 31 store, vægtige Strofer er
dette Digt ikke blot i det Ydre Axel Juels
mest omfattende, et fuldgyldigt Udtryk for
hans poetiske Væsen og Formsikkerhed, men
først og fremmest Tegnet paa, hvor solidt
befæstet Livsharmonien med Aarene er
blevet. Digtet skriver sig fra en lang og
alvorlig Sygdomsperiode, der gjorde de
sidste Problemer aktuelle.
Kom dog til Ro, kom dog til Ro —
lad blegne hen,
lad segne hen
i Alnaturens Barnetro
den Kval at ville vide.
Imens Du søgte hér og dér,
var det, Du søgte, ganske nær,
usynligt ved Din Side.
I Skumringens Stilhed følger man her
Digteren, som han, angst for at skulle se
Livet forspildt og al Villen forfejlet, gaar
mod den høstgule Skov med Bøn om at
møde Gud . . . Mørket synker tungt gennem
Løvet, men Angst og Sorg svinder hen, da.
Stjernerne alvise hvisker til ham —•
Den sande Glæde har I glemt,
den reneste,
den eneste:
at være ganske sammenstemt
med Evighedens Tone,
den dybe Lykke, sund og sød,
som kan forbinde Liv og Død
og med al Sorg forsone.
Og her, hvor han til Bunden fatter
Menneskets universelle Lidenhed, erkender han
med heftig Fryd at være i Tingenes Midte,
fornemmende Herrens Røst i »den Kalden
gennem Jordens Nat, — som samler over
Skov og Krat — den spredte Fugleskare».
Han er traadt uden for Tiden. Uafladelig
skifter i Nuet Sommer med Vinter, Vaar
med Høst. Han befinder sig paa Evighedens
Tærskel, i et Paradis, hvor Barndommens og
al Godheds Lykke og de Kære, man kalder
de Døde, vender tilbage. Endog
Barne-aarenes rent utopiske Drømmerier, at Fugle
vilde bygge i hans Haand og indbyrdes
239
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
